Overvejer du at lære russisk, eller opkvalificere dine russiskkompetencer? Vi kan hjælpe dig godt i gang.
Der er i alt ca. 278 millioner mennesker, der taler russisk som modersmål. 80 procent af disse er indbyggere i den russiske føderation; resten udgøres af det store antal etniske russere i de lande, der grænser op til den russiske føderation og 8 millioner russere i resten af verden. Dertil kommer 114 millioner, som har russisk som andetsprog. Dette bringer russisk op på en 5. plads over verdens mest udbredte sprog og gør sproget til det euroasiatiske lingua franca. Det at lære russisk åbner derfor døre til langt flere lande og kulturer end blot russernes.
Et kendskab til det russiske sprog og russisk kultur vil kunne aflæses positivt på bundlinjen uanset om man arbejder for en offentlig myndighed og skal kommunikere og forhandle med russiske samarbejdspartnere eller som virksomhed ønsker at etablere sig på det russiske marked. Vi rådgiver dig gerne, så du finder netop den undervisningsløsning, der passer til dit behov.
Ønsker du at tilegne dig de grundlæggende sprogfærdigheder (lytte, læse, tale, skrive), anbefaler vi at du følger vores semesterundervisning. På vores semesterhold er der max. 12 deltagere, og kursisternes behov og niveau sætter rammerne for forløbet. Du kan starte helt på begynderniveau, hvor vi starter sprogindlæringen med at lære det kyrilliske alfabet og hvor der fokuseres på det russiske sprogs forskellige stillejer. Vi tilbyder også øvede hold, hvor der arbejdes videre med de grundlæggende sproglige færdigheder, udvidelse af ordforråd og informationssøgning på russisk, alt sammen med henblik på at skabe større sproglig sikkerhed. Derudover får du indsigt i kultur- og samfundsforhold i Rusland og andre russisktalende lande. Semesterundervisning kan være løsningen for dig, som ønsker at træne praktisk russisk sprogfærdighed og samtidig styrke din kulturelle indsigt i de lande hvor sproget tales. Du får lejlighed til at møde og netværke med ligesindede kursister, og du vil få løbende feedback på dine fremskridt. På semesterholdene tilegnes sproget over længere tid. Ved hjælp af sprogportalen og korrespondance med underviseren sikrer vi os at alle kursister kan følge med, også hvis man i perioder har travlt og derfor ikke kan deltage i undervisningen hver gang.
Skal sprogtilegnelsen gå hurtigere, og ønsker du en mere intensiv og målrettet sprogtræning, anbefaler vi individuelt tilrettelagte enetimer. Denne undervisningsform passer ind i en travl hverdag, og kan nøje tilpasses dit startniveau, dine professionelle behov og din kalender.
Vi tilbyder også tematiske kurser og kurser i forretningskultur i Rusland og andre russisktalende lande og kurset sproglig og kulturel forberedelse til Rusland. Tematiske kurser i russisk er designet til dig, der ønsker en intensiv træning inden for et helt specifikt sprogligt/kulturelt felt inden for forholdsvis kort tid. Temakurser tilrettelægges altid i tæt samarbejde mellem kunden og den tilknyttede sprogkonsulent i UMKC, og der opstilles en række læringsmål for kurset inden kursusstart. Kurserne oprettes normalt som minihold (typisk 6-12 deltagere) eller evt. som individuelt tilrettelagt forløb. Har du et ønske om et temakursus, så kontakt os på telefon 33 92 15 53 eller e-mail sprog@um.dk.
Kurserne i russisk forretningskultur og sproglig eksportstart-pakken tilrettelægges ligeledes i tæt samarbejde med vores kunder, og målrettes virksomheden eller organisationens specifikke behov.
UMKC tilbyder oversættelse mellem dansk og russisk. Send en e-mail til translate@um.dk med den opgave, du ønsker oversat eller revideret, så vender vi tilbage med et konkret prisoverslag. Du er også velkommen til at ringe til UMKC på telefon 33 92 15 53.
Udenrigsministeriets KompetencecenterAsiatisk Plads 2 F 1448 København K Tlf.: 3392 1553 Mail: sprog@um.dk
Klik her, hvis du vil ...
> Tilmelde dig et kursus
> Se kursuskalenderen
> Læse mere om vores kurser
> Se vores priser
> Downloade kursuskataloget
> Tilmelde dig nyhedsbrevet