English
Udviklingsminister Christian Friis Bach og den tunesiske udenrigsminister Rafik Abdessalam gik i dag i dialog med studerende fra Københavns Universitet om det arabiske forår på seminaret ”Changes in the North Africa and Middle East: Tunisia’s transition to democracy”.
Den tunesiske udenrigsminister gav sin vurdering af fremskridt og muligheder men også udfordringerne for den igangværende demokratiseringsproces i Tunesien, mens udviklingsministeren bidrog med sit syn på omvæltningerne, og hvordan det internationale samfund og Danmark kan bidrage til at fastholde en positiv udvikling i regionen.
Efter seminaret drøftede de to ministre en yderligere styrkelse af det bilaterale samarbejde med åbningen af et dansk programkontor i Tunis samt nye tiltag under det Arabiske Initiativ, som skal bidrage til jobskabelse i regionen og i Tunesien.
Udviklingsminister Christian Friis Bach udtaler:
"Det var interessant igen at mødes med Abdessalam og at drøfte landets udfordringer med de studerende på KU. Tunesien har på succesfuld vis gennemført valg og er nu i fuld færd med at give befolkningen de politiske frihedsrettigheder, borgerne ønsker og har krav på. Gennem det Arabiske Initiativ spiller Danmark en aktiv rolle i transitionsprocessen ved at styrke det tunesiske civilsamfund. I år har vi sat yderligere fokus på økonomisk udvikling og jobskabelse, som er afgørende for en vellykket overgang til demokrati.
Det går fremad i Tunesien. Og vi indgår derfor nu det første regeringssamarbejde efter revolutionen med Tunesiens nye regering om god regeringsførelse og demokratisering. Konkret vil dansk støtte på 1,4 mio. kr. til Projekt Atlas gennem FN bidrage til lokaludvikling ved at kortlægge tunesiske udkantsområders muligheder for at tiltrække investeringer med henblik på at skabe vækst og beskæftigelse.
Siden den tunesiske opstand begyndte i december 2010 har følgevirkningerne påvirket ikke blot Tunesien eller landene i Nordafrika, men også Mellemøsten og Golf-landene. Krav om mere demokrati og frihed har tvunget diktatorer fra magten og ledt til reformer i en række lande. Vi arbejder fra dansk side både bilateralt og gennem EU for at understøtte den fortsatte demokratiseringsproces. Selvom EU selv er i en svær situation på grund af finanskrisen, er politisk og økonomisk stabilitet i Nordafrika også i vores interesse. Tunesien er afgjort et land vi kan samarbejde mere med.
BaggrundTunesien har undergået vigtige politiske forandringer siden revolutionen startede i december 2010. Efter gennemførelse af et valg i oktober ledes landet nu af en koalitionsregering, hvis hovedprioritet er at få udarbejdet en ny grundlov, der kan danne grundlag for parlamentsvalg i foråret 2013.
Danmark har åbnet et programkontor i Tunis som bliver ledt af Anne Margrethe Rasmussen. Danmark støtter gennem Det Arabiske Initiativ projektet ”Atlas des Gouvernorats de la Tunisie”, som skal bidrage til demokratisering og lokaludvikling i udkantsområder i Tunesien.
Der er tale om et samarbejde med det tunesiske ministerium for regional udvikling, og det er således Danmarks første konkrete samarbejdsindsats med en tunesisk regeringsadministration efter revolutionen. Projektet gennemføres af FN-organisationen UNOPS i samarbejde med andre europæiske donorer.
Dagens seminar blev arrangeret af Københavns Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
For yderligere information kontakt:Frej Jackson, presserådgiver, tlf. 29724477