Ved rejser til Bahrain opfordres man til at holde sig væk fra demonstrationer eller andre større forsamlinger af mennesker, samt i det hele taget at udvise øget forsigtighed.
Der pågår fortsat hyppige demonstrationer i Bahrain, og der kan fortsat opstå uroligheder og forekomme sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter i alle dele af Bahrain. Især i landsbyerne udenfor Manama observeres der regelmæssigt uroligheder og demonstrationer, særligt i aften-og nattetimerne og tendensen forventes fortsat at kunne gøre sig gældende.
Der er opstillet sikkerhedscheck-points i forskellige dele af Bahrain og trafikken kan være påvirket af disse sikkerhedscheck-points samt af demonstrationer mv.
Danmark bistår danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark. Personer med dobbelt statsborgerskab kan dog normalt ikke ifølge folkerettens regler påkalde sig Danmarks beskyttelse over for Bahrain, hvis Bahrain modsætter sig det. Personer af bahrainsk oprindelse, der agter at rejse til Bahrain, bør på forhånd nøje overveje, hvorvidt der måtte være forhold i relation til de bahrainske myndigheder, som f.eks. ikke afsonede straffedomme eller aftjening af værnepligt, der tilsiger, at rejsen ikke bør finde sted.