English
Europaminister Nicolai Wammen fløjter op til EU-dialog med danskerne. Han bringer debatten om Europa og grøn vækst ud på tre danske virksomheder, når han besøger Schneider Electric, Rockwool og Fiberline den 27.-28. august. Det danske EU-formandskab kom før sommerferien i mål med et ambitiøst EU-direktiv om energieffektivitet. Ifølge Kommissionens beregninger vil det skabe flere hundrede tusinde arbejdspladser i Europa frem mod 2020. Hvad direktivet betyder helt konkret for den enkelte virksomhed, og hvad EU bør fokusere på i den praktiske udmøntning af direktivet, vil europaministeren diskutere med ledelse og medarbejdere fra de tre virksomheder.
Nicolai Wammen udtaler i den forbindelse:
”Bæredygtige byggematerialer og energieffektivitet hænger tæt sammen. Jeg glæder mig til at drøfte muligheder og perspektiver med Schneider Electric, Rockwool og Fiberline. Energieffektiviseringsdirektivet var en stor sejr for det danske formandskab. Nu ser jeg frem til at høre danskernes input til udrulningen af direktivet. De tre virksomheder har vist, at visionen om grøn vækst kan omsættes til praktiske løsninger og nye arbejdspladser. Jeg betragter dem som frontløbere for den grønne dagsorden ikke mindst på europæisk plan.”
Besøgene på de tre virksomheder er led i europaministerens arbejde for at bringe EU-debatten ud til danske uddannelsessteder og arbejdspladser for at drøfte jobskabelse og vækstmuligheder ved det europæiske samarbejde.
Pressen er velkommen under alle besøg:
Mandag den 27.: Besøg på Schneider Electric, Ringsted kl. 11-12:15Mandag den 27.: Besøg på Fiberline, Middelfart kl. 15-17Tirsdag den 28.: Besøg på Rockwool International A/S, Hedehusene kl. 15-16
For pressehenvendelser kontakt: Marie Bender Foltmann, europaministerens særlige rådgiver, tlf. 4173 3893, mail: marfol@um.dk