Spring til indhold

Støtte til udviklingsforskning 2018

20.12.2018  13:42
Med afsæt i den udviklingspolitiske og humanitære strategi ”Verden 2030” støttes forskningsprojekter i udvalgte lande gennem partnerskaber med danske institutioner.

Udenrigsministeriet har nu udvalgt 23 forskningsprojekter som modtagere af forskningsmidler i 2018. Af disse forskningsprojekter er 13 rettet mod Danidas prioritetslande, og 10 er rettet mod vækst- og transitionslande i tilknytning til aktiviteter under myndighedssamarbejdet.

Formålet med forskningssamarbejdet er at generere ny viden og styrke kapacitetsopbygningen på forskningsområdet samt bidrage til anvendelsen af forskningsresultater. Midlerne er søgt i konkurrence og fokuserer på udvalgte temaer af særlig relevans for landenes udviklingsproblemstillinger, de danske udviklingspolitiske prioriteter og på sektorer, hvor Danmark kan bidrage med særlige kompetencer, viden og teknologi.

Det Rådgivende Forskningsfaglige Udvalg for Udviklingsforskning (FFU), som er udpeget af ministeren til at bistå med rådgivning om uddeling af midlerne til forskningsprojekterne, har medvirket i udvælgelsen af ansøgninger gennem to vurderingsfaser.

En oversigt over de udvalgte forskningsprojekter kan findes her