Spring til indhold
Abonnér

Rejsevejledning - Italien

Gyldig: 18.11.2018Senest redigeret  12.11.2018

Udvis normal opmærksomhed:

Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Brug din sunde fornuft, og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Italien. Du bør dog være opmærksom pga. risikoen for lommetyve og indbrud i parkerede biler.

Risiko for terror

Der er en middel risiko for terror i Italien. Italien har dog ikke oplevet terrorangreb.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange turister. Du bør derfor være særlig forsigtig på steder, hvor der er mange mennesker. Det kan f.eks. være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Du bør være forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. Gadekriminalitet som f.eks. lomme-, taske- og tricktyverier er særligt udbredt i storbyer som f.eks. Rom, Firenze, Milano, Napoli og Venedig. Kriminaliteten i Napoli er generelt højere end i de andre store italienske byer.

Du bør især være opmærksom, hvis du kører med offentlig transport, fordi der er risiko for tyverier/røverier.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem f.eks. i en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risiko for tyveri.

Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter, som f.eks. pas, eller værdigenstande i bilen.

Der er risiko for tricktyverier, f.eks. at udlejningsbiler standses under påskud om problemer med bilen, hvorefter tasker og kufferter stjæles mens chaufførens opmærksomhed er afledt.

Seksuelle overgreb er sjældne, men de kan være rettet mod turister.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at kriminelle tilsætter bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb.

Brug ikke en hæveautomat hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden. Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, f.eks. i lufthavne, på caféer eller hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for laviner i Italiens skiområder i vintermånederne.

Der er risiko for skovbrande særligt i den sydlige del af Italien i sommermånederne.

I de fleste regioner i Italien er der fare for jordskælv. Jordskælv forekommer med jævne mellemrum og kan medføre sårede og døde samt skade på bygninger og veje.

I forbindelse med længere regnperioder kan der være risiko for oversvømmelser og jordskred.

Der er i Italien også aktive vulkaner, som er under konstant overvågning.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Følg varslinger om laviner og få mere information på hjemmesiden for de italienske beredskabsmyndigheder.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken er tæt og kaotisk.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Italien, er du underlagt italiensk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan f.eks. være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Vær opmærksom på, at der kan være lokale vedtægter, som forbyder at drikke alkohol på offentlige steder.

I Italien tales italiensk. De lokale myndigheder og befolkningen taler og forstår meget lidt engelsk.

Find flere informationer på hjemmesiden for italiensk politi

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-italiensk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Italien, hvis Italien ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldig billedlegitimation. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Italien er generelt af god standard, men det er sjældent, at personalet taler engelsk på hospitalerne.

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Læs mere på hjemmesiden for de italienske sundhedsmyndigheder.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Italien.

I Italien er du dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Italien.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Italiens ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier

Du kan finde en Dansk Sømands og Udlandskirke i Italien.

Rejsevejledningen for Italien er senest opdateret den 1. oktober 2018 med redaktionelle ændringer. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.

Kort over Italien

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning