Spring til indhold

Ligestillingsministeren blæser til kulturkamp for nydanske kvinder og piger

27.02.2018  07:00
Kampen mod manglende ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer intensiveres i regeringens arbejde med ligestilling det kommende år.

Kampen mod manglende ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer intensiveres i regeringens arbejde med ligestilling det kommende år. Derudover er der fokus på arbejdet med mere frihed og tryghed for LGBTI-personer og et opgør med tabu om seksuel chikane.

Ligestillingsminister Karen Ellemann afgiver i dag regeringens Perspektiv- og handlingsplan for det kommende års arbejde med ligestilling til Folketinget. Øverst på dagsorden står kampen for ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer.

”Manglen på ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer er i mine øjne en fælles sag, som vi sammen må kæmpe for. Ligestilling er en helt grundlæggende værdi i Danmark, og frihed for den enkelte er en basal rettighed. Derfor skal vi insistere på, at ligestilling gælder for alle uanset køn, og uanset om man er født her eller har rødder i en anden kultur.

Det er en kultur- og værdikamp, som flere nydanske kvinder og mænd heldigvis selv er i gang med at tage, men det er vigtigt, at vi som samfund står sammen i kampen for frihed og lige muligheder for alle kvinder og piger i Danmark. Vi er nødt til at tage en reel kulturkamp i visse af de etniske minoritetsmiljøer. Hvis ikke vi gør det, efterlader vi de nydanske piger og kvinder, der tager kampen, alene tilbage. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt,” siger Karen Ellemann og peger på, at oplysning, viden, dialog og debatter er de primære værktøjer.

I efteråret igangsætter ligestillingsministeren blandt andet en oplysnings- og debatindsats om rettigheder og ligestilling i etniske minoritetsmiljøer. Desuden intensiverer ministeren dialogen med unge og forældre om ligestilling og social kontrol, og der indsamles ny viden om social kontrol og maskulinitet i etniske minoritetsmiljøer. Det er en opfølgning på sidst års arbejde, der kulminerede med et ungetopmøde i Odense med titlen ’Hvem styrer dit liv?’, hvor mere end 130 unge deltog og fortalte om deres erfaringer og udfordringer.

I august 2017 blev Karen Ellemann som ligestillingsminister også udpeget som den første danske koordinerende minister for LGBTI. Det afspejler sig nu i Perspektiv- og handlingsplanen i en række initiativer.

”Vi har som noget nyt i år fokus på at skabe større tryghed, trivsel og lige muligheder uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Mange lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede møder stadig diskrimination og fordomme, og det kan have store konsekvenser for den enkeltes trivsel. Jeg er meget glad for, at jeg har fået en koordinerende funktion på LGBTI- området, og for at satspuljepartierne har afsat 25 mio. kr. i 2018-2021 til initiativer på området,” siger Karen Ellemann.

Ligestillingsministerens Perspektiv- og handlingsplan har også fokus på en række andre områder. Det gælder først og fremmest forebyggelse og håndtering af seksuel chikane i kølvandet på #MeToo. Men også tendensen til perfekthedskultur blandt unge og fremme af kvinder i ledelse, i politik og i it fylder blandt de 33 initiativer. Endelig fortsætter arbejdet med at fremme mænd i pædagogfaget og på fædres brug af orlov. I 2017 begyndte ”Aktion Fars Orlov” med virksomheder og arbejdsgiver- og faglige organisationer med en række initiativer. Det arbejde fortsætter også i 2018, hvor det blandt andet handler om at få den enkelte arbejdsplads og familierne til at have fokus på fædres orlov.

Sidste år indeholdt handlingsplanen 31 indsatser fordelt over tre temaer. I år er der 33 indsatser inden for fire indsatsområder, hvor LGBTI er det nye: 1) Rettigheder og frihed for den enkelte, 2) Bedre udnyttelse af ressourcer og talenter, 3) Tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer og 4) Global ligestillingsindsats.

Regeringens vision for ligestillingsindsatsen i Danmark er, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet og udfolde deres potentialer og talenter. Alles ressourcer skal i spil, og ingen skal opleve diskrimination på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet.

Den 23. marts er der redegørelsesdebat i Folketinget.

Læs Redegørelsen/Perspektiv- og handlingsplanen her.

For yderligere information kontakt:
Casper Steen Pedersen, mobil +45 41 53 26 42