Spring til indhold

Danmark styrker hjemsendelse af afviste asylansøgere med 125 mio. kroner

18.08.2017  09:12
Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, og udlændinge og integrationsminister, Inger Støjberg, har netop været på en to dages rejse til Afrikas folkerigeste land og politiske stormagt Nigeria, hvor ministrene har afholdt møder med nigerianske ministre og samarbejdspartnere bl.a. med det formål at styrke samarbejdet om hjemsendelse af afviste asylansøgere.

Regeringen har besluttet at styrke arbejdet med hjemsendelser med 125 mio. kr., som skal anvendes til at fremme hjemsendelse af afviste asylansøgere efter noget-for-noget princippet. Rejsen har været en første lejlighed til at bringe disse midler i spil.

"Hjemsendelse af afviste asylansøgere er en meget høj prioritet for regeringen. Derfor har vi taget en række tiltag for at styrke hjemsendelsesarbejdet, og vi fortsætter med at styrke indsatsen. Når vi skal begrænse den ukontrollerede migration, er det helt afgørende, at vi gennem det langsigtede udviklingssamarbejde bekæmper årsagerne til at mennesker vælger at risikere livet på en håbløs tur mod Europa. Der skal skabes håb om en fremtid i deres hjemlande. Men det er lige så vigtigt, at vi sender et klart signal om, at afviste asylansøgere bliver sendt hjem, så færre bliver tiltrukket af en umulig drøm om et liv i Europa. Denne rejse har bidraget til netop begge formål," siger minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.

Under besøget blev Danmark og Nigeria enige om at styrke samarbejdet om migration. Bl.a. blev det mellem de to danske ministre og de nigerianske myndigheder aftalt, at en nigeriansk delegation skal besøge Danmark, for at styrke samarbejdet om hjemsendelser og bekæmpelse af de grundlæggende årsager.

Det nye indsatsområde til fremme af udsendelse tildeles allerede i 2017 50 mio. kr., mens der på forslag til finansloven for 2018 afsættes yderligere 75 mio. kr.

For yderligere information kontakt:
Marianne Lynghøj, særlig rådigver for udviklingsministeren, tlf: 61 97 90 88