Spring til indhold

Samuelsen til FN’s Menneskerettighedsråd: Danmark går foran i kampen for frihedsrettighederne

25.02.2019  07:01

Udenrigsminister Anders Samuelsen deltager mandag og tirsdag i højniveausegmentet af FN’s Menneskerettighedsråd. Det er første gang, Rådet træder sammen siden Danmark blev medlem den 1. januar.

Anders Samuelsen siger:

”Kampen for frihed er en kernesag for mig som liberal demokrat. Arbejdet for de internationale frihedsrettigheder står centralt i regeringens udenrigspolitik. Jeg vil bruge det danske medlemskab af FN’s Menneskerettighedsråd til at presse på for frihedsrettighederne overalt i verden. Verden skal reagere, når fundamentale rettigheder trædes under fode. Det skal vi bruge Menneskerettighedsrådet til.”

Samuelsen vil under sin deltagelse i højniveausamlingen sætte særligt fokus på behovet for at gennemføre reformer af Menneskerettighedsrådet.

”Menneskerettighedsrådet har et stort potentiale. Men Rådet er udfordret på sin troværdighed. Blandt medlemmerne sidder nogle af de værste menneskerettighedskrænkere. Og Rådet har en helt urimelig forskelsbehandling af Israel, der som det eneste land er mål for et selvstændigt punkt på rådets dagsorden. Det skal vi adressere. Det vil være en kerneprioritet for mig under det danske medlemskab.”

Ud over sin deltagelse i åbningen af Menneskerettighedsrådets samling vil udenrigsministeren mødes med FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Michelle Bachelet. Udenrigsministeren vil også mødes med en række ligesindede lande og NGO’er for at tale om reform af Rådet, ligesom han vil mødes med repræsentanter for EU, USA, Israel og Palæstina.

For yderligere information:
Presserådgiver Anne Møller Ege, 41532526