Gå til indhold

Danmarks traktater

Den væsentligste kilde til retsskabelse i det internationale samfund er indgåelse af traktater - aftaler mellem staterne.  

Det folkeretlige grundlag for indgåelse af traktater

Den væsentligste kilde til retsskabelse i det internationale samfund er indgåelse af traktater – aftaler mellem staterne. Der indgås bilaterale traktater (mellem to lande) og multilaterale traktater (mellem flere lande). Sådanne traktater er bindende for parterne og skal opfyldes af hver af dem i god tro.

Traktatindgåelse er ikke bundet til nogen bestemt form. Mundtligt indgåede aftaler er også bindende, men det er sædvanligt og bevismæssigt det sikreste, at en traktat indgås skriftligt.

Det er ikke afgørende for en traktats gyldighed, hvorledes den betegnes. Man kan støde på betegnelser som: aftale, konvention, protokol, pagt, overenskomst, akt – og traktat.

De folkeretlige regler om traktaters indgåelse, anvendelse, fortolkning og ophør er indarbejdet i konventionen om traktatretten ("Law of Treaties").

 

Hvem kan indgå traktater?

Det afhænger af de enkelte staters forfatning, hvem der kan indgå traktater på statens vegne. I Danmark er kompetencen til at indgå og opsige traktater ved grundlovens § 19 henlagt til kongen, dvs. statsoverhovedet, i visse tilfælde under forudsætning af Folketingets tilslutning. Kongen udøver sin kompetence under en ministers, sædvanligvis udenrigsministerens, ansvar og med ministerens kontrasignatur. 

Flertallet af Danmarks traktater indgås dog uden inddragelse af statsoverhovedet under udenrigstjenestens medvirken på udenrigsministerens eller på særlige ministres ansvar.

 

Hvor finder man information om traktater?

Ikrafttrådte traktater mellem Danmark og fremmede lande offentliggøres som bekendtgørelser i Lovtidende C: www.lovtidende.dk og i Retsinformation: www.retsinformation.dk

Danmark er depositar for visse traktater, og en fortegnelse findes her.

Oplysning om andre landes deltagelse i multilaterale traktater fremgår af depositarens hjemmeside, jf. bkg. nr. 19 af 4. december 2018, Lovtidende C.

Traktater indgået af Den Europæiske Union (EU), der også er bindende for Danmark som medlemsstat i Unionen, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (EUT). Fra denne adresse er der også adgang til EU-kommissionens og rådets internationale traktatdatabaser. Desuden offentliggøres disse traktater, som er bindende for Danmark, i form af en resumé-bekendtgørelse i Lovtidende C under henvisning til den pågældende traktat i Den Europæiske Unions Tidende (EUT).

Der er adgang til visse andre internationale organisationers traktatdatabaser - gratis eller mod betaling. Adresserne på de vigtigste er:

Kontakt

Traktatsektionen
E-mail: [email protected]