Europarådets arbejder for at fremme demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder. Europarådet er en paneuropæisk organisation med 47 medlemslande.
Europarådet er et resultat af efterkrigstidens bestræbelser på at mindske de europæiske nationalstaters rivalisering og indbyrdes konflikter. Siden oprettelsen i 1949 har Europarådets kerneværdier været arbejdet for at fremme demokrati, retsstaten og respekten for menneskerettigheder. Under den kolde krig var samarbejdet i Europarådet begrænset til en kernegruppe af vesteuropæiske stater. Siden Berlin-murens fald i 1989 har Europarådet fået en stadig vigtigere rolle i helingen af det europæiske kontinent.Ved Europarådets oprettelse bestod organisationen af 10 medlemsstater. Frem til 1989 blev antallet af medlemsstater gradvist øget til 23. Siden 1989 er antallet af medlemsstater mere end fordoblet til 47. Senest er Montenegro blevet optaget i maj 2007, og i perioden 2002-2004 er Bosnien-Herzegovina, Serbien og Monaco blevet optaget. De nye medlemsstater er således langt overvejende nye demokratier fra Central- og Østeuropa. Belarus - hvis ansøgning indtil videre er suspenderet - venter nu uden for døren. Vatikanstaten er observatør. Med sine 47 medlemsstater og en dagsorden, der sigter mod at understøtte og fremme Europas heling, kan Europarådet i dag betegnes som paneuropæisk i sit sigte og i stigende grad politisk i sine virkemidler. Danmark og de øvrige nordiske lande har en lang og solid tradition for en aktiv indsats i Europarådet. Denne indsats lægger særlig vægt på understøttelse og udbygning af kerneværdierne. Danmarks deltagelse involverer Udenrigsministeriet, en lang række andre fagministerier og de kommunale organisationer samt Folketingets partier, der deltager i arbejdet gennem Folketingets delegation til Den Parlamentariske Forsamlings sessioner.
Europarådets formål er i henhold til Statutten fra 1949, "at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer med henblik på at sikre og virkeliggøre de idealer og principper, som er deres fælles arvelod, og at begunstige deres økonomiske og sociale udvikling". Den vigtigste grund til at oprette Europarådet var ønsket om at skabe et system af institutioner og procedurer, der på et folkeretligt grundlag skulle sørge for, at menneskerettighederne faktisk bliver overholdt, og at der om nødvendigt sker en tilpasning af lovgivning og praksis i medlemslandene. Det første væsentlige resultat af arbejdet i Europarådet blev vedtagelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950. Det nye heri var ikke bestemmelsen af menneskerettighedernes indhold, der på mange måder svarede til FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Det nyskabende bestod i oprettelsen af et folkeretligt forpligtende beskyttelsessystem med Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som centrale organer for modtagelse og behandling af alle sager om overtrædelse. I løbet af årene har Europarådet udvidet sit virkefelt fra arbejdet med menneskerettigheder til mange andre områder. Dette gælder samarbejde om retsvæsen, sociale rettigheder, lokalt selvstyre, beskyttelse af mindretal, naturbeskyttelse, kultur, undervisning samt sports- og ungdomsarbejde. Europarådet har frem til i dag udarbejdet 198 konventioner, og arbejdet med nye konventionsinitiativer fortsætter.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 af 12 lande, herunder af Danmark. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953. Konventionen omfatter de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, men ikke de i Verdenserklæringen indeholdte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Til beskyttelse af de økonomiske og sociale rettigheder er der senere blevet vedtaget et særskilt instrument, Den Europæiske Socialpagt . Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en international traktat, hvorved medlemsstaterne har påtaget sig at sikre visse grundlæggende menneskerettigheder, der omfatter enhver person inden for deres jurisdiktion. Konventionen giver mulighed for, at enkeltpersoner, grupper af enkeltpersoner og private organisationer kan indbringe en stat for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for påståede krænkelser af menneskerettighederne. Medlemsstaterne er forpligtede til at rette sig efter Domstolens endelige afgørelse i enhver sag, som de er part i. Europarådets Ministerkomité skal overvåge, at Domstolens endelige afgørelser fuldbyrdes, dvs., at den pågældende medlemsstat retter sig efter afgørelsen. Konventionen har udviklet sig til et af de mest effektive menneskerettighedsinstrumenter i verden og har dannet forbillede for andre regionale konventioner, herunder Denmerikanske Menneskerettighedskonvention fra 1969. Konventionen er tiltrådt af 45 af Europarådets 47 medlemsstater. Der er med tiden blevet vedtaget i alt 14 tillægsprotokoller til Menneskerettighedskonventionen, hvor der bl.a. er tilføjet en række nye rettigheder og forpligtelser i forhold til selve Konventionen (se oversigt). Disse tillægsprotokoller er blevet tiltrådt af et varierende antal medlemsstater. I Danmark er konventionen blevet indarbejdet i dansk lovgivning ved lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. lov. nr. 1080 af 20. december 1995 om ændring af omhandlede lov.