Spring til indhold

Jobprofiler

I Udenrigsministeriet finder man følgende jobprofiler:

Fuldmægtig

Som forflyttelsespligtig fuldmægtig i Udenrigsministeriet varetager man en bred vifte af opgaver vedrørende generel udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingspolitik, EU-samarbejdet, eksportfremme, presse- og informationsarbejde, juridiske spørgsmål, konsulære sager samt administration.

De første tre års ansættelse betragtes som uddannelsestid. Vekslen mellem poster i hjemme- og udetjenesten forekommer i hele ansættelsesforløbet. Som forflyttelsespligtig fuldmægtig kan du på længere sigt komme i betragtning til en ambassadørudnævnelse, hvis du har opbygget en alsidig erfaring inden for Udenrigsministeriets forskellige arbejdsfelter samt udvist gode evner som personaleleder (link til Udenrigsministeriets lederprofil).

Kontorfunktionær

Som kontorfunktionær i Udenrigsministeriet er der mulighed for at varetage flere forskellige funktioner. Kontorfunktionærer arbejder primært med it-opgaver, sekretariatsfunktioner, informationssøgning og – formidling, kundebetjening, møde-, besøgs-, og rejsearrangement, diverse sagsbehandling, journal – og arkiveringsopgaver samt budget, økonomi og regnskab. I udetjenesten vil typiske opgaver være: administrative opgaver (boliger, lokalt ansatte), konsulære opgaver (bistand til danskere, pas og visum), IT (brug og brugerstøtte), arkivopgaver, regnskab og informationssøgning.

Kontorfunktionærer har mulighed for at avancere til sagsbehandlere og udsendes som attachéer.

Betjente

Betjente i Udenrigsministeriet har mulighed for at arbejde i vidt forskellige servicefunktioner, herunder ministeriets receptioner, indkøb, opgaver vedrørende ministeriets bygninger, tekniske installationer, kontorinventar, kopieringsopgaver, distribution m.m. for såvel ude- som hjemmetjenesten. Endvidere varetager betjentene opgaver i Eigtveds Pakhus, som er Centraladministrationens møde- og konferencecenter.

Jobprofiler

Specialister

Specialister i Udenrigsministeriet yder særlig rådgivning vedrørende udviklingssamarbejde og -politik, sikkerhed, økonomistyring, eksportfremme og handelspolitik, HR og kompetenceudvikling, samt presse, kultur og information. Nogle specialister har forflyttelsespligt, hvorimod andre er ansat til at varetage specialiserede funktioner i København

Udviklingsfaglige konsulenter yder rådgivning i forhold til konkrete bistandsprogrammer, som finansieres af Danmarks udviklingsbistand.

Sektoreksperter rådgiver danske virksomheder om eksport og etableringsmuligheder på vigtige eksportmarkeder, primært i Asien, Europa og Nordamerika inden for fx miljø/energi, landbrug/fødevarer, sundhed og byggeri.

Eksportstipendiater er typisk tilknyttet et handelskontor eller innovationscenter i udlandet for at fremme dansk eksport.

Specialister til intern udvikling og drift beskæftiger sig med udviklingen af Udenrigsministeriets organisation og opgaver. Det er fx inden for økonomi, HR, kompetenceudvikling, presse og kommunikation, og IT.

Studenter/Praktikanter

Udenrigsministeriet har mere end 100 studentermedhjælpere i de forskellige enheder i København. En student arbejder typisk  mellem 15 og 19 timer om ugen. Arbejdsopgaverne varierer ganske meget fra enhed til enhed. Det kan bl.a. være almindeligt kontorarbejde samt logistiske opgaver, regnskab og lettere sagsbehandling.

Derudover tilbyder Udenrigsministeriet praktikophold på repræsentationerne til studerende, der er indskrevet på  videregående uddannelser. Læs mere om Udenrigstjenestens praktikantordning.

Kontorelever

Kontorelever i Udenrigsministeriet beskæftiger sig med opgaver inden for administration, økonomi og regnskab, samt IT.