Spring til indhold

Sundhed

I henhold til den ændrede CPR-lov bevarer medarbejdere udsendt efter den 1. juli 2000 deres sundhedskort, også kaldet det gule sygesikringskort.

Udsendte medarbejdere og medfølgende ægtefælle/samlever/partner og medfølgende børn er omfattet af Udenrigsministeriets aftale om administration af sygdom- og hjemtransport. Siden den 1. september 2017 administreres denne af Europæiske Rejseforsikring A/S.

Det er derudover muligt for udsendte danske diplomater og deres medfølgende familiemedlemmer at få udstedt EU-sygesikringskort (det blå kort). Der skal ansøges om kortet på borger.dk

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Vaccination

Udgifter til vaccinationer forud for udsendelse fra Danmark dækkes med 100 pct. for alle udsendte medarbejdere og deres medudsendte familier. Revaccinationer efter udsendelsen fra Danmark dækkes ligeledes med 100 pct. Dette gælder tillige malariapiller/profylakse, som sidestilles med vaccinationer.

Det bemærkes, at nogle vaccinationer skal gentages. Det kan derfor være nødvendigt at begynde i god tid inden afrejsen. Vaccination hos egen læge kan normalt ikke påregnes dækket.

Eventuelle vaccinationer og udstedelse af WHO's internationale vaccinationsattest foretages på:   

Rigshospitalet
Infektionsmedicinsk Klinik IR
v/ Klinik for Infektionsmedicin og Reumatologi
Opgang 86
Afsnit 8622, 2. sal
Blegdamsvej 9
2100 København Ø 

Vaccination på Rigshospitalet dog kun efter forudgående tidsbestilling mandag-torsdag kl. 11.00 – 14.45 og fredag kl. 11.00 – 14.00 på tlf. 35 37 35 07.

Vaccination og rådgivning finder sted – ligeledes KUN efter forudgående tidsbestilling – i tidsrummet: mandag–torsdag kl. 15.15 – 18.00. HUSK at medbringe en kopi af udsendelsesskrivelsen.

Sundhedsmæssigt vanskelige poster

Udenrigsministeriet har ansatte i en lang række lande, hvor der er betydelige sundhedsmæssige udfordringer. Det er vigtigt for ministeriet at ruste sine ansatte og deres familier bedst muligt til at håndtere disse udfordringer og sikre deres trivsel på posten.

Der er derfor indført en politik for sikkerheds- og sundhedsmæssigt vanskelige poster. Politikken giver et samlet overblik over de personalepolitiske tiltag og rammer, der gælder for personer – og deres familier – der søger, udsendes til/ansættes på eller forlader en af disse poster.

Kategoriseringen af de sundhedsmæssigt vanskelige poster er baseret på en samlet vurdering af

  • kvaliteten af sundhedsfaciliteterne på posten,
  • hvorvidt der i akutte tilfælde kan være behov for behandling uden for opholdslandet, og
  • om der i øvrigt kan være sundhedsrisici knyttet til ophold på posten som følge af fx malaria og luftforurening.

Kategoriseringen følger det internationale konsulenthus ECA's "location ranking" (score på kategorierne 'health' og 'air pollution') og opdateres årligt.

Medarbejdere, der ønsker et indblik i, hvordan sundhedssituationen ser ud på de enkelte poster, anbefales at bruge Europæiske Rejseforsikrings A/S' informationsportal med bl.a. sundheds- og sikkerhedsinformationer om ca. 170 lande.  Der er adgang til portalen via Udenrigsministeriets intranet.

Særligt ved udsendelse til et EU/EØS-land

Udenrigsministeriets udsendte medarbejdere, der udsendes til en repræsentation i et EU/EØS-land eller Schweiz, skal i forbindelse med udsendelsen medbringe en blanket E106 DK. Blanketten anvendes ikke inden for Norden, hér bruges det gule sundhedskort (tidligere sygesikringsbevis).

Familiemedlemmer (medfølgende ægtefælle/partner og hjemmeboende børn under 18 år) kan påtegnes blanketten, såfremt de ikke er selvstændigt sygesikrede i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

E106 DK-blanketten giver dig og din medfølgende familie ret til sygesikringsydelser efter opholdslandets regler og på de samme vilkår, som gælder for opholdslandets borgere. Efter ankomst på posten skal I hurtigst muligt aflevere blanketten på det lokale sygesikringskontor/sygekasse. Sygesikringskontoret vil herefter registrere jer som medlem af opholdslandets offentlige sygesikring til udgift for Danmark.

I skal ikke selv betale medlemsbidrag til sygesikringen i opholdslandet. Men I skal dog selv betale, hvis man som borger i opholdslandet skal betale for bestemte sundhedsydelser. Denne udgift kan ikke blive dækket via E106 DK, men man kan søge om refusion via Udenrigsministeriets aftale med Europæiske Rejseforsikring A/S om administration af sygdom- og hjemtransport. - I vil først få ret til sundhedsydelser i opholdslandet, når I er blevet registreret som medlem af sygesikringen dér.

Sædvanligvis udstedes E106 DK kun i forbindelse med udstedelse af særligt sundhedskort. For at søge om en blanket E106 DK, er det derfor nødvendigt at lave en ansøgning om særligt sundhedskort.

Der kan søges om kortet på borger.dk Der er i løsningen særlige kategorier til brug for danske diplomater.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Udenrigsministeriet

Asiatisk plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00