English
Efter Anden Verdenskrig indså man, at det nationale arbejde med menneskerettighederne måtte suppleres med en international indsats. Den har siden fulgt to primære spor: bekæmpelse af konkrete krænkelser af menneskerettigheder i enkeltlande og arbejde med generelle (tematiske) spørgsmål.
Under og efter Anden Verdenskrig opstod en erkendelse af, at det var nødvendigt at supplere det nationale arbejde med menneskerettighederne med en international indsats. Se afsnittet om historik.
Der har siden udviklet sig et omfattende internationalt samarbejde om menneskerettighederne, som hovedsageligt følger to spor: dels bekæmpelse af konkrete krænkelser af menneskerettighederne i enkeltlande; dels arbejdet med generelle – tematiske – spørgsmål.Indsatsen mod konkrete krænkelser af menneskerettighederne kan antage flere former. Lande, der har alvorlige problemer med menneskerettighederne, kan blive kritiseret i resolutioner i f.eks. FN’s Menneskerettighedsråd eller Generalforsamling eller i regionale organisationer.
I visse tilfælde kan den krænkede person selv rejse sin sag under internationale procedurer, f.eks. FN’s overvågningsmekanismer eller ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Krænkelser af menneskerettighederne kan også behandles i det bilaterale forhold mellem landene.Regeringen støtter de uafhængige regionale og internationale monitorerings- og kontrolorganer, som er oprettet for at overvåge gennemførelsen af menneskerettighederne i de forskellige lande. Her spiller FN's særlige opfølgningsmekanismer og specialrapportører en vigtig rolle. Regeringen lægger vægt på, at alle lande, ligesom Danmark, afgiver en stående invitation til de særlige mekanismer, der er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd, i første række de særlige rapportører. En stående invitation indebærer, at landene er indstillet på at modtage enhver specialrapportør. Den kritik, som et besøg af en specialrapportør kan afstedkomme, er en del af en nyttig dialog, der medvirker til at fremme og beskytte menneskerettighederne. FN's torturrapportør, Manfred Nowak, aflagde besøg i Danmark i maj 2008. Læs hans rapport her.
Endvidere gør uafhængige organisationer (non governmental organisations – NGO’er – også kaldet civilsamfundet) en stor indsats både nationalt og internationalt som vagthunde og forkæmpere for menneskerettighederne og bidrager med deres specialviden på mange områder. Regeringen prioriterer et godt samarbejde med civilsamfundet højt. Det er af stor betydning, at regeringen kan trække på disse organisationers ekspertise og engagement i Danmark, i andre lande og i det internationale samarbejde.
Læs nedenfor mere om menneskerettigheder i forbindelse med:
EU udarbejder hvert år en rapport om menneskerettigheder, som dækker perioden fra 1. juli til 30. juni det følgende år. Rapporten indeholder en bred fremstilling af EU’s menneskerettighedspolitik og beskriver de centrale EU-aktører på området, ligesom den gennemgår EU’s menneskerettighedsinitiativer.
Du kan læse EU’s seneste årsrapport her.
EU har udarbejdet retningslinjer for indsatsen mod dødsstraf, indsatsen for bekæmpelse af tortur, indholdet af dialogen med tredjelande, indsatsen for beskyttelse af børn, der er berørt af væbnet konflikt, og indsatsen for menneskerettighedsforkæmpere. Retningslinjerne er en sammenskrivning af de målsætninger EU ønsker at arbejde for og de midler EU har til rådighed. Der arbejdes i øjeblikket på udarbejdelse af et sæt retningslinjer, for så vidt angår børns rettigheder. Du kan læse mere om retningslinjerne her.
Du kan læse EU's handlingsplan for demokrati og menneskerettigheder her.
Den 1. marts 2007 blev det Europæisk Observationscenter for Racisme og Fremmedhad (EUMC) erstattet af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA). Agenturet blev oprettet med henblik på at udvide EUMC’s mandat. FRA har til formål at tilvejebringe bistand og ekspertise vedrørende grundlæggende rettigheder til Fællesskabets og EU-medlemsstaternes institutioner. Du kan læse mere om Agenturet for Grundlæggende Rettigheder her.
European Instrument for Democracy & Human Rights (EIDHR) blev lanceret i 2006 og er et EU-program, der arbejder med at fremme og støtte menneskerettigheder og demokrati overalt i verden. EIDHR forvaltes af EU-Kommissionen og yder bistand som et selvstændigt finansieringsinstrument. Det er specielt konstrueret til at supplere bistand, der ydes gennem bilateralt udviklingssamarbejde og økonomisk samarbejde. Du kan læse mere om EIDHR her.
FN-pagten indeholder ikke et egentligt katalog over menneskerettighederne og har ikke etableret særlige institutioner til beskyttelsen af menneskerettighederne.
Pagtens generelle udtalelser om menneskerettighedernes beskyttelse måtte således omskabes til bestemmelser af et konkret indhold, hvorved vejen tillige er åben for skabelsen af et vist overvågnings- og klagesystem. Det blev derfor den første opgave for FN’s Menneskerettighedskommission at udarbejde et internationalt grundlag for menneskerettighedsarbejdet.
Den 10. december 1948 vedtog Generalforsamlingen kommissionens udkast til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.
Erklæringen omfatter både borgerlige og politiske rettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ingen stemte imod, men Sydafrika, Saudi Arabien samt Sovjetunionen og en række af dets allierede (i alt 8 lande) afstod.
Verdenserklæringen er siden fulgt op af folkeretligt bindende konventioner (”covenants”) om henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De blev vedtaget i 1966 og trådte i kraft i 1976. Generalforsamlingen har endvidere vedtaget menneskerettighedskonventioner om særlige emner, jfr. nedenfor.
FN’s generalforsamling spiller en afgørende rolle i menneskerettighedsarbejdet, herunder ikke mindst i forbindelse med vedtagelse af nye standarder og konventioner og i forbindelse med drøftelse af status for menneskerettighedsarbejdet og landenes efterlevelse af deres menneskeretlige forpligtelser. Hvert år behandler Generalforsamlingens 3. udvalg (for sociale, humanitære og kulturelle spørgsmål) en række sociale og humanitære samt ikke mindst menneskeretlige emner. Udvalget behandler hvert år et stort antal resolutioner, hvor over halvdelen omhandler menneskeretlige spørgsmål, herunder både tematiske og landespecifikke resolutioner. De resolutioner, som FN’s Generalforsamling vedtager på menneskerettighedsområdet, bidrager til at bekræfte og videreudvikle de internationale menneskerettighedsstandarder. Forsamlingen fungerer samtidig som forum for introduktion af nye emner og nye normer på menneskerettighedsområdet.
FN’s centrale forum for arbejdet med menneskerettigheder er FN’s Menneskerettighedsråd, som blev oprettet i 2006 som afløser for FN’s Menneskerettighedskommission. Rådets 47 medlemmer vælges for en 3-årig periode af FN’s generalforsamling. I modsætning til kommissionen mødes Menneskerettighedsrådet året rundt i en blanding af tre ordinære møder og en række ekstraordinære møder om aktuelle problemstillinger. Ligesom Generalforsamlingen omfatter Rådets mandat alle menneskerettighedsspørgsmål – tematiske såvel som landespecifikke. Danmark er for tiden ikke medlem, men deltager meget aktivt som observatør i Rådets arbejde. Rådet afspejler på godt og ondt de holdninger og nuancer, der eksisterer i verdenssamfundet og en række lande indtager holdninger, der kan føre til udvanding og underminering af menneskerettighederne og af Rådets troværdighed. Danmark, andre ligesindede lande og EU arbejder aktivt for at modarbejde de negative tendenser i Rådet og for at sikre, at Menneskerettighedsrådet udfylder den tiltænkte rolle som det centrale forum for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne.
En vigtig nyskabelse i forbindelse med oprettelsen af Menneskerettighedsrådet er etableringen af Universal Periodic Review (UPR). Dette er en mekanisme, hvor Rådet gennem konstruktiv dialog diskuterer menneskerettighedssituationen i alle FN's lande og gennem anbefalinger bistår de lande, der ikke lever op til deres forpligtelser, med at rette op på forholdende. UPR er et vigtigt redskab i arbejdet med at fokusere på den praktiske efterlevelse af de menneskeretlige forpligtelser. Danmark blev for første gang eksamineret under UPR i maj 2011.
Under FN’s Verdenskonference om menneskerettigheder i Wien i 1993 lykkedes det på bl.a. dansk initiativ at få oprettet en stilling som FN’s Højkommissær for menneskerettigheder. Dermed sikrede man en bedre ledelse og mere effektiv udnyttelse af FN’s eksisterende ressourcer på menneskerettighedsområdet.
Oprettelsen af embedet markerede et gennembrud i arbejdet for at sikre gennemførelsen af menneskerettighederne og tilførte det internationale menneskerettighedsarbejde ny dynamik.
Du kan læse mere om FN's Højkommisariat her.
Fra dansk side støtter man bestræbelserne på at skabe det bedst mulige grundlag for Højkommissærens virksomhed uafhængigt af statslig indflydelse. Danmark er blandt Højkommissærens største frivillige finansielle støtter.
Højkommissæren har to hovedopgaver: Dels at yde sekretariatsbistand for FN’s forskellige organer på menneskerettighedsområdet, dels at fremme og beskytte menneskerettighederne bl.a. gennem dialog med medlemsstaterne kombineret med konkret bistand til staternes indsats på området.
FN’s Højkommissærer for menneskerettigheder:
Som opfølgning på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder af 10. december 1948 har FN vedtaget følgende centrale konventioner om beskyttelse af menneskerettighederne:
Danmark har tiltrådt konventionerne og afgivet erklæring om at acceptere individuelle og mellemstatslige klager, jfr. nedenfor. Konventionen om handikappedes rettigheder, men ikke protokollen om individuel klageret, blev ratificeret i sommeren 2009.
Endvidere vedtog Generalforsamlingen i 1990 en konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder, som trådte i kraft i 2003. Konventionen er ikke ratificeret af Danmark.
Under hver af konventionerne er der oprettet komiteer (”treaty bodies”) med henblik på at overvåge, hvorledes deltagerstaterne gennemfører de forpligtelser, de har påtaget sig ved at tiltræde konventionen. Komiteerne består af et antal uafhængige eksperter valgt af deltagerstaterne.
Tyngden i komiteernes arbejde ligger i gennemgangen af de periodiske rapporter, som deltagerstaterne er forpligtet til at fremlægge med nærmere fastsatte mellemrum (2-5 år) om gennemførelsen af konventionen i det pågældende land.
Rapporterne, som er offentligt tilgængelige, bliver gennemgået (”eksamineret”) af komiteerne i offentlige møder med repræsentanter for det pågældende land, som besvarer spørgsmål fra komiteens medlemmer og giver supplerende oplysninger. Efter gennemgangen af rapporten offentliggør komiteen sine konklusioner, som typisk indeholder både positive aspekter og kritik.
Du kan læse mere om Danmarks rapportering til FN's overvågningskomiteer og deres bemærkninger her:
Torturkomitéen, CAT:
Læs Danmarks seneste rapport her
Læs Komiteens seneste bemærkninger her
Komitéen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, CESCR:
Læs Komiteens supplerede spørgsmål, "List of Issues", her.
Læs Danmarks svar på "List of Issues" her.
Komitéen for politiske og civile rettigheder, CCPR:
Læs Komiteens seneste bemærkninger her.
Børnekomitéen, CRC:
Racediskriminationskomitéen, CERD:
Kvindekomitéen, CEDAW:
Konventionerne om borgerlige og politiske rettigheder og mod hhv. racediskrimination, tortur og diskrimination af kvinder åbner endvidere mulighed for, at deltagerstaterne kan acceptere individuelle og mellemstatslige klager.
Europarådet blev oprettet i 1949 med det formål at fremme centrale værdier såsom demokrati, respekt for menneskerettigheder og udviklingen af retssamfund. Der er for tiden 47 medlemmer af Europarådet.
Europarådets racismekomité blev etableret i 1993. ECRI er en komité, der søger at forhindre racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance i hele Europa. Det sker ved udarbejdelse af landerapporter, tematiske undersøgelser samt samarbejde med det civile samfund.
Klik her for at læse om ECRI's virksomhed.
Klik her for at læse om ECRI's rapport om Danmark fra 2005.
Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder blev vedtaget af Europarådet i 1950 og er senere suppleret med i alt 13 ændrings- og tillægsprotokoller.
Konventionen giver mulighed for, at enkeltpersoner, grupper af enkeltpersoner samt private organisationer kan indgive en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg mod vedkommende stat for påståede krænkelser af menneskerettighederne. Konventionen har udviklet sig til at blive et af de mest effektive menneskerettighedsinstrumenter i verden og har dannet forbillede for andre regionale konventioner.Konventionen er tiltrådt af alle Europarådets 47 medlemslande og er derfor bindende for dem alle.
Deltagerne i denne konvention, som omfatter alle Europarådets medlemslande, har afgivet mandat til, at Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur eller Nedværdigende Behandling eller Straf ved besøg undersøger de pågældende landes behandling af frihedsberøvede personer. Komitéen, der består af en uafhængig ekspert fra hvert af Europarådets medlemslande, har 3 gange besøgt Danmark, senest i februar 2008. Læs Kommitéens seneste rapport om Danmark fra 2008 samt Danmarks svar på rapporten.Læs mere om Kommitéens virksomhed.
Rammekonventionen trådte i kraft for Danmark den 1. februar 1998. Formålet med konventionen er at beskytte nationale mindretal. Danmark har afgivet en erklæring om, at Rammekonventionen gælder for det tyske mindretal i Sønderjylland.
I medfør af Rammekonventionen er der nedsat en Rådgivende Komité med det formål at bistå Europarådets ministerudvalg med at undersøge, om deltagerlandenes lovgivning er i overensstemmelse med konventionen. Komitéen modtager periodiske rapporter fra deltagerlandene, men den kan også indsamle oplysninger fra andre kilder.
Danmark afgav i maj 2004 sin anden rapport til Europarådet vedrørende gennemførelsen af Rammekonventionen. Rapporten blev godkendt ved en resolution vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 14. december 2005 om Danmarks gennemførelse af Europarådets Rammekonvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal. Læs resolutionen vedrørende Danmarks gennemførelse af Rammekonventionen.Læs mere om Europarådets beskyttelse af nationale mindretal.
Læs Danmarks seneste rapport i henhold til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal samt Rådets bemærkninger her.
Sprogpagten trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 1. januar 2001. Formålet med Sprogpagten er at beskytte og fremme Europas historiske, regionale sprog eller mindretalssprog som et truet aspekt af Europas kulturarv.
Læs Sprogpagten her:
Den europæiske sprogpagt på dansk. Den Europæiske Sprogpagt på engelsk. Den Europæiske Sprogpagt på tysk.Danmark har identificeret tysk som et mindretalssprog (i Sønderjylland) i Pagtens forstand. En ekspertkomité bistår Europarådets ministerkomité med at sikre, at medlemslandene overholder deres forpligtelser i henhold til Sprogpagten.
Danmark afgav i december 2002 sin første rapport til Europarådet. Læs ligeledes den engelske udgave.
Rapporten blev godkendt ved en resolution vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 19. maj 2004. Danmark afgav i april 2006 sin anden rapport til Europarådet. Læs ligeledes den engelske udgave.
Danmark afgav i marts 2010 sin tredje rapport til Europarådet. Læs ligeledes den engelske udgave. Europarådets bemærkninger til rapporten kan læses her.
Hos Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan du læse mere om Sprogpagten.