Spring til indhold

Bolivia

Vi anbefaler, at du kontakter Bolivias ambassade og spørger, hvad de aktuelle regler er for ind- og udrejse. Det er dit ansvar at overholde reglerne.

Myndighederne i Bolivia har oplyst, at følgende regler gælder for danskeres ind- og udrejse:

  • Visumfrit ophold i maksimalt 90 dage per år. Søg visum til andre formål end turisme.
  • Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder, ud over dagen du ankommer.
  • Forlængede danske pas anerkendes til rejser ind og ud af landet.
  • Danske provisoriske pas (nødpas) anerkendes til rejser ind og ud af landet.
  • EU-nødpas anerkendes på samme måde som danske nødpas.
  • Du har billet til at rejse hjem eller videre til et land, hvor du lovligt kan rejse ind, ellers kan du blive nægtet indrejse.
  • Børn (under 18 år), som rejser kun med den ene forælder eller uden forældre, skal medbringe samtykke til dette. Den udfyldte og underskrevne erklæring om samtykke skal være stemplet af en notar og være legaliseret af Udenrigsministeriet. Samtykket skal enten være skrevet på spansk eller du skal vedlægge en legaliseret oversættelse af det. Læs mere om samtykke på UM.dk.

Redigeret den 19. februar 2019.

 

Oplysningerne her på siden gælder for danske statsborgere, der rejser på et dansk nationalitetspas, og for rejser, hvor turisme er det primære formål.

 

Rejser du med et flygtninge- eller fremmedpas, eller er du statsborger i et andet land end Danmark, skal du spørge myndighederne i landet du vil besøge, hvilke pas- og visumregler, der gælder for dig. Du kan også spørge på landets ambassade i Danmark eller i et nærliggende land.

 

Det er dit ansvar at overholde ind- og udrejseregler i de lande, du rejser til. Det er de lokale myndigheder i de enkelte lande, der fastlægger reglerne, og afgør om du overholder dem. Derfor anbefaler vi, at du kontakter immigrationsmyndighederne i landet eller landets ambassade, inden du rejser, og undersøger de aktuelle regler.

 

Udenrigsministeriet i København og de danske ambassader og konsulater i udlandet vil ikke kunne oplyse mere end, hvad du kan læse her på siden. Vi tilstræber, at oplysningerne på siden er opdaterede, korrekte og dækkende, og vi kan ikke drages til ansvar for evt. problemer med ind- og udrejse, uanset oplysningerne på vores hjemmeside.