Spring til indhold

Dansk bistand til landbrug i Tanzania rammer rigtigt

19.08.2019  09:22
Danmarks mangeårige støtte til at sikre bedre adgang til lån og kreditter i landbruget i Tanzania viser gode resultater, der sandsynligvis kunne have taget sig endnu bedre ud, hvis der havde været bedre styr på dokumentationen, konkluderer en ny evaluering.

Danmark har siden år 2000, altså i næsten 20 år, støttet privatsektorudvikling inden for landbruget (PASS) i Tanzania med særligt fokus på at sikre småbønder og småvirksomheder i landbrugs- og fødevaresektoren bedre adgang til lån og kreditter. Og det fokus er helt rigtigt, konkluderer en ny evaluering af PASS. Tanzanias traditionelle banker og kreditinstitutioner er nemlig stadig meget tilbageholdende med at engagere sig i landbrug, som de forbinder med alt for store og uforudsigelige risici som sygdomme og tørke.

Småbønder i udviklingslande kan sjældent stille med garantier for lån i form af skøder på deres jord og ejendom, og de er typisk dårligt uddannede og har derfor svært ved at fremvise gennemarbejdede forretningsplaner. Og det er et problem i et land som Tanzania, hvor 7 ud af 10 mennesker lever af landbrug, men hvor landbruget kun tegner sig for 30 pct. af det samlede bruttonationalprodukt.  Dårlig adgang til lån og kreditter er en af de største barrierer for den omstilling af sektoren, som er helt nødvendig for at skabe vækst og arbejdspladser og for at mindske fattigdom.

I 2018, hvor evalueringen blev foretaget, nød ca. 166.000 landmænd godt af den forbedrede adgang til lån og kreditter, og dermed gavner PASS direkte eller indirekte op mod en million tanzanianere. Og de landmænd, der har fået støtte af PASS, har øget deres udbytte og indtjening mere end andre landmænd. Så PASS har, konkluderer evalueringen, haft den sociale virkning, som var et af formålene.

Evalueringen rummer også kritik. Især af at PASS er for dårlig til at indsamle og behandle data. PASS skal, anbefaler evalueringen, sætte turbo på digitaliseringen, så dataindsamlingen systematiseres, og sagsbehandlingen effektiviseres. Det kan i øvrigt meget vel føre til, at effekterne af PASS – både de direkte og de afledte – kan vise sig at være langt større, end det nu kan dokumenteres.

PASS har et godt omdømme i Tanzania, konstaterer evalueringen, og PASS har været med til at bane vejen for, at de kommercielle banker og kreditinstitutioner har fået øjnene mere op for landbruget og øget deres udlån til og servicering af landbruget, men som nævnt slet ikke i det fornødne omfang. Der er derfor endnu et stykke, til at PASS har opnået formålet om at gøre sig selv overflødig ved at bankerne tager over. Den samlede danske støtte til PASS i perioden 2000-2018 løber op i 326 mio. kr. Den igangværende fase af den danske støtte udløber i år, og der er lagt op til en ny fase fra 2020.

Evalueringen er gennemført af Carnegie Consult og Royal Tropical Institute (KIT) fra Holland i 2018. Evalueringsrapporten kan downloades fra www.evaluering.um.dk

For yderligere oplysninger om evalueringen kontakt Henning Nøhr, Udenrigsministeriets Evalueringskontor, på 33 92 00 13 eller hennoh@um.dk