Normalt skal borgere, som har været udsat for vold, voldtægt eller anden overtrædelse af straffeloven under et ophold i udlandet, søge om erstatning i det land, hvor lovovertrædelsen har fundet sted. Den danske stat kan kun i ganske særlige tilfælde yde erstatning til ofre for lovovertrædelse i udlandet.
Hvis en dansk turist har været udsat for en lovovertrædelse i udlandet, kan der som udgangspunkt ikke ydes erstatning efter dansk lov. I stedet skal det ske efter loven i det land, hvor lovovertrædelsen fandt sted. Afgørelsen, om hvorvidt der i et konkret tilfælde er mulighed for erstatning fra den danske stat, træffes af Erstatningsnævnet.
Hvis du har fast bopæl i Danmark og udsættes for vold eller anden overtrædelse af straffeloven i udlandet, vil du normalt være omfattet af erstatningsordninger i det land, hvor du er kommet til skade.
I de fleste EU-lande findes der statslige ordninger med erstatning til ofre for forbrydelser. Også i nogle lande uden for EU findes der sådanne ordninger. Civilstyrelsen kan give dig nærmere oplysninger om, hvilke lande der konkret er tale om.
Desuden dækker de sædvanlige rejseforsikringer og i visse tilfælde almindelige familie- og ulykkesforsikringer, hvis den forsikrede får skader på grund af vold.
Er du kommet til skade opfordres du i alle tilfælde til at søge bistand hos en advokat i det land, hvor du har været udsat for vold. Den danske ambassade på stedet kan bistå med kontaktinformationer på lokale advokater.
I nogle tilfælde kan du søge om, at staten betaler for at få sagen for en domstol i det land, hvor volden har fundet sted. Civilstyrelsen kan redegøre nærmere for, hvilke lande og tilfælde det drejer sig om.
Civilstyrelsen er centralmyndighed på dette område i Danmark og videresender ansøgninger om fri proces til andre lande, der har tiltrådt Strasbourg-konventionen.
Hvis du vil søge fri proces i et land, der ikke har underskrevet Strasbourg-konventionen, skal du som udgangspunkt henvende dig til myndighederne i det pågældende land. Det vil typisk være landets Justitsministerium, der behandler sådanne ansøgninger.