Spring til indhold

Søvndal i Libyen - åbner nyt repræsentationskontor og annoncerer flere penge til minerydning

20.02.2012  17:42
Under sit besøg i Libyen har Villy Søvndal i dag åbnet det nye danske repræsentations- og programstøttekontor i Tripoli. Det er et vigtigt signal om, at vi fra dansk side tror på det libyske demokratiske projekt, siger udenrigsministeren.

Under sit besøg i Libyen har Udenrigsminister Villy Søvndal i dag åbnet det nye danske repræsentations og programstøttekontor i Tripoli. Kontoret skal bistå libyerne i den nuværende, omfattende transitionsfase gennem specifikke bistandsaktiviteter, følge den politiske udvikling i landet også på følsomme områder som respekt for menneskerettighederne og styrke relationerne mellem Libyen og Danmark, herunder erhvervssamarbejde.

Kontoret ledes af Chargé d’Affaires e.p. Anders Tang Friborg. I forbindelse med besøget underskrev udenrigsministeren en samarbejdsaftale med Libyen med fokus på fremme af menneskerettigheder, fred og regional stabilitet samt udvikling af det bilaterale forhold.

I forbindelse med åbningen udtaler udenrigsminister Villy Søvndal:

”Når vi i dag åbner en dansk repræsentation i Tripoli, er det et vigtigt signal om, at vi fra dansk side tror på og støtter op om det libyske demokratiske projekt.”

Endvidere udtalte ministeren:

”Libyen har været igennem en meget svær tid. Mange har lidt, og mange har lidt tab. De tab må vi ære, og de hensyn må være i vores tanker, når vi sammen kigger frem mod en bedre fremtid.”

”Danmark engagerede sig sammen med det internationale samfund for at beskytte den libyske civilbefolkning. Det var ikke nogen let beslutning at sende danske bombefly i luften, men jeg er stolt over, at vi fra dansk side traf en enstemmig beslutning i det danske Folketing, og at vi nu følger op ved at blive en partner i den forvandling, som Libyen nu er i gang med.”

Udenrigsministeren besøgte et demonstrationssite i Tripoli for rydning af miner og ueksploderet ammunition organiseret af den libyske minerydningsinstitution L-MAG i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og Danish Demining Group. I forbindelse med besøget annoncerede udenrigsministeren en bevilling på 5 mio. kr. af Stabiliseringsfonden til Danish Demining Groups indsats for at markere og rydde miner og ueksploderet ammunition i Sirte.

Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler i den anledning:

”Krigens sprængfarlige efterladenskaber er noget af det mest rædselsfulde, der findes. De bliver ved med at skade og slå ihjel, længe efter at der er blevet fred, og folk tror, at de skal i gang med at genopbygge deres tilværelse.”

”Folkekirkens Nødhjælp og Danish Demining Group yder en meget imponerende professionel indsats her i Libyen i Bani Walid og Sirte, hvor befolkningen er hårdt ramt af konflikten. Børn er særligt udsatte, og det er en rigtig god investering at fjerne skidtet inden det gør mere skade. Derfor er jeg glad for at kunne annoncere, at vi giver 5 mio. kr. til Danish Demining Groups indsats i Sirte.”

"Det er dejligt at opleve, at de danske organisationer har et godt samarbejde med den libyske regering. På sigt er det centralt at Libyens egen kapacitet til at håndtere den massive udfordring med miner, og især ueksploderet ammunition kommer op på højde med internationale standarder. Etableringen af L-MAG (den libyske minerydningsinstitution) vidner om, at den Libyske regering er fast besluttet på at løse opgaven. Det er jeg glad for, at vi fra dansk side er med til at bakke op om.”

Danmark har bidraget med i alt 27,5 mio. kr. i humanitær bistand til Libyen (herunder minerydning) og 2 mio. kr. i støtte til FNs fredsbestræbelser under konflikten. Hertil kommer indsatser indenfor menneskerettigheder 2 mio. kr., støtte for torturofre 3 mio. kr., medier 2 mio. kr.,  og støtte til erhvervsudvikling 350.000 gennem danske civilsamfundsorganisationer. Senest har Danmark givet et bidrag på 1,5 mio. kr. til FN til at støtte valgforberedelserne.

For yderligere information kontakt:
Jean Ellermann-Kingombe, ministersekretær, tlf. 25267606
Claus Perregaard, udenrigsministerens særlige rådgiver, tlf. 41733896