English
Pakken består af tre dele: En strategisk ramme for EU’s eksterne menneskerettighedspolitik, en handlingsplan for strategiens gennemførelse og oprettelsen af en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder. På dagens udenrigsministermøde drøftedes også Syrien efter nedskydningen af et tyrkisk militærfly og Egypten efter gårdsdagens offentliggørelse af resultat af præsidentvalget.
EU-menneskerettigheder
På mødet vedtog udenrigsministrene en politisk erklæring, der udstikker den overordnede ramme for EU’s eksterne menneskerettighedspolitik. Erklæringen ledsages af en handlingsplan, der løber frem til udgangen af 2014. Endelig var der enighed om at oprette en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder, der skal sikre, at EU’s eksterne arbejde vedrørende menneskerettigheder og demokrati bliver mere synligt og effektivt. Det ventes, at den særlige repræsentant for menneskerettigheder inden for kort tid vil blive udnævnt.
Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler: ”Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag er nået i mål med en af de væsentligste prioriteter for vores formandskab på udenrigsområdet. Der er behov for et udfarende og insisterende EU i forsvaret for de universelle menneskerettigheder. Med dagens beslutning har vi sat et markant og nødvendigt dansk fingeraftryk på EU-samarbejdet som vi kan være stolte af”.
Syrien
Også Syrien blev drøftet på dagens møde. Ikke mindst i lyset af nedskydningen af et tyrkisk militærfly forleden. Udenrigsministrene var enige om at øge presset på Assad-regimet for overholdelse af Annan-planen og vedtog for 16. gang stramninger af EU’s sanktioner over for det syriske regime og dets nærmeste støtter. Stramningerne omfatter tilføjelse af seks nye enheder og én person samt forbud mod forsikring af våbentransporter til Syrien.
Villy Søvndal udtaler: ”Nedskydningen af et tyrkisk militær fly er en stærkt bekymrende hændelse og helt uacceptabelt. Der skal ikke herske nogen tvivl om vores fulde solidaritet med vores NATO-partner Tyrkiet og jeg hilser det derfor velkommen, at NATO Rådet vil drøfte situationen på tirsdag. Det er min forståelse, at man fra tyrkisk side nu er i gang med at få alle oplysninger om hændelsen på plads. Hvad angår reaktionen over for Syrien, vil vi nu afvente et tyrkisk udspil, når man har fået alle fakta afdækket. ”
Egypten
På mødets drøftedes også situationen i Egypten og der blev udtrykt dyb bekymring for de demokratiske tilbageskridt, som militærrådet har gennemført i den forgangne uge – og især fjernelse af en række magtbeføjelser fra præsidentembedet.
Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler: ”I går var en glædens dag for det egyptiske folk, som kunne fejre deres første demokratiske valgte præsident. Men glæden var i dag erstattet af en dybfølt bekymring for den foruroligende udvikling vi i de seneste uger har været vidner til. Jeg opfordrer militærrådet på det kraftigste til hurtigst muligt at efterkomme egypternes legitime krav om en demokratisk valgt civil ledelse.”
For yderligere information:Presserådgiver Claus Perregaard, claper@um.dk / 41 73 38 96Jean-Charles Ellermann-Kingombe, jeakin@um.dk / 25 26 76 06