Spring til indhold

Øvrige Internationale Organisationer

Nedenfor gives en kort beskrivelse af andre væsentligste internationale organisationer med hovedvægten på deres arbejdsopgaver, ansættelsesprocedurer og stillingsopslag.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Europarådet

Europarådet behandler og vedtager et stort antal anbefalinger og konventioner inden for sine mange samarbejdsområder, især menneskerettigheder, demokrati og retspolitik. Det daglige forhold til Europarådet varetages af den faste danske repræsentation i Strasbourg.

Europarådets sekretariat ligger i Strasbourg; men organisationen har også repræsentationer i bl.a. Bruxelles og Paris, tilligemed et antal specialiserede centre i Portugal, Ungarn og Østrig. Ledige stillinger opslås på Europarådets hjemmeside, der også indeholder oplysning om generelle kvalifikationskrav, rekrutteringsprocedure, samt om løn- og ansættelsesforhold. Løn- og ansættelsesvilkår i Europarådet følger reglerne for De Koordinerede Organisationer, der kan findes her. Ansøgning skal indgives elektronisk på engelsk eller fransk.

Europarådets Udviklingsbank yder lån til sine medlemslande til fremme af social integration (især inden for boligbyggeri og jobskabelse), miljøbeskyttelse, samt sundhed og uddannelse. Banken er beliggende i Paris og har sit eget sekretariat. Stillingsopslag kan findes her.

OSCE - Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa


OSCE, der har sit hovedkvarter i Wien (Østrig), er ikke traktatbaseret, men arbejder på grundlag af de politiske beslutninger, som deltagerne kan blive enige om ved konsensus, enten under topmøderne eller ministerrådsmøderne, eller i Det Permanente Råd. Det daglige forhold til OSCE varetages af Danmarks ambassade og Faste Repræsentation i Wien, hvis chef (ambassadør) repræsenterer Danmark i Det Permanent Råd.

En vigtig del af OSCEs arbejde udføres på stedet i aktuelle eller tidligere konfliktområder, især i det vestlige Balkan, men også i Kaukasus og Centralasien. OSCE arbejder gennem sin tilstedeværelse i felten for at fremme respekten for fredelig konfliktløsning i overensstemmelse med OSCEs principper.  Ledige stillinger, der også omfatter et antal institutioner og specialiserede centre under OSCE, tilligemed de mange missioner, opslås på OSCEs hjemmeside, der også giver oplysning om konkrete kvalifikationskrav og rekrutteringsproceduren. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kun de OSCE-stillinger , der er udbudt på kontraktvilkår, kan søges direkte hos organisationen. OSCE udbyder imidlertid også en række sekunderede stillinger, der skal finansieres af et medlemsland. Disse stillinger kan kun søges, hvis et givet medlemsland har besluttet at finansiere stillingen. Stillinger, som Danmark beslutter at finansiere, vil være averteret på Udenrigsministeriets hjemmeside. Yderligere oplysning om de forskellige stillingstyper og ansøgningsprocedurer kan findes på ambassadens hjemmeside. Generelle oplysninger om sekunderede stillinger kan findes i menuen til venstre. Løn- og ansættelsesvilkår svarer i store træk til det fælles FN-system, der kan findes her. Arbejdssproget i OSCE er engelsk og fransk. Ansøgning skal indgives elektronisk efter anvisning på hjemmesiden, hvilket forudsætter, at ansøgeren er oprettet som bruger af rekrutteringssystemet.

 

WTO - Verdenshandelsorganisationen

WTO, hvis sekretariat er beliggende i Genève, har som sit hovedformål at fremme international samhandel, og er den eneste globale organisation, der tager sig af handelsregler mellem verdens lande. Danmarks daglige forhold til WTO varetages af den faste danske FN-mission i Genève.

Stillinger i WTOs relativt lille sekretariat opslås på organisationens hjemmeside, der også oplyser om løn- og ansættelsesvilkår, kvalifikationskrav, og rekrutteringsprocedurer.

Nordiske samarbejdsorganisationer

Nordisk ministerråd

Det nordiske samarbejde spiller fortsat en stor role i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik.

Nordisk Ministerråd er etableret i 1971, og er det centrale samarbejdsorgan for de nordiske lande, tillige med Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. Nordisk ministerråds sekretariat (tillige med Nordisk Råds Sekretariat) er beliggende i København, og har ligeledes afdelinger i de baltiske lande, St. Petersborg og Kaliningrad. Stillingsopslag inden for nordisk samarbejde findes her.

Den Nordiske Udviklingsfond

Den Nordiske Udviklingsfond er etableret i 1989 af de fem nordiske lande som en multilateral finansieringsfond for projekter inden for økonomisk og social udvikling. Den Nordiske Udviklingsfond har sit hovedsæde i Helsinki (Finland).

Østersørådet

Østersørådet blev etableret i 1992 i København som samarbejdsorgan for de 11 stater, der grænser op til Østersøen, tillige med EU-Kommissionen. Siden 1998 har Østersørådet haft et permanent sekretariat, der er beliggende i Stockholm. Stillingsopslag kan findes her.

Andre Internationale organisationer: Udviklingsarbejde

IOM – Den Internationale Organisation for Migration

IOM har sit hovedkvarter i Genève (Schweiz), hvortil kommer over 100 landekontorer spredt over hele verden.  IOMs hovedaktiviteter – der omfatter konferencer, oplysningsvirksomhed og konkret projektarbejde - ligger inden for befolkningsbevægelser (migration) med hovedvægten på sammenhæng mellem migration og udvikling, og på regulering af migration, herunder tvungen migration.

Det daglige forhold til IOM varetages af den faste danske FN-mission i Genève. Stillingsopslag, samt oplysning om rekrutteringsprocedurer, og løn- og ansættelsesvilkår, kan findes her.

GAVI Alliancen for Vaccine og Immuniseringsprogrammer

GAVI Alliancen er etableret i 2000 som et partnerskab mellem en række offentlige og private aktører med det hovedformål at forbedre sundhedsstilstanden i udviklingslandene, og især mindske dødeligheden blandt børn, gennem bedre adgang til vaccine og immuniseringsprogrammer. GAVI Alliancen har sit sekretariat i Genève, med en mindre afdeling i Washington. Det daglige forhold til GAVI Alliancen varetages af den faste danske FN-mission i Genève.

Stillingsopslag for GAVI Alliancens sekretariat findes på Alliancens hjemmeside, der også indeholder oplysning om kvalifikationskrav om udvælgelsesprocedure.

Den Globale Fond til bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria

Den Globale Fond blev etableret i 2002 for at sikre en bedre og mere stabil finansiering af bekæmpelsen af AIDS, tuberkulose og malaria. Fonden har sit hovedkvarter og sekretariat i Genève (Schweiz).  Det daglige forhold til den Globale Fond varetages af den faste danske FN-mission i Genève.

Stillingsopslag i den Globale Fond averteres på Fondens hjemmeside, der også indeholder oplysning om kvalifikationskrav, ansøgningsprocedurer og ansættelsesvilkår.

Andre internationale organisationer: Sikkerhedspolitisk arbejde

IAEA – Det Internationale Atomenergiagentur

IAEA, der har sit hovedkvarter i Wien (Østrig), spiller en væsentlig rolle i de internationale bestræbelser på at overvåge overholdelsen af traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) fra 1968, og på at fremme anvendelsen af atomteknologi til fredelige formål. IAEA arbejder inden for følgende hovedområder: ikke-spredning og verifikation; nuklear sikkerhed og sikring; og videnskab og teknologi. Det daglige forhold til IAEA varetages af Danmarks Ambassade og Faste Repræsentation i Wien.

Stillingsopslag kan findes her, tillige med oplysning om rekrutteringsprocedurer og kvalifikationskrav. Løn- og ansættelsesvilkår følger det fælles FN-system, og kan findes her.

CTBTO – Organisationen for et Altomfattende Forbud mod Prøvesprængninger (Atomprøvestoptraktaten)

CTBTO, der har sit hovedsæde i Wien (Østrig), og er etableret inden for FNs rammer, har til formål at forberede ikrafttrædelsen af Atomprøvestoptraktaten af (CTBT) af 1996. Der er oprettet et foreløbigt teknisk sekretariat (PTS), der er ansvarligt for etableringen af et internationalt overvågningssystem. Danmark er vært for en infralydsstation og en seismisk station, der begge er beliggende i Grønland.

Traktaten, der har været undervejs siden 1954, er endnu ikke trådt i kraft, eftersom den endnu ikke er ratificeret af alle nødvendige lande. Det daglige forhold til CTBTO varetages af Danmarks Ambassade og Faste Repræsentation i Wien. Stillingsopslag, tillige med oplysning om rekrutteringsprocedurer og kvalifikationskrav, kan findes her.

OPCW – Organisationen om Forbud imod Kemiske Våben

OPCW, der har sit hovedsæde i Haag (Holland), har til hovedformål at overvåge gennemførelsen af Konventionen om Forbud imod Kemiske Våben.  Organisationen er en selvstændig international organisation, som har en samarbejdsaftale med FN, og som rapporterer regelmæssigt til FNs Generalforsamling. Det daglige forhold til OPCW varetages af den faste danske delegation i HaagStillingsopslag i OPCW kan findes her.

Andre internationale organisationer: Videnskabeligt samarbejde

ESA – Det Europæiske Rumagentur

ESA, der har sit hovedkvarter i Paris (Frankrig), har som sit hovedformål at fremme  internationalt samarbejde om fredelig udnyttelse af rumteknologi gennem videnskabelig og anvendt forskning; koordination af medlemslandedes rumprogrammer; drøftelser af industripolitik; samt planlægning og gennemførelse af fælles rumprojekter. ESA har specialiserede centre i flere af sine medlemslande. Stillingsopslag kan findes på ESAs hjemmeside.

Andre Internationale institutioner: juridisk samarbejde

Den Internationale Domstol

Den Internationale Domstol (ICT) er FNs vigtigste organ inden for retsligt samarbejde, og det eneste hovedorgan uden for New York. Domstolen har sit sæde i Fredspalæet i Haag (Holland).

Domstolens hovedformål er, i overensstemmelse med folkeretten, at afgøre tvistigheder, der indbringes af stater, og at afgive vejledende udtalelser i sager, som indbringes af de øvrige FN-organer.

Domstolen omfatter 15 dommere og et sekretariat. Stillingsopslag kan findes på Domstolens hjemmeside, der også giver oplysning om kvalifikationskrav, rekrutteringsprocedure, og løn- og ansættelsesvilkår.

Den Internationale Straffedomstol

Den Internationale Straffedomstol (ICC), der er traktatbaseret, har som sit hovedformål at bedømme sager om personer, der er anklaget for de mest alvorlige forbrydelser med international rækkevidde, især folkedrab, forbrydelser imod menneskeheden, samt krigsforbrydelser. Domstolen, der er placeret i Haag (Holland), behandler ikke anklager, der allerede er under behandling ved en national ret, medmindre en sådan retssag må anses for at være anlagt pro forma. Domstolen er ikke en del af FN, men opretholder et tæt samarbejde hermed.

ICC består af et præsidium, 18 dommere, en anklager, samt et sekretariat. Stillingsopslag i ICC findes på Domstolens hjemmeside, der også giver oplysning om kvalifikationskrav, rekrutteringsprocedurer, og løn- og ansættelsesvilkår.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind