Spring til indhold

Indrejseforbud

Folketinget vedtog i juni 2016 regeringens lovforslag, som gør det muligt at indføre indrejseforbud i særlige områder i udlandet, hvor terrororganisationer er del af en væbnet konflikt. Nu har regeringen besluttet at gøre brug af denne mulighed og indføre et konkret indrejseforbud i de områder af Syrien og Irak, som ISIL kontrollerer eller er markant til stede i.

Regeringen har besluttet at indføre indrejseforbud i visse områder af Syrien og Irak.

De forbudsramte områder vil udgøre:

  • Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen samt Deir al-Zour-provinsen i Syrien.
  • Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen i Irak.

Regeringen vil i samarbejde med de relevante myndigheder følge udviklingen i områderne nøje og løbende justere de områder, som vil være omfattet af indrejseforbuddet.

Personer, som ønsker tilladelse til at opholde sig i området, skal ansøge om tilladelse hos det lokale politi. Regeringen har arbejdet på, at reglerne blev indrettet så personer, som har et anerkendelsesværdigt formål i at indrejse i et forbudsramt område, kan få en hurtig og smidig sagsbehandling.

Forbuddet trådte i kraft 30. september 2016.

Se mere på Justitsministeriets hjemmeside