Spring til indhold

Præmieoverrækkelse i kreativ konkurrence mod kærestevold

17.02.2017  12:30
Tirsdag den 21. februar 2017 kl. 13.00 kårer Ligestillingsminister Karen Ellemann, Bryd Tavsheden og Det Kriminalpræventive Råd vinderne af konkurrencen ved en præmieoverrækkelse.

Unge over hele landet har i den seneste tid dystet i, hvem der på den mest kreative måde kan sætte fokus på kærestevold.

Det er blevet til i alt 254 kreative bidrag inden for film, sange, digte, tekster og billeder. Ligestillingsminister Karen Ellemann, Bryd Tavsheden og Det Kriminalpræventive Råd kårer vinderne af konkurrencen på tirsdag den 21. februar 2017.

Konkurrencen og årets tema min krop, mine regler skal få de unge til at forholde sig til kærestevold, til at debattere og reflektere over, hvad et godt kæresteforhold er, hvad vold er, og hvor egne og andres grænser går.

Præmieoverrækkelsen finder sted tirsdag den 21. februar 2017 kl. 13.00 i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2G, 1448 København K.

Eleverne har deltaget i to alderskategorier:

  • Gruppe A: 7.-9. klasse
  • Gruppe B: 10.klasse, erhvervs- og produktionsskoler og gymnasiale uddannelser

I hver gruppe kåres en vinder, der modtager en præmie på 10.000 kr. og en 2. præmie på 5.000 kr. Det er hele klasser, der vinder præmierne – også selvom eleverne deltager enkeltvis.

Dommerpanelet i den kreative konkurrence mod kærestevold består af debattør Emma Holten og forfatter Kenneth Bøgh Andersen sammen med minister for ligestilling Karen Ellemann, generalsekretær for Bryd Tavsheden Isabella Wedendahl og formand for Det Kriminalpræventive Råd Henrik Dam, som alle deltager i præmieoverrækkelsen. Herudover vil lærere og elever fra vinderklasserne deltage.

Det skønnes at 19.500 unge kvinder og 12.000 unge mænd i alderen 16-24 år årligt udsættes for fysisk, psykisk eller seksuel vold fra en kæreste. Dermed udgør de unge en stor andel af den samlede gruppe af personer udsat for partnervold, og undersøgelser viser, at de unge kærestevoldsudsatte risikerer at tage volden med sig ind i voksenlivet. Samtidig kan de unge have svært ved at sætte grænser. 

Program for præmieoverrrækkelsen

 Kl.13.00 Velkomsttale
v. minister for ligestilling Karen Ellemann
 Kl. 13.10 Præmieoverrækkelser
v. generalsekretær for Bryd Tavsheden Isabella Wedendahl
 Kl. 14.00 Oplæg om kærestevold
v. generalsekretær for Bryd Tavsheden Isabella Wedendahl
samt personlig fortælling om kærestevold
 Kl. 14.20 Underholdning v. et af vinderbidragene
 Kl. 14.30 Afrunding
v. formand for Det Kriminalpræventive Råd Henrik Dam
 Kl. 14.35 Let traktement

 

Til præmieoverrækkelsen vil der være en personlig historie om kærestevold, som ikke må optages eller citeres uden, at det er aftalt med den pågældende person.

Konkurrencebidragene bliver udstillet på Københavns Rådhus fra fredag den 17. februar til og med torsdag den 23. februar.

Pressefolk bedes medbringe gyldigt pressekort.

Kontakt

Jane Lykkegaard Duncker
Fuldmægtig, Ligestillingsafdelingen
Udenrigsministeriet, minister for ligestilling
jandun@um.dk / +45 2268 8569