Den Europæiske Naboskabspolitik

Efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har Den Europæiske Naboskabspolitik fået større betydning. Et centralt udenrigspolitisk mål er at skabe gode og stabile forhold til vores nærmeste naboer baseret på EU’s fælles værdier.

Den Europæiske Naboskabspolitik blev dannet i forbindelse med EU’s udvidelse med ti nye lande i 2004 og omfatter 16 nabolande. Der er seks østlige nabolande (Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland Moldova, Ukraine) og ti sydlige (Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, De palæstinensiske Selvstyreområder, Syrien og Tunesien). Naboskabspolitikkens østlige dimension kommer også til udtryk i en regional samarbejdsstruktur: det Østlige Partnerskab.

Efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten og indførelsen af en Høj Repræsentant for EUs Udenrigsanliggender har Den Europæiske Naboskabspolitik fået større betydning. Et centralt udenrigspolitisk mål er at skabe gode og stabile forhold til vores nærmeste naboer baseret på EU’s fælles værdier – en såkaldt ”ring af venner”. Derudover har EU stor interesse i at skabe velstand i nabolandene gennem nye handelsmuligheder. Det kræver som regel, at nabolandene tilpasser deres lovgivning og rammebetingelser på en række områder. Der er tit tale om en langvarig og dyr transformationsproces for nabolandene. Til gengæld tilbyder EU et intensiveret politisk og økonomisk samarbejde, bl.a. gennem frihandelsaftaler. Princippet kaldes ”mere for mere”.

For at sikre, at Den Europæiske Naboskabspolitik fortsætter med at være et attraktivt tilbud for EU's nabolande og at den seneste udvikling blandt de sydlige naboer reflekteres, forelagde Kommissionen og den Fælles Udenrigstjeneste i 2011 forslag til en revision af naboskabspolitikken. Der lægges op til, at naboskabspolitikken i højere grad baseres på merit. De lande, som gennemfører nødvendige politiske og økonomiske reformer, skal fremover få adgang til et bredere udsnit af naboskabspolitikkens instrumenter.

Nogle naboer er ikke omfattet af Den Europæiske Naboskabspolitik, herunder Rusland. EUs Rusland-politik har sit eget spor. Ligeledes er der etableret et særligt samarbejde med landene i det vestlige Balkan gennem Stabiliserings- og Associeringsprocessen. Tyrkiet er heller ikke omfattet af Den Europæiske Naboskabspolitik.

Igennem det danske Naboskabsprogram har Danmark har over en årrække også bilateralt arbejdet for at fremme åbne demokratiske retssamfund baseret  på  en stabil politisk og økonomisk udvikling i naboskabslandene . Det danske Naboskabsprogram  er Udenrigsministeriets bistandsprogram for EU’s naboer. Læs yderligere herom på  http://um.dk/da/danida/det-goer-vi/lande-reg/eus-naboer/naboskabspro/.