Spring til indhold

Myanmar/Burma

Danmark åbner en ambassade i Yangon i Myanmar/Burma i 2014

Derfor åbner Danmark en ambassade i Myanmar/Burma

  • Myanmar/Burma har indledt en omfattende reformproces fra et lukket militærdiktatur i retning mod demokrati, markedsøkonomi og åbning over for omverdenen. Det skal vi fra dansk side være med til at understøtte.
  • Myanmar/Burma, som netop har overtaget formandskabet for ASEAN, vil på sigt kunne blive en vigtig regional spiller og partner for Danmark og EU. 
  • Med en ambassade vil vi meget bedre kunne sikre en effektiv gennemførelse af bistandssamarbejdet og hjælpe danske virksomheder på vej.
  • Myanmar/Burma har et stort uudnyttet økonomisk potentiale, og der er stor og stigende interesse hos danske virksomheder for at engagere sig i Myanmar/Burma.

Det nuværende danske engagement i Myanmar/Burma

  • Myanmar/Burma er et prioritetsland for dansk udviklingssamarbejde. Danmarks bistand til Myanmar/Burma udgjorde i 2013 105 mio. kr. og ventes at stige til 120 mio. kr. i 2014.
  • Der er mange danske højniveaubesøg til Myanmar/Burma og et stigende antal danske turister.
  • Der er et stort engagement i Myanmar/Burma fra danske NGO’er.

 

 

Baggrund

Med afholdelse af det første parlamentsvalg i mere end 20 år i november 2010 tog Myanmar/Burma et første vigtigt skridt til at bringe landet ud af mange års isolation med militærstyre.

Efter valget indledte regeringen med præsident Thein Sein i spidsen en demokrati- og reformproces, og i april 2012 (hvor Aung San Suu Kyi blev parlamentsmedlem) besluttede EU og andre vestlige lande at suspendere de sanktioner, som Myanmar/Burma har været ramt af siden slutningen af 1990´erne som følge af militærstyret. Sanktionerne blev helt ophævet i april 2013 (dog opretholdes våbenembargoen).

Myanmar/Burma er nu godt på vej til at blive genindlemmet i det internationale samfund. Den 1. januar 2014 overtog Myanmar/Burma formandskabet for Sammenslutningen af Sydøstasiatiske lande – ASEAN – som har i alt 10 medlemmer.

Myanmar/Burma grænser op til en række af Sydøstasiens mest indflydelsesrige og velstående lande, der sammen med rige forekomster af naturressourcer giver landet et stort økonomisk potentiale. På trods heraf, er Myanmar/Burmas økonomiske potentiale langt fra udnyttet.

Dårlig regeringsførelse, årtier med væbnede konflikter samt isolation fra omverdenen har medført en rodfæstet, strukturel fattigdom. Myanmar/Burma er sammen med Østtimor det fattigste land i Sydøstasien, hvor omkring 1/3 af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Myanmar/Burma står således fortsat over for store udfordringer, herunder ikke mindst i forhold til at skabe fred og forsoning blandt landets mange etniske minoriteter. Men det er den generelle vurdering, at landet på sigt vil udvikle sig til et mere rodfæstet demokrati med styrkede institutioner og økonomisk fremgang.

Målet med Danmarks relationer til Myanmar/Burma er at medvirke til en sådan positiv udvikling. Midlerne er politisk dialog, udviklingsbistand og kommercielt samarbejde.
Danmark har siden 2007 ydet mere end 50 mio. kr. om året i bistand til Myanmar/Burma. Regeringen besluttede i 2011 at gøre Myanmar/Burma til et prioritetsland for bistandssamarbejde. Den danske bistand til Myanmar/Burma udgjorde i 2011 50 mio. kr., i 2012 100 mio. kr., i 2013 105 mio. kr. og ventes at beløbe sig til 120 mio. kr. i 2014.

Den danske udviklingsbistand fordeles på følgende tre områder: demokrati og menneskerettigheder, sundhed og uddannelse samt basale levevilkår. Et gennemgående element i det danske engagement er at bekæmpe fattigdom og fremme civilbefolkningens evne til selv at skabe forandringer. Hertil kommer den humanitære bistand primært til flygtninge og internt fordrevne i grænseområdet mellem Myanmar/Burma og Thailand.

Flere danske virksomheder udviser stor interesse for Myanmar/Burma som et hastigt voksende konsument-marked med behov for søtransport og store offentlige investeringer og som produktionsland inden for fx tekstilproduktion. Der er således begrundet håb om, at samarbejdet med Myanmar/Burma med tiden kan udvikle sig fra fokus på udviklingsbistand til et mere traditionelt politisk og økonomisk samarbejde.

De mellemfolkelige relationer mellem Danmark og Myanmar/Burma er stigende. Antallet af danske turistrejsende til Myanmar/Burma er også i klar stigning.

Fakta om Myanmar/Burma

Indbyggertal: ca. 55 mio.

BNP pr. indbygger: 915 USD (2013 est.)

Årlig vækst i BNP: 6,3 pct. (2012 - ventes at blive 6,5 pct. i 2013)

 

Download faktaark