Spring til indhold

Europaministeren på Tour de Baltikum – 20 år efter Københavnerkriterierne  

29.05.2013  08:49
Europaministeren Nicolai Wammen besøger Litauen, Letland og Estland i anledning af 20-året for Københavner-kriterierne og begyndelsen på Baltikums vej tilbage til Europa. Samtidig forbereder Litauen sig på overtagelsen af EU-formandsskabet den 1. juli 2013 som det første af de tre baltiske lande, der henter stor inspiration fra det danske EU-formandskab.

Europaminister Nicolai Wammen er frem til fredag på rundtur i Baltikum i anledning af 20-året for Københavner-kriterierne, som banede de tre lande vej til EU. Danmark tog landene under sin vinge og gav stor politisk og økonomisk bistand til reformer. Europaminister Nicolai Wammen bekræfter de tætte bånd med sit besøg i Vilnius, Riga og Tallinn, hvor han blandt andet skal mødes med landenes premier- og/eller udenrigsministre og øvrige baltiske toppolitikere.
 
Samtidig henter de baltiske lande stor inspiration fra Danmarks succesfulde EU-formandskab. Litauen overtager EU-formandskabet den 1. juli 2013 som det første baltiske land. Letland følger i 2015 og Estland i 2018. De tre lande er særlig interesserede i, hvordan Danmark på en måde der var både billig og grøn, nåede i mål med over 250 konkrete resultater.
 
I anledning af turen siger europaminister Nicolai Wammen:

”20 år efter Københavnerkriterierne har de baltiske lande for alvor bevist, at de er ankommet i Europas kerne. Det beviser ikke kun medlemskabet i EU og NATO, men også landenes aktive engagement og vilje til at gennemføre benhårde reformer for at overvinde den økonomiske krise. I dag kan Litauen, Letland og Estland høste frugterne med forventede vækstrater på 3-4 pct. i 2013 og faldende arbejdsløshed. Det er noget, som de baltiske lande kan være stolte af, og som mange ”gamle” EU-lande kan lære af.

Samtidig er jeg naturligvis meget glad for, at Danmark nu kan hjælpe landene med gode råd om, hvordan man mest effektivt gennemfører et EU-formandskab - både bedre, grønnere og billigere. Ved at tænke os godt om, gik Danmark forrest sidste år, da vi viste, at det både kan være grønt og godt, uden at det koster en bondegård. Det er godt dansk købmandskab, som vi nu kan eksportere.”

Under sit besøg i Baltikum skal europaminister Nicolai Wammen blandt andet også holde forelæsning for studerende på Vilnius Universitet om visionerne for EU’s fremtid og mødes med baltiske og danske erhvervsfolk, der har været med til at præge landenes økonomiske og politiske succes.  Derudover skal europaministeren holde tale til en stor international konference om vækst i Østersøregionen, Baltic Development Forum, i Riga.
 
For yderligere information kontakt:
Signe Schelde Poulsen, Udenrigsministeriets pressekontor, tlf.: 4186 5987