Overvejer du at lære arabisk? Vi kan hjælpe dig med at komme godt i gang.
Der tales arabiske dialekter i Nordafrika (fra Marokko til Egypten) og i Mellemøsten (fra Palæstina/Israel til Irak, og fra Syrien til Yemen). Arabisk sprogbrug spænder vidt, og derfor tilstræber UMKC's undervisningstilbud også at dække det brede arabiske sprogrum med fokus på kultur, politik og samfundsforhold i de lande, hvor sproget tales.
På vores semesterhold i arabisk sætter deltagernes behov og niveau kursen for indhold, og vi opstiller en række læringsmål, der sikrer, at du forberedes bedst muligt til de sproglige udfordringer i din hverdag. Du kan starte helt på begynderniveau, hvor der primært fokuseres på moderne standardarabisk. Vi tilbyder også mere avancerede hold, hvor andre arabiske dialekter bringes i spil, og hvor kursisterne introduceres for moderne arabisk skriftsprog. Målet er at udvikle evnen til at bruge arabisk effektivt, med henblik på praktisk kommunikation, og samtidig tilbyde indsigt i kultur og civilisation i de lande, hvor sproget tales. Du vil løbende få feedback på dine fremskridt.
Har du brug for mere målrettet og intensiv træning i arabisk, fx i forbindelse med internationalt samarbejde eller udstationering, anbefaler vi individuelt tilrettelagte enetimer. Her tages udgangspunkt i dit startniveau, din jobmæssige situation og dine specifikke sproglige behov. Vi tilbyder også enetimer i specifikke dialekter, såsom egyptisk og syrisk. Samtidig gør den fleksible tilrettelæggelse det muligt at indpasse undervisningsaftaler i en ellers travl kalender.
UMKC har også mulighed for at udvikle korte tematiske kurser i arabisk kulturforståelse, der er målrettet en gruppe kursister eller en organisations helt specifikke behov, fx et kursus i arbejds- og kulturforhold i den arabiske verden. Disse kurser oprettes normalt som minihold (typisk 6-12 deltagere). Har du et ønske om et tematisk kursus, så kontakt os på telefon 33 92 15 53 eller e-mail sprog@um.dk.
UMKC tilbyder oversættelse mellem dansk og arabisk. Send en e-mail til translate@um.dk med den opgave, som du ønsker oversat eller revideret, så vender vi tilbage med et konkret prisoverslag. Du er også velkommen til at ringe til UMKC på telefon 33 92 15 53.
Udenrigsministeriets KompetencecenterAsiatisk Plads 2 F 1448 København K Tlf.: 3392 1553 Mail: sprog@um.dk
Klik her, hvis du vil ...
> Tilmelde dig et kursus
> Se kursuskalenderen
> Læse mere om vores kurser
> Se vores priser
> Downloade kursuskataloget
> Tilmelde dig nyhedsbrevet