Spring til indhold

Dansk bistand i Ghana giver bonus

07.11.2018  11:38

Hovedområderne i samarbejdet med Ghana i perioden 2007-2017 har været generel budgetstøtte, god regeringsførelse (især decentralisering og menneskerettigheder), sundhed, skat/toldbehandling og udvikling af den private sektor. I 2015 beløb bistanden sig til omkring 230 millioner kroner. Bistanden forventes udfaset  i 2020.

Danmarks udviklingssamarbejde med Ghana har på flere områder været en betydelig succes. Men bæredygtigheden er på enkelte områder tvivlsom, nu hvor dansk bistand udfases. Det fremgår en af en ny evaluering af Danmarks udviklingssamarbejde med Ghana i perioden 2007-2017.

Ghana har i de seneste tre årtier gjort store fremskridt i arbejdet med at styrke demokratiet og kaldes ofte Afrikas demokratiske succeshistorie. Men det er også et demokrati domineret af politiske eliter og præget af nepotisme og korruption. Samtidig har Ghana været friholdt for de borgerkrige og væbnede konflikter, der hærger andre lande i Afrika, men det er ikke lykkedes landet at holde økonomien på en stabil og bæredygtig kurs.

Dansk bistand til Ghana har sat tydelige fingeraftryk. Blandt andet har Danida spillet en afgørende rolle i den decentralisering, der er sket i de seneste ti år. Evalueringen roser også det danske fokus på sårbare grupper. Det har bidraget til, at de har fået bedre adgang til domstolene, og programmerne for de sårbare er nået ud til græsrødderne og de mere fjerntliggende egne af Ghana. Samtidig er civilsamfundet i Ghana blevet styrket og konsolideret, og netop på det område har Danida sammen med andre donorpartnere sat de betydeligste fingeraftryk.

Også Danidas bidrag til at styrke retsvæsenet og Ghanas Kommission for Menneskerettigheder og Administrativ Retfærdighed (CHRAJ) får flotte karakterer. Det danske bidrag har ifølge rapporten været afgørende for, at kommissionen er nået ud til befolkningen i landområderne.

Evalueringen peger også på flere succesrige eksempler på joint ventures mellem danske og ghanesiske virksomheder og private-offentlige partnerskaber.

Fremover skal det traditionelle udviklingssamarbejde erstattes af et kommercielt og politisk partnerskab, men ifølge evalueringen, er det tvivlsomt, om alle de danske resultater kan opretholdes, nu hvor bistanden forsvinder eller udfases. Det gælder eksempelvis i forhold til fremme af menneskerettighederne og retsstaten.

Evalueringen anbefaler, at Udenrigsministeriet undersøger, om ambassaden i Ghana i de første par år efter udfasningen kan få en mindre pulje penge, der kan bruges til at støtte civilsamfundet og tænketanke -  især inden for beskyttelse af menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption. Evalueringen anfører, at det er en fremgangsmåde, der også kan overvejes i andre udviklingslande, hvor Danmark udfaser bistanden og ændrer partnerskabet til kommercielt og politisk samarbejde.

Evalueringsrapporten er udarbejdet af konsulentvirksomhederne Nordic Consulting Group og Orbicon og kan downloades på www.evaluering.um.dk
For yderligere oplysninger om evalueringen kontakt Nanna Hvidt, Udenrigsministeriets Evalueringskontor, på tlf. 61979139 eller eval@um.dk