Spring til indhold

Fem danske virksomheder modtager kongelig eksportpris

26.06.2014  18:56
Flere danske virksomheder gør det godt på eksportmarkederne. Men fem eksportvirksomheder markerer sig ved at øge eksporten til internationale markeder og fastholde en høj eksportandel gennem de sidste par år. De bliver nu hædret med Kong Frederik den Niendes Hæderspris for deres eksportsucces.

Det var Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der som formand for komiteen for Kong Frederik den Niendes Hæderspris, overrakte hædersprisen til de fem eksportvirksomheder. Overrækkelsen fandt sted på Kongeskibet Dannebrog den 26. juni kl. 15.00.

De fem prismodtagere er:

Zebra A/S

Arla Foods a.m.b.a

Weibel Scientific A/S

Dansk Smykkekunst A/S

3Shape Holding A/S

eksportpris 
Prinsgemalen overrakte Kong Frederik den Niendes Hæderspris til virksomhederne ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Fra venstre: Arla: Theis Brøgger, pressechef og executive vice-president, Finn S. Hansen. Dansk Smykkekunst: designer Malene Storm og adm.dir. Christian Storm. Prinsgemalen. Weibel Scientific: adm. dir. Peder R. Pedersen og stifter Erik T. Larsen. Zebra: administrerende direktør Christian Mariager. 3Shape Holding: stifterne Nikolaj Deichmann og Tais Clausen
Zebra: konceptdirektør Lennart Lajboschitz.

Foto: Finn Brøndum

I Udenrigsministeriet, der er sekretariat for komiteen for Kong Frederik den Niendes Hæderspris, glæder handels- og udviklingsminister Mogens Jensen sig over virksomhedernes succes.

”Virksomhederne har fortjent den hæder, det er at modtage eksportprisen. De har alle gjort det bemærkelsesværdigt godt på eksportmarkederne og har formået at øge deres samlede eksport,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og fortsætter:

”Hvert fjerde danske job afhænger af Danmarks eksport, så det er rigtig godt nyt, når danske virksomheder klarer sig godt ude i verden. Regeringen har netop lanceret en ny eksportstrategi, der med 40 konkrete initiativer skal styrke eksporten til både volumenmarkeder, vækstmarkeder og udviklingslande. Samtidig bliver hele udenrigstjenesten koblet endnu tættere til erhvervslivet for at hjælpe flere virksomheder ud på eksportmarkederne.”

Virksomheden skal opfylde en eller flere kriterier for at modtage prisen. Kriterierne er: at virksomheden har haft en væsentlig og fortsat forøgelse af eksporten over en treårig periode; at virksomhedens eksportandel er væsentlig højere end gennemsnittet indenfor branchen; at den har øget eksporten markant inden for en kort periode; at virksomheden er kommet ind på et særligt vanskeligt eksportmarked; at virksomheden har ydet en særlig indsats for at fremme Danmarks anseelse i udlandet som leverandør af varer og tjenesteydelser; og at den har en særlig fremtrædende position på verdensmarkedet.

Hædersprisen blev indstiftet i 1970 ved en kongelig resolution med det formål at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenstydelser.

Læs de fem prisvindende virksomheders pressemeddelelser her:

Zebra A/S

Arla Foods a.m.b.a

Weibel Scientific A/S

Dansk Smykkekunst A/S

3Shape Holding A/S 

Pressekontakt: Anja Solvang, presseenheden i Udenrigsministeriet, 41865908, anjsol@um.dk