English
Her kan du læse om vores aftalevilkår som bl.a. indeholder generel information, tilmeldingsbetingelser, afbuds frister, priser og afregning.
Alle kurser og tilbud i Udenrigsministeriets Kompetencecenters (UMKC) er åbne for medarbejdere i offentlige og private organisationer. Tilmelding til individuel undervisning, års-, semester- og temakurser skal foretages på hjemmesiden og er bindende for hele den pågældende periode, så snart den elektroniske tilmelding er afgivet. Tilmelding til andre kursusforløb aftales direkte med kursussekretariatet og er bindende, så snart der er afgivet skriftlig bekræftelse. Tilmeldte tilbydes plads på de annoncerede kursustyper under forudsætning af tilstrækkeligt deltagerantal. UMKC forbeholder sig ret til at have en repræsentant til stede på kurset. Kursussekretariatet kan kontaktes på tlf. 33 92 15 53 eller pr. e-mail til sprog@um.dk på alle hverdage i tidsrummet 8.30-16.
Årskurserne består af 2 lektioner ugentligt i 35 uger fordelt over et år. Ved tilmelding til undervisning med start i januar, gælder tilmeldingen både for foråret og efteråret. Der er også mulighed for at tilmelde sig et årskursus med start i august, i dette tilfælde vil tilmeldingen dog kun gælde for efteråret. Såfremt den oprindeligt tilmeldte kursist ikke har mulighed for at deltage i undervisningen i efteråret, kan tilmeldingen ved behov overdrages til en anden medarbejder fra samme organisation, under forudsætning af at kursuspris samt periode fastholdes.Læs mere om vores årskurser og tilmeld dig her.
Semesterkurserne varer 17 uger. Engelsk skriftligt semesterkursus består af 2 lektioner ugentligt, mens fransk intensivt semesterkursus består af 6 lektioner ugentligt. Tilmeldingen er bindende for 1 semester ad gangen med undervisningsstart i enten januar eller august. Læs mere om vores semesterkurser og tilmeld dig her.
Undervisningen bestilles som et konkret antal lektioner, der afholdes inden for en fast periode, som fastsættes inden kurset påbegyndes. Ændring af tidspunkt for aftalte lektioner skal ske ved direkte henvendelse til underviseren senest kl. 14 hverdagen forinden. Ved ændringer efter dette tidspunkt skal kursussekretariatet samtidigt informeres – bemærk venligst at de pågældende lektioner i dette tilfælde anses som afholdt.Såfremt den oprindeligt tilmeldte kursist ikke har mulighed for at deltage i alle de bestilte lektioner, kan de resterende lektioner ved behov overdrages til en anden medarbejder fra samme organisation, under forudsætning af at den aftalte periode fastholdes.
Temakurserne oprettes under forudsætning af tilstrækkeligt antal tilmeldte. UMKC tager stilling til oprettelse af hold, ekstrahold osv. i ugen, før kurserne starter. I tilfælde af overtegning forbeholder UMKC sig ret til at udskyde de senest tilmeldte, samt til at udskyde eller aflyse et kursus, hvis deltagerantallet bliver mindre end forudsat. I så fald refunderer vi den fulde kursuspris.Hvis virksomheden ønsker at sende en anden medarbejder i tilfælde, hvor den oprindeligt tilmeldte kursist måtte blive forhindret, kan dette ske efter konkret aftale med kursussekretariatet forud for kursusstart.
Køb af særligt tilpassede kursusforløb er ligeledes underlagt disse tilmeldingsbetingelser – dog kan elementer i tilbudsskrivelsen tilsidesætte dele heraf.
Der henvises til prislisten. Ved særligt tilpassede kursusforløb afgives særskilt tilbud ved henvendelse til kursussekretariatet. Alle priser er anført ekskl. moms og pr. person, medmindre andet er anført under det enkelte kursus. Fakturaen fremsendes som udgangspunkt i forbindelse med opstart af kursusforløbet. Ved fremsendelse af faktura tillægges 25% moms. Ved kursusforløb som strækker sig over 2 eller flere kalenderår, vil opkrævningen som udgangspunkt blive opdelt på separate faktura.
Lektionernes varighed er 50 minutter. Undervisningen afholdes mellem kl. 8 og 18 i UMKC’s lokaler, Asiatisk Plads 2 F, 1448 København K med mindre andet er aftalt. Ved aktiviteter uden for UMKC’s område tilkommer udgifter til dækning af transport.
Forplejning indgår ikke i prisen medmindre det fremgår af kursusbeskrivelsen, men kan efter aftale leveres mod gebyr. Kursisterne er i øvrigt velkomne til at benytte Udenrigsministeriets kantine for egen regning.
I tilfælde af underviserens sygdom eller andet fravær melder UMKC så vidt muligt afbud til kursisten forud for undervisningen. Under alle omstændigheder leveres den pågældende undervisning enten i form af senere erstatning eller ved vikar, idet UMKC forbeholder sig ret til at indsætte en anden kvalificeret underviser end den faste hvis muligt.
Alle afbud meddeles hurtigst muligt til kursussekretariatet. Ved afbud til individuel undervisning og sproglig konsultation kan ændringer af tidspunkt ske ved henvendelse til kursussekretariatet senest kl. 14 hverdagen forinden. Ved senere afbud anses de pågældende lektioner som afholdt.Ved helt eller delvist afbud til års-, semester- eller temakurser ydes ikke kompensation for mistet undervisning uanset årsagen.
Ved afmelding frem til 14 dage inden kursusstart opkræves et administrationsgebyr på 50 % af kursusafgiften. Ved afmelding mindre end 14 dage inden kursusstart refunderes kursusudgiften ikke. Ved hel eller delvis udeblivelse eller fravær fra et kursus (uanset årsagen) refunderes kursusafgiften ikke. Afmelding kan kun foretages skriftligt.
Kursusafgiften omfatter kursusmateriale, som udleveres til deltagerne på kurset, mens litteratur udlånes fra UMKC’s bibliotek til brug under kursusforløbet. I særlige tilfælde kan andet trykt materiale tilkøbes efter aftale.Kursisten kvitterer for eventuelle lån af bøger mv.. Udlånt materiale forudsættes tilbageleveret personligt ved undervisningens afslutning med skriftlig oplysning om navn og kursus. Manglende oplysning om lånerens navn vil kunne afstedkomme en opkrævning af genanskaffelsesværdien. Tilsvarende opkrævning vil blive foretaget for bortkommet eller beskadiget materiale.
Kursusbevis kan udstedes efter et afsluttet undervisningsforløb ved henvendelse til kursussekretariatet. Der forudsættes en deltagelse på minimum 75 % af det fulde forløb, før et kursusbevis kan udstedes.For yderligere information om bl.a. sproglige niveauer på siden om praktiske oplysninger .
Udenrigsministeriets KompetencecenterAsiatisk Plads 2 F 1448 København K Tlf.: 3392 1553 Mail: sprog@um.dk
Klik her, hvis du vil ...
> Tilmelde dig et kursus
> Se kursuskalenderen
> Læse mere om vores kurser
> Se vores priser
> Downloade kursuskataloget
> Tilmelde dig nyhedsbrevet