Udenrigsministeriet administrerer en række tilskudsordninger inden for eksportfremme og udviklingsbistand, hvor det er muligt for organisationer, virksomheder og borgere at få støtte til indsatser. Ordningerne er kort beskrevet nedenfor med links til uddybende beskrivelser på vores hjemmeside.
Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) kan opnå tilskud til individuel rådgivning om eksport. Der kan opnås tilskud til eksportforberedelse og eksportstartpakker.
Grupper af virksomheder kan opnå tilskud til fælles eksportfremstød. Der kan ydes tilskud til forberedelse, gennemførelse og opfølgning af fælles eksportfremstød.
Danske private organisationer (NGO'er) kan søge støtte til udviklingsprojekter og humanitære indsatser, herunder til renovering og transport af udstyr.
Organisationer, foreninger og privatpersoner, som planlægger at iværksætte oplysningsprojekter i Danmark om u-landsforhold, udviklingsproblematik eller dansk udviklingsbistand, kan søge tilskud af Danidas Oplysningsbevilling.
Under de globale miljøprogrammer kan der ydes tilskud til aktiviteter til fordel for det globale miljø og bæredygtig udvikling til internationale organisationer samt til aktiviteter udført i udviklingslande af private organisationer.
Blandede kreditter kan anvendes til at støtte danske projektleverancer til udviklingsprojekter inden for en lang række sektorer.
PS-Programmet (Privat Sektor Programmet) tilbyder rådgivning og økonomisk tilskud til danske virksomheder, der ønsker at indgå samarbejde med virksomheder i et af de danske programsamarbejdslande.
Under programmet Offentlige Private Partnerskaber kan virksomheder søge tilskud til projekter og indsatser fortrinsvis i de danske programsamarbejdslande. Indsatser skal bidrage til økonomisk og social udvikling, f.eks. i lokalsamfundene hvor virksomheden har eller planlægger kommercielle aktiviteter.
Partnership Facility Programmet yder tilskud til overførsel af teknologi og kommerciel viden på miljøområdet fra danske virksomheder til partnervirksomheder i Thailand og Malaysia. Der kan søges om støtte til såvel forberedelsen og implementering af virksomhedssamarbejdet.
Importstøtten kan give tilskud til danske virksomheder eller organisationer, der importerer varer fra de fattigste udviklingslande med en bruttonationalindkomst på maksimalt 2500 USD.
Investeringsgarantiordningerne for udviklingslande og østlande er forsikringsordninger, der giver danske virksomheder mulighed for at sikre sig mod politisk betingede tab i forbindelse med direkte investeringer i udviklingslande og østlande. Kommercielle risici er ikke dækket af ordningen.
Erhvervsstipendier til udviklingsfremmende formål kan ydes til danske virksomheder og offentlige styrelser, der deltager i ikke-Danida finansieret erhvervssamarbejde med udviklingslande. Stipendierne ydes til statsborgere fra disse udviklingslande.