Spring til indhold

Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité 2017-2018

Danmark varetager formandskabet for Europarådets Ministerkomité fra 15. november 2017 til 18. maj 2018. På denne side kan du finde information om Danmarks formandskab, Europarådet m.v.

Kort om formandskabet for Ministerkomitéen

Arbejdet i Ministerkomitéen – det øverste politiske organ i Europarådet - ledes af formandskabet, der hvert halve år går på skift mellem Europarådets i alt 47 medlemslande. Danmarks seneste formandskab var tilbage i 1996. Udenrigsminister Anders Samuelsen vil som formand for komitéen i samarbejde med generalsekretær Thorbjørn Jagland tegne Europarådet udadtil og deltage i en række møder i den kapacitet, herunder i Strasbourg. En række andre danske ministre vil også være aktivt involveret i formandskabet.

Ministerkomitéen mødes en gang om året på ministerniveau i maj måned, hvilket indebærer, at Danmark som siddende formandskab skal være vært for mødet i maj 2018. Det daglige arbejde i komitéen finder sted i den såkaldte Stedfortræderkomité i Strasbourg under ledelse af Danmarks ambassadør ved Europarådet, Arnold Skibsted. Læs mere om Europarådet, herunder den Parlamentariske Forsamling (PACE) og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol via menuerne til venstre.

Hvad vil Danmark under formandskabet? Formandskabsprogram og prioriteter

Danmark vil som formand have mulighed for at præge arbejdet i organisationen. Hvert formandskab udarbejder et program, hvis centrale kerne er de prioriteter/emner, som formandskabslandet vil sætte fokus på. Herudover vil programmet indeholde en oversigt over de vigtigste arrangementer under formandskabet. Danmark har til formandskabet udarbejdet et ambitiøst og alsidigt program med følgende fem prioriteter, hvoraf den første er hovedprioriteten (primært ansvarlige danske minister indsat i parentes):

  1. Det europæiske menneskerettighedssystem i fremtidens Europa (justitsminister Søren Pape)
  2. Ligestilling (fiskeri- og ligestillingsminister Karen Ellemann)
  3. Inddragelse af børn og unge i demokratiet (undervisningsminister Merete Riisager)
  4. Flytning af holdninger og fordomme om personer med handicap (børne- og socialminister Mai Mercado)
  5. Bekæmpelse af tortur (udenrigsminister Anders Samuelsen)

Programmet kan læses her. Ud over programmet er en vigtig del af ethvert formandskab tillige det løbende arbejde i Ministerkomitéen i Strasbourg, herunder håndteringen af en lang række sager på dagsordenen i organisationen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen overtager formandskabet fra sin tjekkiske kollega på mødet i Ministerkomitéen i Strasbourg den 15. november 2017

Følg formandskabet

Europarådet har en særlig hjemmeside om formandskabet, herunder i en dansk sprogversion, med detaljeret information og løbende nyt om formandskabet. Få adgang til denne side her: https://www.coe.int/en/web/chairmanship.

Formandskabet vil endvidere kunne følges via den løbende nyhedsstrøm på um.dk samt på de sociale medier, herunder på twitter-konti for udenrigsministeren @anderssamuelsen, fiskeri- og ligestillingsministeren @EllemannKaren og Udenrigsministeriet @DanishMFA, og ved søgning på #DKChairCoE.

Logoet for Danmarks formandskab

Danmarks logo, der ses på billedet nedenfor, tager udgangspunkt i Europarådets logo med det karakteristiske ’e’, der former sig som en udadgående spiral. Vægten er lagt på det menneskelige, som er én af Europarådets kerneværdier, som også favner det danske formandskab.

Kontaktpersoner: Spørgsmål til formandskabet generelt kan rettes til Formandskabssekretariatet i Udenrigsministeriet hhv. chefkonsulent Christian Wegener (chrweg@um.dk), fuldmægtig Peter Hedegaard-Degn (pethed@um.dk) og fuldmægtig Jens Thule Jensen (jethje@um.dk). Mere specifikke spørgsmål vedrørende Danmarks prioriteter kan rettes til ovenstående ministerier.