Spring til indhold
Abonnér

Rejsevejledning - Bulgarien

Gyldig: 19.12.2018Senest redigeret  12.11.2018

Udvis normal opmærksomhed:

Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark. De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Bulgarien.

Risiko for terror

Bulgarien har ikke oplevet terrorangreb siden 2012. Den libanesiske terrorgruppe Hizbollah stod bag en bombe mod israelske turister i Burgas Lufthavn. Seks mennesker blev dræbt og 32 såret. 

På offentlige steder, hvor der er mange mennesker, har myndighederne gjort en indsats for at øge sikkerheden.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan f.eks. være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Du bør være forsigtig pga. risikoen for gadekriminalitet som f.eks. lomme- og tasketyverier. Det er særligt udbredt i storbyer som f.eks. Sofia, Plovdiv, Varna og Burgas og på turiststeder som Sunny Beach.

Tricktyverier, som f.eks. falske politibetjente, der beder om at måtte se pas og penge, kan ske.

Vær opmærksom hvor der er mange mennesker, og hvis du kører med offentlig transport.

Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som f.eks. pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.

Indbrud på hotelværelser i Sunny Beach er i stigning.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem f.eks. i en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risiko for tyveri.

Seksuelle overgreb er sjældne, men de kan være rettet mod turister. De kan især ske i turistområder ved Sortehavskysten og på skisportssteder.

Kvinder bør undgå at færdes alene på øde steder om natten.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb.

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, f.eks. i lufthavnen, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Få mere information om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i hele Bulgarien.

Der er risiko for skovbrande i det meste af landet, især om sommeren.

Om vinteren er der risiko for laviner i bjergområder.

Ved kraftig regn og når sneen smelter, kan der ske oversvømmelser og jordskred.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Find information om vejret i Bulgarien.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken er tæt og kaotisk. På lande- og motorveje skal du være meget opmærksom.

Mindre veje kan være i dårlig stand. Du kan ikke regne med at færdselsreglerne bliver overholdt. Der sker mange alvorlige ulykker.

Du bør være meget forsigtig ved kørsel uden for de større byer, når det er mørkt.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Autoriserede taxaer vil altid have en prisliste i vinduet. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

I Sunny Beach er der sket røverier i taxaer, så her bør du bestille taxa fra dit hotel.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Bulgarien, er du underlagt bulgarsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan f.eks. være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Homoseksualitet er ikke forbudt, men accepteres ikke alle steder. Du kan risikere chikane.

I Bulgarien tales bulgarsk. I storbyerne taler og forstår de lokale myndigheder og befolkningen lidt engelsk, især de unge. De ældre kan oftest begå russisk, eller lidt tysk eller fransk. Den yngre del af befolkningen taler godt engelsk. 

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dobbelt dansk-bulgarsk statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Bulgarien, hvis Bulgarien ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske am-bassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Bulgarien.

I Bulgarien er du dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Bulgarien.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Bulgariens Ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Rejsevejledningen for Bulgarien er senest opdateret den 8. oktober 2018 med redaktionelle ændringer. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.

 

Kort over Bulgarien

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning