Spring til indhold
Abonnér

Rejsevejledning - Portugal

Gyldig: 22.10.2018Senest redigeret  02.10.2018

Udvis normal opmærksomhed:

Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Brug din sunde fornuft, og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Portugal. Du bør dog være opmærksom især pga. risikoen for lomme- og tasketyverier.

Risiko for terror

Portugal har ikke oplevet terrorangreb.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan f.eks. være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko

Kriminalitet

Gadekriminalitet som f.eks. lomme- og tasketyverier sker især i storbyer som f.eks. Lissabon, og på steder, hvor der er mange turister. Vær særlig opmærksom hvis du kører med offentlig transport.

Der har været tilfælde af røverier og overfald i de større byer og i Algarve området.

Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som f.eks. pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem f.eks. i en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risikoen for tyveri.

Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer, og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der tilsættes bedøvende stoffer, og du kan blive udsat for tyveri og overgreb.

Brug ikke en hæveautomat hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden. Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, f.eks. i lufthavne, på caféer og hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for skovbrande i Portugal fra juli til september.

Der er risiko for jordskælv både på fastlandet og på Azorerne og Madeira.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Information om bl.a. jordskælv, skovbrande og vejrforhold findes på hjemmesiden for det portugisiske meteorologiske institut.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken. Du kan ikke regne med at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.

Offentlig transport fungerer godt.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Portugal, er du underlagt portugisisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan f.eks. være højere.

Det er ulovligt at fremstille, smugle og sælge narkotika. Også selv om loven vedr. besiddelse af euforiserende stoffer er mere lempelig i Portugal end andre steder i Europa.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-portugisisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Portugal, hvis Portugal ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Portugal.

I Portugal er du dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Portugal.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Mere information

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Rejsevejledningen for Portugal er opdateret den 1. oktober 2018 med redaktionelle ændringer. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.

Kort over Portugal

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning