Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved fremlæggelsen af oplægget "kurs mod 2020"

Udenrigsminister Lene Espersens tale ved lanceringen af oplægget ”Kurs mod 2020: Dansk udenrigspolitik i nyt farvand” på Københavns Universitet den 23. november 2010.

DET TALTE ORD GÆLDER

Tak for ordet Jakob og tak til Københavns Universitet for at lægge hus til dagens debatmøde om dansk udenrigspolitik i 10’erne, som jeg har set frem til.

“The times they are a changing” sang Bob Dylan i 1964. Han havde ret dengang. Men hans udtryk kan også stå som en overskrift for en række af de omvæltninger, som vi er vidne til i verden i dag, og som vil definere udviklingen i det kommende årti.

Alle vi, der oplevede og voksede op under den kolde krigs relative forudsigelighed, står nu i en verden defineret af forandring og uforudsigelighed. En verden med store muligheder – for at udbrede fred og velstand i en hidtil uset grad - men også en verden præget af stor kompleksitet og med betydelig konfliktpotentiale.

Vi er vidne til en dramatisk vægtforskydning af politisk og økonomisk magt fra USA og Europa mod lande som Kina, Indien og Brasilien og også mod de såkaldte ”2. bølge lande” som Indonesien, Mexico og Sydafrika. Denne vægtforskydning har været undervejs i 10 – 15 år, men den globale finanskrise har accelereret den udvikling markant, så den nu foregår langt hurtigere, end vi hidtil antog. Magten spredes ud på flere aktører, der både har viljen og ressourcerne til på en langt mere kontant facon end tidligere at forfølge deres udenrigspolitiske interesser.

10’erne bliver magtspredningens årti. Det indebærer, at USA om 10 år ikke længere vil være den altdominerende supermagt, vi har kendt de sidste 20 år, men kun én – om end den væsentligste - af flere vigtige globale aktører.

10’erne bliver også uforudsigelighedens årti. Vore vestlige værdier vil blive udfordret på en måde, vi ikke har været vant til. Og det internationale samarbejde bliver mere kompliceret og udfordrer de velkendte internationale institutioners rolle – det gælder især FN, WTO og Den Internationale Valutafond. Nye, uformelle og eksklusive grupperinger som G 20, BRIK-landene og ”Major Economics Forum” kommer til at spille en større rolle.

For knap et år siden ude på Amager fik vi faktisk en glimrende illustration af, hvordan denne nye verdensorden fungerer i praksis. Det storpolitiske drama i Bella Centeret blev et kig ind i en ny tidsalder, hvor den globale beslutningskraft ikke længere er koncentreret i Washington og Europa, men spredt ud på flere aktører, der fra sag til sag indgår alliancer. Det samme mønster så vi i et vist omfang gentage sig på G20-topmødet for fjorten dage siden i Seoul.

De nye aktører trænger sig på og stiller krav om politisk indflydelse. Indtil videre er dette oftest kommet til udtryk som reaktion på vestlige initiativer og forslag, som i juni i år, hvor Brasilien og Tyrkiet i FN’s Sikkerhedsråd på trods af et massivt amerikansk og europæisk lobbyarbejde, alligevel stemte nej til resolutionen om at skærpe sanktionerne mod Iran på grund af landets atomprogram. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi i løbet af de næste 10 år i stadig højere grad vil se de nye aktører bevæge sig fra det reaktive og afventende til det proaktive og dagsordenssættende.

Hvor fører det os hen? Hvilken betydning får denne udvikling for Danmark. For den udenrigspolitik, som vi ønsker at føre og for den måde, som vi skal føre den på? Ikke mindst hvis ambitionen fortsat skal være at føre en aktiv dansk udenrigspolitik, hvor vi – vores størrelse til trods – målrettet forfølger en politik, der omsætter vore interesser og idealer i konkrete resultater. Og det skal ambitionen være, hvis det står til denne regering.

Det er den debat, som jeg gerne vil tage hul på med oplægget ”Kurs mod 2020”, der giver nogle bud på, hvordan vi skal møde den globale magtsprednings konsekvenser inden for nogle af de områder, der fylder mest i dansk udenrigspolitik: sikkerheds- og trusselsbilledet, indsatsen for at fremme vækst i Danmark og værdipolitikken.

* * *
Det første emne jeg vil berøre er den helt nødvendige tilpasning til det nye sikkerheds- og trusselsbillede – et emne, som også stod højt på dagsordenen under det netop afsluttede NATO topmøde.

For at starte med det rigtig gode udgangspunkt så står Danmark i løbet af de næste 10 år ikke overfor en direkte konventionel militær trussel. Det er unægtelig et gunstigt sikkerhedspolitisk udgangspunkt. Til gengæld vil vores sikkerhed fremover i langt højere grad end tidligere være afhængig af globale fænomener og vi kommer i stigende grad til at skulle håndtere konsekvenserne af energimangel, klimaforandringer, migration osv.

Samtidig giver et mere flydende internationalt system ideelle vækstvilkår for nye trusler som international terrorisme, organiseret kriminalitet, cyberkriminalitet og trusler, der opstår i forbindelse med skrøbelige og sammenbrudte stater. Fælles for denne stærke cocktail og til forskel fra tidligere vil disse sikkerhedstrusler skulle imødegås tusinder af kilometer væk fra Danmarks grænser, som det i dag er tilfældet i Afghanistan.

Skal disse trusler imødegås effektivt vil det kræve et stærkt internationalt samfund, der trækker på et smidigt og veludbygget samarbejde med en klar arbejdsdeling mellem de internationale institutioner og øvrige aktører. Ikke mindst det har været et vigtigt sigte med vedtagelsen af NATO’s nye strategiske koncept, som vi fra dansk side hilser velkommen. Det gælder desuden også NATO’s beslutning om missilforsvar, som jo igen her til morgen har vist sig at være velbegrundet med Nordkoreas seneste militære provokation.

Og så vil det kræve, at alle tager en tørn – store som små. Det gælder også for Danmark. Det står for mig helt klart, at Danmark - i tråd med det internationale engagement og den aktive udenrigspolitik, som har været vores varemærke det sidste årti - også frem mod 2020 må tage sin del af ansvaret.

Og det vil vi især skulle gøre i de skrøbelige og sammenbrude stater. Fordi disse stater desværre har en tendens til at agere arnested for den nye sikkerhedstrussel.

Vi skal også gøre det, fordi vi dér har mulighed for at udfolde den særegne kompetence indenfor civil-militær samtænkning, som vi har opbygget over en årrække, og som i høj grad bliver nøglen til at få løst nogle af de meget vanskelige og komplekse udfordringer, som disse lande står overfor.

I disse år yder vi en kæmpe indsats i Afghanistan. Det er en indsats med store omkostninger, der ikke mindst har kostet 39 danske soldater livet. Men det er en rigtig og vigtig indsats, der som del af det store internationale engagement i landet har sat de terrorister, der tidligere nød godt af et helle, under et hårdt pres.

Det betyder, at vi har tvunget terroristerne til at se sig om efter nye opholdssteder. Til trods for en betydelig økonomisk og politisk fremgang i store dele af Afrika ser vi i stigende grad, at terrornetværk vender blikket mod den del af verden. Denne udvikling vil ikke alene true disse landes egen udvikling, men også vores sikkerhed. Der må ikke skabes en ny sikker havn for terrorisme i Afrika.

Derfor ser jeg også for mig, at vi i de kommende ti år vil styrke vores sikkerhedspolitiske engagement i Afrika. Vi er allerede i gang ud for Afrikas Horn, hvor vi med danske flådebidrag siden 2008 har deltaget i indsatsen mod pirateri – et bidrag regeringen netop i sidste uge har besluttet at forlænge, så Danmark også i 2011 vil tage del i jagten på pirater i Aden bugten.

Denne indsats står dog ikke alene. Vi bidrager til styrkelsen af de lokale kystvagter, vi afsætter 370 mio. kr. fra 2011-14 til en styrket bistandsindsats omkring Somalia, vi går forrest i arbejdet med at skabe et internationalt system, der kan sikre, at piraterne bliver retsforfulgt og vi bistår landene i det østlige Afrika i deres kamp mod terrornetværk.

Men jeg kan også se for mig, at det på sigt – som et supplement til vores fortsatte stærke politiske og udviklingspolitiske engagement – kan blive aktuelt også at bidrage til sikkerhed og stabilitet på landjorden i Afrika som led i internationale operationer.
 
* * *
Økonomi - det andet hovedelement i ”Kurs mod 2020” – er nok det område, hvor den nye magtspredning manifesterer sig mest markant. Tallene taler deres tydelige sprog. Allerede i 2025 ventes Kina at indtage pladsen som verdens førende økonomi. Og alt tyder på, at ingen europæiske økonomier vil være at finde blandt verdens 6 største i 2050. Det vil sandt at sige sætte det gamle G7 i et nyt lys.

Den aktuelle økonomiske krise har bekræftet den evige sandhed, at der over tid er en direkte sammenhæng mellem økonomisk styrke og politisk indflydelse. Derfor er det en forudsætning for, at Danmark kan spille en aktiv udenrigspolitisk rolle i fremtiden, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik med løbende fokus på sunde offentlige finanser, bæredygtig vækst og vores konkurrenceevne og eksport.

Og her står vi overfor nogle markante udfordringer. Til trods for nogle fine eksporttal i år, kan vi mærke presset på produktiviteten – og der er udsigt til, at vi taber yderligere terræn. Vores kamp for at øge dansk eksport går selvsagt hånd i hånd med vores indsats for at styrke international frihandel og for at bekæmpe protektionisme.

Vi har nogle markante danske flagskibe i dansk erhvervsliv, som genererer langt størstedelen af vores eksportindtjening. Men vi har også brug for at udvikle vores vækstlag af små og mellemstore virksomheder, som ofte er hurtigere til at udnytte nye teknologiske muligheder og igennem innovation og god føling med markederne at omsætte idéer til praksis.

I det kommende årti vil dette lag af virksomheder være helt centralt, hvis vi skal undgå, at dansk eksport hægtes af den teknologiske udvikling. Vi skal derfor yde en særlig indsats for at sikre disse små- og mellemstore virksomheder større indtrængning og fodfæste på nye markeder. Det skal bl.a. ske gennem indsatser, som vores eksport program Vitus, der frem mod 2012 har som målsætning, at åbne 40 nye markeder for 40 nye virksomheder.

Men eksport alene gør det ikke. Der er behov for en fundamental internationalisering af dansk erhvervsliv. Skal vi genere arbejdspladser og vækst, kræver det også, at vi er til stede ude på de markeder, hvor der generes ny viden. Ikke mindst derfor har regeringen netop besluttet, at der næste år skal åbnes et nyt innovationscenter i Asien. Samtidig skal vi satse hårdt på at tiltrække viden og investeringer til Danmark.

Alt dette er temaer, som vi vil tage op på mødet i Vækstforum på torsdag og fredag.

Og så bliver opskriften for en vej ud af en ødelæggende periode med lavvækst i dansk økonomi, at vi herhjemme holder fast i sunde finanser og gennemfører fremtidsorienterede reformer på vækst- og beskæftigelsesområdet – ligesom vi skal arbejde for, at de gode hensigter herom i resten af Europa rent faktisk også gennemføres. Det bliver en særlig udfordring under det danske EU-formandskab i 2012, hvor vi fra dansk side vil skubbe på for en fornyelse af EU’s politikker. Danmark kan ikke være en vindernation i en taberregion, og derfor er det afgørende, at EU’s vækstdagorden, som går under navnet Europa 2020, for alvor bliver rullet ud parallelt med vores egne reformer her i Danmark.

Styrket økonomisk samarbejde i EU er en nøglefaktor i forhold til at komme ud af den økonomiske krise og ruste os bedre til fremtiden. EU har i år vist stor handlekraft på disse områder - senest nu i forbindelse med Irland - og fra dansk side støtter vi det fortsatte arbejde hermed.

Det tredje hovedelement i ”Kurs mod 2020” handler om værdier – et område, som også må ventes at blive påvirket af den globale magtspredning.

Og dér tror jeg ligeså godt, at man kan være helt klar i mælet. Vi står ikke på tærsklen til et stærkt årti for de værdier, som vi ønsker at fremme.

Vi må fremover vænne os til, at der vil være flere forskelligartede og konkkurrende opfattelser af det, som vi betragter som universelle værdier. Dertil kommer, at kræfter, der helt undsiger de universelle værdier, vil få større spillerum.

Betyder det, at vi skal bakke ud? Helt bestemt nej!

Målet forbliver det samme: Vi skal forsvare de værdier, som vi står for.

Først og fremmest fordi de værdier – demokrati, retsstatstprincippet menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder – definerer os og vores samfund, som dem vi er.

Men de nye rammevilkår betyder, at vi må genoverveje de midler, vi tager i brug, når vi søger at fremme vore værdier. Dialog og samarbejde skal være vore primære redskaber. Uden at gå på kompromis med vore værdier skal vi række ud i forsøget på at styrke den gensidige tillid – også til de, der ikke deler vore synspunkter.

Det kræver ikke mindst en aktiv indsats igennem EU og FN. Det er da også derfor, at jeg sammen med min tyske kollega Westerwelle før sommer søsatte et dansk/tysk-initiativ, der skal sætte fokus på, hvordan EU – og især nu, hvor vi har fået en række nye udenrigspolitiske instrumenter – skal blive bedre til at forfølge Europas interesser i den globale værdidebat.

Men for at øge vores gennemslagskraft skal vi også effektivt udnytte de muligheder, der trods alt opstår i kølvandet på magtspredningen. Ikke mindst det forhold, at en række af de nye globale aktører, har demokratisk valgte regeringer – og faktisk et betydeligt værdifællesskab med os. Det giver os mulighed for fra sag til sag at knytte nogle nye spændende alliancer på tværs af kontinenterne. Jeg har blandt andet taget initiativ til regelmæssige møder med mine kolleger fra Bangladesh og Mexico, hvor værdidebatten også vil være på dagsorden. Og med Ghana, der i dag står som en vigtig værdipolitisk allieret i Afrika, har vi søsat et formelt samarbejde om at fremme fælles holdninger internationalt.

Og så må vi ikke glemme, at mange at de instrumenter vi råder over i udenrigspolitikken bærer de værdier, som vi står for. Det gælder, når vi støtter projekter til fremme af undersøgende journalistik i Mellemøsten, når vi sætter fokus på retshåndhævelse i vores bilaterale handelsaftaler eller når vi fremmer god regeringsførelse gennem vores udviklingsbistand.

Vi skal aktivere hele paletten af vore værdier og de skal bringes i spil med øje for konteksten.

* * *
Det er ganske markante udfordringer, som er i vente i ”10’erne”. Magtspredning og uforudsigelighed er ikke nemme rammevilkår, og derfor bliver det afgørende, at vi formår at gribe i alle de multilaterale håndtag, som vi også fremover vil kunne gøre brug af for at opnå udenrigspolitisk indflydelse. Det gælder først og fremmest EU, men også FN og andre regionale organisationer som NATO, det nordiske og baltiske samarbejde og OSCE. Det må forblive lærersætningen for os det kommende årti.

Det vil derfor være en vigtig målsætning at sikre os selv en effektiv og ligeværdig stemme i det europæiske samarbejde – gennem et opgør med vore forbehold. Og ikke mindst i det perspektiv er det særligt bedrøveligt, at Socialdemokraterne tilsyneladende har givet køb på deres helhjertede engagement i Europa.

Og så må vi bakke helhjertet og utvetydigt op om EU’s – for tiden svære – bestræbelser på at genfinde sig selv i en toneangivende rolle i det nye globale system. I første omgang ved at bakke ubetinget op om etablering af den ny Fælles udenrigstjeneste, der ganske som forventet skal igennem sine obligatoriske børnesygdomme.

Men også ved at presse på for, at EU får knyttet stærke bånd til de nye globale aktører.

Hvilket vel at mærke ikke må ske på bekostning af den transatlantiske forbindelse. For en ting ændrer de nye globale spilleregler ikke ved. Europa og USA har i kraft af den fælles historie og kulturarv og værdifællesskab en unik og ubrydelig alliance – men en alliance, som vi ikke blot må tage for givet, men fortsat skal udvikle.

* * *
Samtidig skal vi ikke lægge alle vore æg i den europæiske kurv. Vi skal også kunne stå på egne ben. Gennem en klar fokusering på vore kerne interesser – som f.eks. i det arktiske område og østersøområdet – skal vi sikre os adgang til de netværk og alliancer, der giver adgang til viden, indflydelse og inspiration til den løbende omstilling og udvikling af vort eget samfund, som bliver et grundvilkår i årene der kommer.

Det betyder f.eks., at vi sammen med Grønland og Færøerne næste forår vil præsentere en ny strategi for Rigsfællesskabets politik i forhold til Arktis i det kommende årti – der sikrer, at vi proaktivt håndterer den betydelige udvikling i regionen, som klimaforandringer allerede nu forårsager.

Og så skal vi i de kommende år i højere grad orientere os mod de nye aktører. I første omgang BRIK landene, som jeg besøger i de kommende måneder. Men også ved for alvor at sætte gang i vores orientering mod de såkaldte 2. bølge lande, som Mexico, Indonesien og Sydafrika.

* * *
Vi – både Danmark og Europa – står overfor nogle svære udfordringer i det kommende årti. Tiden er løbet fra at tage tingene for givet. Men samtidig skal vi ikke forfalde til undergangsstemning. Vi skal fokusere på vore styrker, have den nødvendige vilje til forandring og huske på Winston Churchills ord om, at ”vanskeligheder, som overvindes, er muligheder, der gribes”.

Og det kommende årti vil byde på mange muligheder. Vores udgangspunkt er stolte demokratiske traditioner og et solidt værdipolitisk fundament. Vi har gennemført et økonomisk mirakel i det 20. århundrede og vort samfund besidder en grundlæggende sammenhængskraft og omstillingsevne, der udgør et stærkt udgangspunkt for også at gøre en forskel i det 21. århundrede.

Agerer vi nu – træffer vi de svære, men nødvendige økonomiske beslutninger, som omstiller vore samfund til de nye globale vilkår, forbliver vi en aktiv international aktør, der tager ansvar – også i håndteringen af de svære konflikter, og forbliver vi tro mod vore værdier, så er der et grundlag for, at vi over de næste 10 år kan omforme udfordringer og vanskeligheder til muligheder, der gribes.

Jeg håber, at udspillet ”Kurs mod 2020” kan være med til at inspirere til en debat om, hvordan vi i fællesskab realiserer denne vision.

Tak for ordet.