[Skip to Content]
FIND OS I VERDENLUK KORTClose Map
FIND OS I VERDENLUK KORTClose map
 
Statsvåbenet
Abonnér

Rejsevejledning - Niger

Gyldig: 21.05.2012Senest redigeret: 18.05.2012

Rejsevejledningen for Niger er senest opdateret den 18. maj 2012.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit ind

Resumé

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til følgende områder i Niger:  

  • Nordlige, nordvestlige og centrale Niger i en akse nord for byerne Tera – Niamey – Madaoua– Zinder – Diffa.
  • Dette område omfatter bl.a. byerne Tilaberi, Ouallam, Filingué, Tahoua og Agadez, grænseområdet mod Mali ved Ayourou – Ansongo – Gao og langs Niger floden (herunder overnatninger på eller omkring floden) samt grænseområderne mod Libyen og Algeriet.

Rejsende, som på trods af anbefalingerne i denne rejsevejledning befinder sig i disse områder opfordres til omgående at forlade dem.

Udenrigsministeriet fraråder endvidere alle ikke-nødvendige rejser til resten af Niger, herunder hovedstaden Niamey.

Eventuelle rejsende i landet anbefales at følge de lokale myndigheders anvisninger, idet konkrete, lokale advarsler om terroristers mulige tilstedeværelse kan udsendes med kort varsel.

Risikoen for terror og væbnet kriminalitet, herunder især bortførelser af vesterlændinge, er øget i hele Niger. Bortførelser kan ske tilfældigt, ofte på steder hvor mange vesterlændinge færdes.

Ved rejser uden for byområder bør det overvejes at foranstalte bevæbnet eskorte. Ved rejser til det sydlige Niger ad hoved- og landevejene, herunder mod Benin og Burkina Faso, anbefales det altid at benytte konvojkørsel med minimum to køretøjer.

Sikkerhed og terrorrisiko

Risikoen for terror og væbnet kriminalitet, herunder især bortførelser af vesterlændinge, er øget i hele Niger. Bortførelser kan ske tilfældigt, ofte på steder hvor mange vesterlændinge færdes.

Den militante islamistiske terrorgruppe Al Qaeda in Islamic Magreb (AQIM) opererer i hele Sahel-regionen, inkl. Niger. Der er en betydelig risiko for nye terrorangreb, især i den nordlige, vestlige og centrale del af Niger. AQIMs foretrukne angrebsmåde i Niger er bortførelse af vesterlændinge med henblik på løsesum. Gruppen opererer direkte eller gennem kriminelle bander, som videresælger gidslerne.

Terrorrisikoen fra AQIM forværres af flere faktorer. Bl.a. er et stort antal eks-soldater og våben drevet ind i Niger fra konflikten i Libyen hvilket bidrager til øget ustabilitet og organiseret kriminalitet i især den nordlige og vestlige del af landet. Hertil kommer den islamistiske terrorgruppe Boko Haram’s aktiviteter i det nordlige Nigeria, lige syd for grænsen til Niger. Boko Haram har ikke udført aktioner på den nigerske side af grænsen, men der er klare tegn på, at Boku Haram er til stede i Niger.

Ud over den generelle terrortrussel i landet er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb og bortførelser kan blive rettet mod danskere i landet. Dette gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.

Særlige geografiske risikoområder

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til følgende områder i Niger:  

  • Nordlige, nordvestlige og centrale Niger i en akse nord for byerne Tera – Niamey – Madaoua– Zinder – Diffa, inkl. byerne Tilaberi, Ouallam, Filingué, Tahoua og Agadez.
  • Grænseområdet mod Mali ved Ayourou – Ansongo – Gao og langs Niger floden (herunder overnatninger på eller omkring floden). 
  • Grænseområderne mod Algeriet og Libyen.

Risikoen for bortførelser af vesterlændinge er øget i disse områder. To franske statsborgere blev den 7. januar 2011 bortført fra en restaurant i Niamey og fundet dræbt den 8. januar i det nordlige Niger efter sammenstød mellem bortførere og nigerske sikkerhedsstyrker. Den 16. september 2010 blev fem franske statsborgere, en togoleser og en madagasker bortført i byen Arlit i det nordlige Niger. Gidslerne formodes stadigvæk at befinde sig i bortførernes varetægt i det nordøstlige Mali. I april 2010 blev en fransk statsborger bortført i det nordvestlige Niger. Han døde i juli 2010 i bortførernes varetægt i det nordlige Mali. Bortførelser i Mali i november 2011 fandt sted relativt tæt på grænsen til Niger.

Danskere, som måtte befinde sig i det nordlige Niger i en akse nord for Tera, Niamey, Madaoua, Zinder og Diffa opfordres til at forlade området.

Udenrigsministeriet fraråder endvidere alle ikke-nødvendige rejser til resten af Niger, herunder hovedstaden Niamey.

Eventuelle rejsende i landet anbefales at følge de lokale myndigheders anvisninger, idet konkrete, lokale advarsler om terroristers mulige tilstedeværelse kan udsendes med kort varsel.Ved rejser uden for byområder anbefales det at overveje bevæbnet eskorte.

Endvidere anbefales det at undgå demonstrationer og større menneskemængder.

Kriminalitet

Kriminalitetsniveauet i den sydlige del af Niger er relativt lavt. Ekstrem fattigdom betyder dog, at kan forekomme berigelseskriminalitet særligt i byerne Niamey, Zinder og Maradi, især efter mørkets frembrud. Det tilrådes altid at bevæge sig flere personer sammen.

Transport

Alvorlige trafikuheld kan forekomme i Niger, og kørsel betragtes i særdeleshed som risikofyldt. Afstande i Niger er store og udbud af hospitaler yderst sparsomt. Kørsel på uoplyste veje efter mørkets frembrud anses som særligt risikofyldt, idet vejene kan være dårlige, befærdet af fodgængere og husdyr, og mange trafikanter kører uden lys og med høj hastighed. Ved rejser til det sydlige Niger ad hoved- og landevejene, herunder mod Benin og Burkina Faso, anbefales det altid at benytte konvojkørsel af minimum to køretøjer.

Andre risikoforhold

Efter nigersk straffelov er handel med, besiddelse og transport af narkotika ulovligt og straffes hårdt.

Rejsesygeforsikring

Danskere i Niger er ikke dækket af det gule sygesikringsbevis, ligesom det blå EU-sygesikringsbevis heller ikke dækker. Alle danskere, der rejser til eller opholder sig Niger opfordres derfor til at tegne en privat rejsesygeforsikring.

Sundhedsforhold

Råd og vejledning om vaccinationer og sygdomsforhold skal rettes til Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen.

Registrér dig på Danskerlisten

Danskere, der rejser til eller opholder sig i Niger, opfordres uanset opholdets varighed til at registrere sig på Danskerlisten, som er Udenrigsministeriets tilbud til danskere, der opholder sig i udlandet med henblik på kontakt i tilfælde af krisesituationer. Registrér dig på Danskerlisten .

Kort over Niger

Fold alle afsnit udFold alle afsnit ind

Vælg rejsevejledning