English
Europaminister Nicolai Wammen sad i dag i formandskabsstolen for sidste gang, da EU’s europaministre mødtes for at forberede mødet i det Europæiske Råd den 28.-29. juni, hvor EU’s stats- og regeringsledere vil mødes for bl.a. at drøfte en række tiltag, der kan sætte gang i væksten i Europa. Et væsentligt element i en vækstpakke vil være en bedre brug af EU’s flerårige budget, således det i højere grad understøtter væksten.
Forhandlingerne om det flerårige budget for perioden 2014-2020 har været en mærkesag for formandskabet og Nicolai Wammen siger i den sammenhæng:
”Efter seks måneder intensivt arbejde har vi i dag haft en sidste drøftelse af formandskabets forhandlingsboks, der opregner de forskellige elementer, der kan indgå en endelig aftale om EU’s langsigtede budget. Det har været et knoklearbejde at få en færdig boks klar, og det er nu stats- og regeringsledernes tur til at drøfte det fremtidige budget på baggrund af vores benarbejde. Vi har under det danske formandskab lagt op til en aftale, der fokuserer på et budget, der kan understøtte væksten i Europa ved at bruge pengene bedre. Vi har simpelthen ikke råd til at lade være.”
I forbindelse med europaministrenes forberedelse af vækstdiskussionen i det Europæiske Råd siger Nicolai Wammen:
”Under vores møde i dag har vi diskuteret flere af de forskellige udspil til en vækstpakke. Siden vi overtog formandskabet har vi arbejdet for at fremme vækstdagsordenen ud fra den dobbelte tilgang, hvor finanspolitisk konsolidering, strukturreformer og nye tiltag til fremme af vækst og beskæftigelse går hånd i hånd. Det er min forhåbning, at vi kan slutte formandskabet med, at det Europæiske Råd identificerer de elementer, der kan udgøre en vækstpakke, der kan sætte gang i beskæftigelsen og få Europa i arbejde. Det vil være en fornem afslutning af vores formandskab.”
Udover forberedelsen af det Europæiske Råd og drøftelsen af forhandlingsboksen, diskuterede europaministrene også den fremtidige samhørighedspolitik, EU’s Østersøstrategi og Montenegros optagelse i EU. På mødet blev man enige om at åbne optagelsesforhandlingerne med Montenegro. Det betyder, at forhandlingerne kan åbnes, når stats- og regeringscheferne har godkendt beslutningen senere i denne uge.
”Arbejdet med Balkan og udvidelsen har været en vigtig prioritet for formandskabet. Derfor glæder det mig meget, at Rådet i dag har besluttet at åbne optagelsesforhandlinger med Montenegro. Det er en vigtig beslutning for et stabilt Balkan og for et stabilt Europa. Beslutningen er resultatet af et stort reformarbejde i Montenegro. Et medlemskab af EU kommer dog ikke automatisk. Der er dog stadig store udfordringer i Montenegro. Vi har derfor sendt et klart signal om, bl.a. at bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet er helt afgørende for at fortsætte vejen mod EU. Jeg ser frem til den 29. juni, når formandskabetog Kommissionen formelt åbner forhandlingerne med Montenegro i Bruxelles."