English
Afrika er et mangfoldigt og kontrastfyldt kontinent med mere end et halvt hundrede nationer. Kontinentet er inde i en rivende udvikling. Økonomisk fremgang, demokratisk konsolidering og en stigende selvbevidsthed kendetegner mange af de afrikanske lande i det 21. århundrede. Krise, konflikt og krig opstår dog stadig i ustabile regioner som på Afrikas Horn. Men med demokratisk valgte ledere, og økonomier der udviser styrke og fremgang, har Afrika gode forudsætninger for at tackle disse udfordringer - og indgå som en strategisk samarbejdspartner for Danmark i en globaliseret verden.
Afrika har verdens hurtigst voksende befolkning. I 2050 vil Afrika have 2,5 milliarder indbyggere. Det er mere end en fordobling på fyrre år. Det vil være en ung befolkning, og om fyrre år vil hvert fjerde unge menneske i verden være afrikaner. Det vil også være en befolkning, der i stigende grad bor i byerne. Afrika har i dag verdens hurtigst voksende byer.
Afrika er ved at komme med i globaliseringen. Siden årtusindskiftet har kontinentet oplevet en udsædvanlig økonomisk vækst, der har ligget på 4,5 % om året. Afrika er i dag en af verdens hurtigst voksende økonomier, hvis samlede størrelse er i samme omfang som Brasilien og Rusland. Man begynder forsigtigt at tale om Afrikas løver, der bl.a. udgøres af lande som Sydafrika, Kenya, Angola og Nigeria. Andre lande som f.eks. Tanzania, Zambia, Uganda, Malawi og Mozambique udviser gode vækstrater. Der er stigende interesse for investeringer og kommercielle muligheder i Afrika – også blandt danske virksomheder.
Lederne på kontinentet bliver stadig mere bevidste om deres eget værd og rolle både hjemme og ude. Den økonomiske vækst betyder, at landene bliver mindre afhængige af udenlandsk bistand og i højere grad følger indenrigspolitiske hensyn. De afrikanske ledere er også mere opmærksomme på, at dårlige naboer kan være en trussel mod egen vækst og velstand. Det så vi i Elfenbenskysten, hvor Afrika ikke accepterede, at taberen af valget Gbagbo blev uretmæssigt siddende. Vi ser det også i Somalia, hvor Uganda, Burundi og Djibouti bidrager med tropper til AMISOM, der har mandat fra Den Afrikanske Union. De afrikanske lande sidder med ved bordet, når der skal træffes beslutninger af global rækkevidde. Det fremgik bl.a. under klimatopmødet i København, hvor Etiopiens præsident, Meles, fungerede som en velformuleret talsmand for Afrika.
Fremme af frie, demokratiske samfund, der baserer sig på retsstatsprincipper og lige rettigheder for alle, er en hjørnesten i den danske udviklingsindsats. I den seneste tid har arbejdet for demokratisk forankring vundet ny fremdrift i Afrika. Kontinentet undergår en dynamisk udvikling med et voksende antal reelle demokratier, og befolkninger der i stigende grad stiller krav om politisk frihed, ansvarlighed, økonomiske muligheder og ophør af korruption. Denne udvikling baserer sig på en længere demokratiseringsproces gennem de sidste to årtier, hvor Afrika har set en forøgelse af demokratiske regeringer, frie medier, blomstrende civilsamfund og en nedgang i militære styrer. Senest har det arabiske forår gødet jorden for en ny æra af demokratiske forventninger, der kan give fornyet medvind til Afrikas demokratier og bane vejen for gensidigt inspirerende udviklinger.
Erfaringer fra kontinentet viser, at et velfungerende demokrati ikke automatisk er sikret ved etableringen af demokratiske institutioner og afholdelse af valg. Befolkningens adgang til uddannelse og information, respekt for rettigheder, økonomisk og social sikkerhed samt et aktivt og uafhængigt civilsamfund er også vigtige faktorer, der underbygger og forstærker udviklingen af fuldbyrdede demokratiske nationer i Afrika. Danmark stræber derfor mod en holistisk indsats, der tager højde for det komplekse samspil mellem sociale, politiske og økonomiske processer på det afrikanske kontinent.
Danmark har et bredt og betydeligt engagement i Afrika, der er målrettet mod at reducere fattigdommen samt skabe vækst og beskæftigelse.
Målet om færre fattige bliver kun nået, hvis regeringer og organisationer i Afrikas lande tager ejerskab. Midlet er i høj grad at sikre vækst og beskæftigelse ikke mindst for de store ungdomsårgange, der i de næste tre årtier strømmer ud på arbejdsmarkedet. Danmark vil støtte demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og bidrage til at bekæmpe korruptionen. Danmark vil også støtte en bæredygtig udvikling og grøn vækst i Afrika.
Danmark har repræsentationer i 13 afrikanske lande:
E-mail: afr@um.dkTlf: (+45) 33920000Fax: (+45) 32540533
Adresse
AfrikakontoretUdenrigsministerietAsiatisk Plads 2DK-1448 København K
Følg det nye afrika på Facebook:Denmark and Africa - on the same page.