Spring til indhold

Konference: Investeringer i kvinders sundhed og ligestilling gavner bredt. Også på bundlinjen

29.11.2018  12:05
Hvad er sammenhængen mellem kvinders sundhed og ligestilling på arbejdsmarkedet? Og hvordan kan øgede investeringer heri bidrage til økonomisk vækst for den enkelte virksomhed? De spørgsmål stiller Sex & Samfund, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og Udenrigsministeriet skarpt på, når de inviterer til konference den 11. december.

Investeringer i kvinder sundhed har afgørende betydning for deres ligestilling og inklusion på arbejdsmarkedet. Mange steder i verden oplever kvinder og piger nogle helt særlige sundhedsudfordringer, som fx kønsbaseret vold, sexchikane og utilstrækkelig adgang til sundhedsydelser, prævention og oplysning om familieplanlægning. I de tidlige år kan disse problemer føre til manglende skolegang, samt tidlige ægteskaber og graviditeter. På arbejdsmarkedet kan de samme problemer, kombineret med traditionelle kønsnormer, skade kvinders helbred og føre til mistrivsel og dermed også manglende overskud til at arbejde.

På verdensplan er der 26% færre kvinder ansat i det formelle arbejdsmarked end mænd. Men undersøgelser viser, at virksomheder, der investerer i kvinders sundhed på arbejdspladsen, typisk får 3 US dollars igen for hver dollar, de investerer i sundhedsforsikring, barsel eller adgang til sundhedsfaciliteter- og information. Vi ved med andre ord, at øgede investeringer i kvinders sundhed udgør et enormt økonomisk potentiale.

Derfor samler Sex & Samfund, IFU og Udenrigsministeriet centrale danske virksomheder og investorer til konferencen ”Ansvarlighed og Bundlinje: Ligestilling og kvinders sundhed for virksomheder og investorer” tirsdag den 11. december i Eigtveds Pakhus.

-  Vi vil gerne motivere private virksomheder i udviklingslande til at bidrage til opnåelsen af Verdensmål 3 om sundhed og Verdensmål 5 om ligestilling.  Det skal ske ved at gøre både virksomheder og investorer klogere på, hvorfor og hvordan investeringer i kvinders sundhed og ligestilling kan styrke inklusion og skabe en markant forskel for medarbejdere og bundlinje, siger Tania Dethlefsen, vicegeneralsekretær i Sex & Samfund.

- Kvinders sundhed og ligestilling i udviklingslande er ikke kun et kritisk socialt tema – det udgør også et kæmpe økonomisk potentiale anslået til 12 billioner kroner på verdensplan. Investeringer heri er derfor ikke blot det rigtige at gøre, det er også en god business-case, udtaler udviklingsminister Ulla Tørnæs.

- Der er et stort behov for og potentiale i at fokusere på ligestilling og sundhed i udviklingslandene. Og ved at tage den udfordring op, kan vi gøre en stor forskel for kvinder og samtidig bidrage til bedre resultater i de virksomheder, vi investerer i, siger Torben Huss, konstitueret CEO i IFU.
Konferencen inviterer op mod 60 repræsentanter fra virksomheder fra både ind – og udland. Der vil være paneldiskussioner og oplæg fra H.K.H. Kronprinsessen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, konstitueret CEO i IFU Torben Huss og den Afrikanske Udviklingsbank. Der vil også være oplæg fra Lars Wallewik, administrerende direktør på Cashew-fabrikken i Mim, Ghana, som kaster lys på, hvorfor virksomheden har valgt at foretage en strategisk investering i kvinders sundhed og ligestilling.

KONTAKT
Tilmelding for journalister og fotografer kan ske ved henvendelse til:
Thea Gregersen, presseansvarlig i Sex & Samfund, mobil 29 71 42 22 eller tg@sexogsamfund.dk

Kontakt til Udenrigsministeriet:
Udviklingsministerens presserådgiver Marie Dørup Olesen  +4561979020 eller mardor@um.dk

FAKTA
Oplæg og diskussioner vil foregå på både dansk og engelsk.
Sted: Konferencen afholdes i Sal II, Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads, 1448 København K.
Tid: Tirsdag den 11. december kl. 9.30-14.45.



Seneste nyt

    Se alle