Spring til indhold

Udviklingsministeren åbner udstilling om teknologi og innovation som våben i kampen mod sult

12.04.2019  11:06
Udstillingen Technology, Innovation & the End of Hunger, som er udarbejdet af FN’s Fødevareprogram, sætter fokus på, hvordan ny digital teknologi kan bruges til at bekæmpe sult.

821 millioner mennesker ved ikke, hvor deres næste måltid mad skal komme fra. Men verden har sat et ambitiøst mål om at udrydde sult inden 2030. Teknologi og innovation er helt afgørende for at nå det mål.

For at sætte fokus på det vigtige tema, lancerer udviklingsminister Ulla Tørnæs og WFP’s Direktør for Innovation Robert Opp udstillingen Technology, Innovation and the End of Hunger tirsdag den 23. april 2019 kl. 15:00 i FN Byen med en diskussion om teknologi og innovation i humanitære operationer.
For nærmere information om udstillingen se her: Facebook

FN’s Fødevareprogram gør brug af ny teknologi
FN’s Fødevareprogram (WFP), verdens største humanitære organisation, der bekæmper sult i verden, arbejder uafbrudt på at finde nye og mere effektive måder at sikre, at ingen går sultne i seng. Om det er brug af droner eller mobiltelefoner til at samle data fra ufremkommelige områder, kontantoverførsler med elektroniske betalingskort eller iris scanning som betalingsmiddel eller app’en ShareTheMeal. Danmark er en af WFP’s vigtigste allierede i arbejdet for en verden uden sult og støtter via sit kernebidrag udviklingen og implementering af nye og innovative løsninger.  

Innovation er integreret i dansk udviklingsbistand og nødhjælp
Innovation er en integreret del af Danmarks udviklingsbistand og humanitære indsats, og Danmark støtter en lang række teknologi-fokuserede initiativer for at nå verdensmålene.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har blandt andet lanceret TechVelopment-initiativet for at støtte tech-initiativer i Afrika. Derudover støtter Danmark seksten danske civilsamfundsorganisationer og deres innovationsaktiviteter, ligesom Danmark støtter innovationsenheder i FN-regi samt Verdensbankens og UNHCR’s nye fælles datacenter vedr. tvungen fordrivelse, beliggende i FN-Byen i København.

Event sætter fokus på teknologi som forandringskraft
Udstillingen er en del af eventserien Techvelopment Spring. Techvelopment Spring sætter fokus på digital teknologi som forandringskraft i udviklingssamarbejdet ved blandt andet at formidle viden om hvordan ny digital teknologi kan bruges i udviklingssammenhæng; at skabe et forum for udveksling af viden i brugen af digital teknologi i udviklingsøjemed og at anspore til nye partnerskaber i spændingsfeltet mellem digital teknologi og udviklingssamarbejdet.

Tilmelding til lanceringen af udstillingen via dette link: https://www.eventbrite.com/e/technology-innovation-and-the-end-of-hunger-tickets-60128562148

Se mere om Techvelopment Spring her: https://techvelopment.dk/da/events-2/

For mere information, kontakt:

Jette Michelsen, mail: jetmic@um.dk, tlf.: 33921002