Spring til indhold

Filippinerne

Danmark åbner en ambassade i Manila i Filippinerne i 2014

Derfor åbner Danmark en ambassade i Filippinerne

  • Filippinerne spiller en vigtig og stigende politisk og økonomisk rolle i Sydøstasien og er et toneangivende ASEAN-land.
  • Filippinerne har i mange år haft solide vækstrater og er et ”anden bølgeland”. Der skønnes at være et stort potentiale for danske virksomheder i Filippinerne
  • Den danske ambassade vil kunne styrke de politiske og kommercielle bånd mellem Danmark og Filippinerne, men også assistere det stigende antal danske borgere i landet.  

Det nuværende danske engagement i Filippinerne

  • Økonomi: Den danske vareeksport, som i 2012 var 574 mio. kr., ventes at stige med ca. 7 pct. i 2013 og 13 pct. i 2014.
    Flere og flere danske turister besøger Filippinerne.
    En række danske NGO’er er engageret i Filippinerne.

 

 

Baggrund

Filippinerne er en demokratisk republik. Præsidenten vælges for en 6-årig periode og har vidtrækkende beføjelser. Filippinerne var tidligere kendt som ”Asiens syge mand”. Præsident Benigno Aquino, der kom til magten i 2010, har imidlertid ført en målrettet politisk kamp mod korruption og dårlig regeringsførelse. Resultat er en voksende tro på fremtiden og solid økonomisk vækst (6,6 pct. i 2012 og Asiens højeste vækst på over 7 pct. i de tre første kvartaler af 2013).

Filippinernes økonomi har således klaret den globale økonomiske og finansielle nedtur bedre end andre lande i regionen. Med tyfonen Haiyan, som ramte Filippinerne i november i år forventes den samlede vækst for hele 2013 imidlertid at ligge under 7 pct. (og måske tættere på 6 pct.).

Filippinerne er blevet opgraderet til ”investeringsmoden” af de internationale kreditvurderingsbureauer og har stort potentiale til at blive en ny vækstøkonomi; et såkaldt ”anden bølgeland”.

Det sydlige Filippinerne (Mindanao) har i årtier været hjemsted for en væbnet konflikt med ekstremistiske muslimske terrorgrupper. I 2012 lykkedes det Aquino-regeringen at indgå en fredsaftale med den største militante gruppe.

Filippinerne står også over for andre udfordringer som at bekæmpe fattigdom, nedbryde oligarkierne og liberalisere økonomien, bekæmpelse af korruption og forbedre infrastruktur for at tiltrække flere lokale og udenlandske investeringer.

Filippinernes vigtigste internationale alliancepartner er USA. Filippinerne prioriterer herudover det regionale samarbejde inden for Sammenslutningen af Sydøstasiatiske lande – ASEAN og Asia Pacific Economic Cooperation – APEC højt.

EU og Filippinerne underskrev i 2012 en partnerskabsaftale, og der er taget indledende skridt til forhandlinger om en EU-Filippinerne frihandelsaftale. Der skønnes at være et stort potentiale for yderligere dansk eksport til Filippinerne. Den danske vareeksport udgjorde i 2012 574 mio. kr. De største eksportvaregrupper var kemikalier, medicin, fødevarer samt maskiner og transportmidler.

Turistsektoren er i hastig vækst, og vurderes at have et betydeligt potentiale, såfremt der foretages flere investeringer i infrastrukturen og sker en forbedring i sikkerhedssituationen generelt.
Det kan desuden tilføjes, at Den Asiatiske Udviklingsbank, som Danmark har været medlem af siden Bankens grundlæggelse i 1966 og støtter med 133,3 mio. kr. i perioden 2013-16, har hovedsæde i Manila.

Fakta om Filippinerne

Indbyggertal: ca. 106 mio. med en årlig befolkningstilvækst på ca. 1,8 pct. (i 2013)
BNP pr. indbygger: 2792 USD (2013 est.)
Årlig vækst i BNP: ca. 6 pct. (2013)

 

Download faktaark