Spring til indhold

Udviklingsministerens tale om energifattigdom, klimaforhandlinger og udviklingsbistand ved konference den 11. januar 2011 arrangeret af World Energy Council

Det talte ord gælder.

Først og fremmest tak for invitationen til at tale i dette forum om et emne, der står højt både på regeringens dagsorden og på den globale politiske dagsorden: Energi og klima. Jeg er glad for at få mulighed for – her blandt fremtrædende aktører i energisektoren - at fortælle om mine egne og regeringens overvejelser i forhold til de store udviklingspolitiske udfordringer, vi står overfor, når det handler om fremtidens energiforsyning og håndtering af udfordringen fra klimaforandringer.

Adgangen til ren, stabil og effektiv energiforsyning er en nødvendig betingelse for bæredygtig økonomisk og social udvikling. Det siger næsten sig selv. Det er også en nødvendig betingelse for at bekæmpe fattigdom, fremme global velstand og gøde jorden for fred og stabilitet i verdens brændpunkter. Det kan der ikke herske to meninger om. Ikke desto mindre lever en stor del af verdens befolkning som bekendt uden adgang til energi.

Det er klart, at der ikke er nogle lette svar på de udfordringer, vi står overfor. Jeg vil i mit indlæg i dag skitsere nogle løsningsmuligheder og nogle bud på, hvordan vi i Danmark bedst kan bidrage til at gennemføre de nødvendige løsninger. For der er brug for handling og løsninger.

Lad mig først sige lidt om udfordringerne. 20% af verdens befolkning – svarende til 1,4 milliarder mennesker – er i dag uden adgang til moderne energiformer. I Afrika syd for Sahara har kun en fjerdedel af befolkningen adgang til energi. I visse lande er det kun 10%, og 40% af verdens befolkning er afhængige af traditionel biomasse, primært træ og trækul til den daglige madlavning og opvarmning. Disse primitive energiformer fører til afskovning, oversvømmelser, ørkendannelser og er årsag til, at omkring 1,5 millioner mennesker om året dør af luftvejsygdomme på grund af røgforurening i deres hjem. Adgang til vand er et andet problemfelt, som er forstærket af klimaforandringer. Mere end 1 mia. mennesker mangler i dag adgang til rent vand, og det har store konsekvenser for sundhed og levevilkår.

Udviklingslandene er særligt udsatte for virkningerne af klimaforandringer og har ringe kapacitet til at tilpasse sig dem. Den udbredte fattigdom, manglende adgang til kapital og teknologi, dårlig infrastruktur og væbnede konflikter er forhold, som ofte forstærker de negative konsekvenser af klimaforandringer.

Så sent som i november måned besøgte jeg sammen med klimaminister Lykke Friis Maldiverne. For Maldiverne er det ”vind eller forsvind”. Enten får vi begrænset klimaforandringerne og tilpasset os dem, eller også går landet under – 80% af øerne ligger under en meter over havets overflade. Det var skræmmende at se den sårbarhed, som gør at selv mindre uvejr kan medføre voldsomme oversvømmelser i det fattige land. Derfor vil Danmark gennem udviklingsbistanden bidrage til arbejdet med bl.a. kystsikring, katastrofeberedskab og bedre energiforsyning i Maldiverne.

Men også for os i den mere udviklede del af verden er der store
udfordringer. De fossile brændstoffer bliver færre og dyrere i årene, der kommer, og de tilbageværende fossile ressourcer koncentreres på et mindre antal lande, som ikke alle er lige stabile. Udfordringen fra de globale klimaforandringer bliver stadig større – og her er energisektoren, som den største udleder af drivhusgasser, hovedproblemet.

Det centrale spørgsmål er: Hvad kræver det at skabe en stabil og bæredygtig vej, der kan skaffe energi til alle, nedbringe udledningerne af drivhusgasser og bekæmpe fattigdom? Hvad er løsningerne?

Der findes selvfølgelig ikke et svar på det spørgsmål. Det er også et almindeligt anerkendt faktum, at løsninger kræver mod og handlekraft både af private og offentlige aktører, og det er lige så uomgængeligt, at markedet er og bliver en af nøgleaktørerne. Men svaret er også de rammer og incitamenter, vi som regeringer giver markedet - både gennem internationalt samarbejde og gennem regulering på det nationale niveau.

De internationale rammebetingelser var på dagsordenen for COP 16 i Cancun i december sidste år. Som ventet blev resultatet ikke en ny klimaaftale, men der blev trods alt vist en klar vilje til at fortsætte klimaforhandlingerne inden for rammerne af FN. 2 graders målet blev også bekræftet sammen med nødvendigheden af et tæt internationalt samarbejde for at opnå målet.

Aftalen i Cancun bygger på de kompromisser, der blev opnået i København. I-landene bekræfter tilsagnet om at mobilisere 100 mia. USD om året fra 2020 til reduktionsaktiviteter – dvs. til ting som øget energieffektivitet, vedvarende energikilder, institutionelle reformer og bedre skovforvaltning. Løftet blev givet sammen med et tilsagn fra især de store udviklingslande om at iværksætte aktiviteter og reformer til at imødegå klimaudfordringen og bidrage med egne udledningsreduktioner. Dette tilsagn blev dog givet under forudsætning af, at kontrolmekanismerne forbedres, så landene kan kigge hinanden over skuldrene for at se, om man rent faktisk lever op til løfterne. Det er alt sammen skridt i den rigtige retning.

Men det må også konstateres, at der udestår afklaring af kritiske og vanskelige spørgsmål. Det drejer sig bl.a. om, hvordan en juridisk bindende klimaaftale skal udformes, og hvordan man bringer landene – både i-lande og de store udviklingslande – til at øge ambitionsniveauet for udledningsreduktioner. Det og mange andre vanskelige spørgsmål vil være udfordringerne for den næste klimakonference i slutningen af 2011 i Durban.

Men det må ikke føre til, at vi lægger os på sofaen og venter på den næste klimakonference. Også på nationalt og regionalt niveau er der mange ting at gøre for at skabe de rigtige rammebetingelser for den private sektor. Regeringen har opstillet et ambitiøst mål om, at Danmark skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i 2050. Og inden for den nærmeste fremtid kommer regeringen - i opfølgning af Klimakommissionens rapport - med et konkret udspil for, hvordan udviklingen hen mod dette mål skal tilrettelægges. Kort fortalt handler det om at skabe de rigtige langsigtede rammer – uden at det går ud over konkurrenceevnen og beskæftigelsen.

Den samme omstillingsdagsorden arbejder regeringen også for at fremme i EU. Udbygning af energiinfrastrukturen i EU – bl.a. med henblik på indfasning af store mænger vedvarende energi - og fremme af energieffektivitet er også her højt på den politiske dagsorden. Det vil bl.a. være emne for et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd i februar.

Via vores egne danske udviklingsmidler kan og skal vi gøre en forskel. Danmark vil yde sin del. Det skal der ikke herske tvivl om. Sidste år kom regeringen med en ny udviklingspolitisk strategi, som er funderet på et klart værdigrundlag. Udviklingspolitik skal kort og godt ”sikre frihed fra og fremme frihed til”. Frihed fra undertrykkelse, vilkårlighed og afmagt. Og frihed til at tage hånd om egen skæbne og udnytte sine ressourcer fuldt ud i et åbent og retfærdigt samfund. Strategien er simpelthen et opgør med bistand som en global socialunderstøttelse og et stort slag for en bæredygtig økonomisk vækst, der er først og fremmest er drevet af den private sektor.

Miljø, energi og klima er et af fem prioritetsområder for dansk bistand, og de overordnede mål er klare. Vi vil fremme udviklingslandenes adgang til pålidelig og bæredygtig energi, og vi vil støtte dem i deres ambition om at opnå en mere effektiv brug af energiressourcerne. Vi vil tilskynde den private sektor til at engagere sig i at skabe innovative løsninger, og vi vil forbedre betingelserne for den private sektors aktive involvering i udviklingen af bæredygtige energiformer og i overførsel af ny energiteknologi til udviklingslandene. Dernæst vil vi støtte vækststrategier, der baserer sig på lavenergiløsninger, og som fremmer landenes muligheder for at deltage i det internationale CO2-marked. Endelig vil vi også styrke miljø- og klimaindsatsen i vores partnerlande og deres kapacitet til at modvirke miljømæssige problemer og tilpasse sig klimaforandringer.

Det er den ramme, vi vil arbejde indenfor i de kommende år.

Regeringen besluttede i 2007 at afsætte særlige midler til at fremme klimaaktiviteter. Derfor blev den såkaldte Klimapulje oprettet i 2008 med et budget som gradvist vokser til 500 mio. kr. om året i 2012, og energiindsatser er et helt centralt fokusområde i Klimapuljen i dag.

I forbindelse med COP 15 og Københavnsaftalen gav regeringen tilsagn om at anvende 1,2 mia. kr. i perioden 2010-12 fra klimapuljen til den såkaldte ”opstartfinansiering”, som skal bistå udviklingslandene med hurtige klimaindsatser. Deri var indeholdt en balanceret fordeling mellem tilpasning, reduktion og støtte til de mest udsatte lande som f.eks. de små ø-stater.

En del af den danske klimafinansiering kanaliseres gennem eksisterende multilaterale kanaler med Verdensbanken og FN som nøgleaktører. Det hænger sammen med behovet for, at pengene hurtigt kommer ud at arbejde, og det hænger også sammen med de ofte meget store finansieringsbehov, der er ved denne type af klima- og energiaktiviteter. De såkaldte klimainvesteringsfonde, som er oprettet af de multilaterale udviklingsbanker i samarbejde med bilaterale donorer og partnerlande, er centrale aftagere af de danske midler. De gennemfører vigtige aktiviteter vedrørende teknologioverførsler, bekæmpelse af afskovning og fremme af vedvarende energi.

De multilaterale aktører vil også fremover være vigtige kanaler for den danske klima- og energiindsats. Men vi vil fortsætte med bilaterale aktiviteter, hvor målet også bliver at skubbe på en udvikling, der kan fremme adgang til rene energikilder og energieffektivitet. Vi har sidste år iværksat bilaterale klimaindsatser i Kenya, Indonesien og som tidligere nævnt Maldiverne, som bl.a. er rettet mod fremme af bæredygtige energikilder, genetablering af skov og klimatilpasset fødevareproduktion. De små og sårbare ø-stater udgør en særlig problemstilling, som jeg selv havde mulighed for at opleve på tætteste hold under mit besøg på Maldiverne i november sidste år. Vi planlægger derfor at støtte ø-staterne både med katastrofeforebyggelse og med deres omstilling til en grøn økonomi gennem fremme af investeringer i vedvarende energi og klimatilpasning.

Helt afgørende for mig er det, at vi også gennem udviklingsmidlerne støtter den private sektors rolle og fremmer nye og innovative samarbejdsformer mellem offentlige og private aktører. Den tysk opfundne ”Global Climate Partnership Fund” er et eksempel, som jeg har store forventninger til. Fonden støtter banker og finansieringsinstitutioner i udviklingslandene i deres udlån til lokale husholdninger og små virksomheder, der bruger pengene til investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Indenfor samme private ramme sætter vi også øget fokus på vedvarende energi og energieffektivisering under erhvervsinstrumenterne i den danske bistand. Vi fremmer udviklingslandenes adgang til klimavenlig teknologi ved at inddrage dansk erhvervsliv og trække på deres spidskompetencer og ved at bygge på lokale virksomheder i udviklingslandene. For eksempel støtter vi med 570 mio. kr. et projekt i Mozambique, der med inddragelse af dansk erhvervsliv skal udbygge landets energiforsyning. Formålet med projektet er at udvide adgangen til stabil energi og derigennem skabe bedre rammebetingelser for økonomisk vækst.

Som udløber af Afrikakommissionen har vi sidste år bevilget 300 mio. kr. til et initiativ, der skal bidrage til at øge adgangen til vedvarende energi i Afrika. Initiativet gennemføres af den Afrikanske Udviklingsbank og hjælper lokale energiproducenter med at modne deres investeringsprojekter i vedvarende energi og skaffe risikovillig kapital til at finansiere projekterne. Også i bl.a. Indonesien og Nepal er vi i gang. I Nepal er det lykkedes med dansk støtte at give omkring 1 million mennesker i isolerede landområder adgang til vedvarende energi med meget positive følger for den lokale økonomiske og sociale udvikling.

Gennem FNs miljøprogram, UNEP, støtter Danmark Risø-centeret som yder energirådgivning til udviklingslandene, og Risø-centeret har herved formået at etablere sig som en central global aktør indenfor energirådgivning. Desuden har Verdensbankens energi-program over en årrække modtaget betydelige danske bidrag, som har betydet, at den vedvarende energikapacitet er forøget med 35% i en række modtagerlande.

Det er alle gode erfaringer, som vi vil tage udgangspunkt i, når fremtidige indsatser skal tilrettelægges.

Hvor bringer alt dette os så hen? Der er ingen tvivl om, at udfordringerne er store, og ressourcerne begrænsede i lyset af, at mange lande stadig kæmper med at vriste sig fri af den globale finanskrise, som ramte os i 2008. Der må ikke desto mindre sættes ind på alle niveauer af alle gode kræfter: Regeringer, virksomheder, eksperter, NGO’er osv. Og så må vi som forbrugere og individer i det globale samfund også påtage os et ansvar.

Den private sektor er nøglen, og vi må som regering sørge for at skabe de rigtige rammebetingelser og skubbe på udviklingen hvor muligt. Jeg er glad for at erfare, at World Energy Council – som et vigtigt globalt forum for energisektoren – deler og arbejder for dagsordenen om adgang til bæredygtig energi for alle. Konferencen i dag er en del af de bestræbelser, der skal til for at fremme løsninger.

Tak for opmærksomheden.