Spring til indhold

Søvndal: Assads brug af klyngebomber kan ikke fordømmes hårdt nok

18.10.2012  13:41
Det syriske regime anvender ifølge rapporter fra Human Rights Watch nu klyngebomber i konflikten i Syrien. Human Rights Watch (HRW) har blandt andet fremlagt videooptagelser med ueksploderet ammunition.

Udenrigsministeren tog emnet op under EU’s udenrigsministermøde i Luxembourg i mandags og udtaler i forlængelse af HRW’s seneste dokumentation:

 

”Da vi fik de første forlydender i weekenden om Assad regimets brug af klyngebomber kom det desværre ikke engang som en overraskelse. Det viser sig nu, at det ikke blot er forlydender men den barske realitet. Dermed er dette blot endnu et skridt på den barbariske vej, som Assad har valgt. Det er ekstremt bekymrende og kan ikke fordømmes hårdt nok. Dette må desværre være endnu en anledning til igen at opfordre alle ikke-medlemmer af Konventionen om Klyngeammunition til at tilslutte sig denne hurtigst muligt. Der er ikke andre løsninger på de humanitære konsekvenser ved klyngevåben end et totalt og globalt forbud.”

 

Ueksploderet klyngeammunition, der ligger tilbage, skelner ikke mellem militære mål og civile og kan forsætte med at dræbe og lemlæste i årtier efter bomberne er kastet. Eksempelvis når børn samler ueksploderet ammunition op, fordi de tror, det er legetøj.

 

Konventionen om Klyngeammunition (CCM), der trådte i kraft i 2010, indfører et totalt forbud mod brugen af ammunitionstypen. Konventionen blev vedtaget af mere end 100 lande. Syrien er ikke blandt disse, men har ikke desto mindre et ansvar for at beskytte sin civilbefolkning. Som led i arbejdet med at fremme forbuddet i Konventionen om Klyngeammunition og bandlyse ammunitionstypen har regeringen besluttet at fremrykke destruktion af det danske ammunitionslager, så dette nu forventes afviklet i 2013 - fem år før Danmarks frist jf. konventionen. I samarbejde med humanitære organisationer og FN vil Danmark derudover fortsætte sin mangeårige støtte til humanitær minerydning og ofre samt til fortalervirksomhed og udbredelse af konventionerne. 

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Claus Perregaard, tlf: 4173 3896 eller

Jean Ellermann-Kingombe, tlf: 2526 7606