For at kunne deltage i valg i Danmark skal du være optaget på valglisten. Det bliver du uden videre, hvis du på valgdagen har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og senest på 7.-dagen før valgdagen har fast bopæl i riget.
Hvis du flytter til udlandet, Færøerne eller Grønland og i forbindelse hermed bliver registreret som udrejst i CPR eller med en adresse i Grønland, kan du kun optages på valglisten, hvis du tilhører en af de følgende persongrupper, der uanset opholdet i udlandet, på Færøerne eller i Grønland anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgmæssig henseende.
Læs mere her om udlandsdanskeres valgret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.
Det kan personer, der opholder sig i udlandet, og som agter at vende tilbage til riget inden for 2 år efter udrejsen.
Det kan endvidere følgende persongrupper (selv om opholdet forventes at vare over 2 år):
Herudover kan medfølgende ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere til de nævnte personer også bevare deres valgret på samme vilkår.
Det kan personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, og som agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.
Det kan endvidere følgende persongrupper (selv om opholdet forventes at vare over 2 år):
Herudover kan medfølgende ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere til de nævnte personer også bevare deres valgret på samme vilkår.
Hvis du er registreret som udrejst i CPR eller med en adresse i Grønland og tilhører en af de nævnte persongrupper, skal du søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til valg i Danmark.
Dette kan du gøre hos din kommune i forbindelse med, at du anmelder udrejse til udlandet eller flytning til Grønland.
For at kunne nå at stemme til et valg i Danmark skal din ansøgning være behandlet færdig senest 7 dage før valgdagen. Det vil tage kommunen eller Valgnævnet noget tid at behandle din ansøgning. Du bør derfor sende ansøgningen ind i god tid inden næste valg.
Bliver du optaget på valglisten, gælder optagelsen som udgangspunkt i 2 år. Du vil få et brev om, hvor længe optagelsen gælder, og om hvad du skal gøre, hvis du vil søge om at få optagelsen forlænget efter udløbet af de 2 år.
Opholder du dig i udlandet, kan du søge om optagelse på folketingsvalglisten. Det vil give dig ret til at deltage i folketingsvalg, folkeafstemninger og valg til Europa-Parlamentet, men ikke i kommunale og regionale valg.
Opholder du dig på Færøerne eller i Grønland, kan du søge om at blive optaget på en særlig valgliste. Det vil give dig ret til at deltage i folkeafstemninger, der ikke afholdes på Færøerne eller i Grønland (forudsat du ikke er umyndig), og valg til Europa-Parlamentet. Du kan stemme til folketingsvalget på Færøerne eller i Grønland på de kandidater, der stiller op der. Endelig vil du få ret til at deltage i lokale valg på Færøerne og i Grønland, men ikke kommunale og regionale valg i Danmark.
Er du umyndig og opholder dig i et land uden for riget, der ikke er medlem af den Europæiske Union (et tredjeland), se nedenfor.
Hvis du opholder dig i udlandet og derfor er forhindret i at stemme i Danmark på valgdagen, kan du i stedet brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i udlandet. Din stemme tælles dog kun med, hvis du er optaget på valglisten eller bliver optaget på valglisten inden for lovens frister. Til Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger, der ikke afholdes på Færøerne og i Grønland, kan du også brevstemme på Færøerne og i Grønland.
Der er ikke nogen sidste frist for, hvornår du skal have brevstemt i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, for at din stemme kan blive talt med, men din brevstemme skal være afgivet i så god tid før valgdagen, at den kan nå at blive sendt hjem og være modtaget i din tidligere bopælskommune, inden afstemningen på valgdagen begynder.
Husk at medbringe legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sundhedskort.
Danskere, der er fyldt 18 år og bor i et af de øvrige EU-lande, har efter ansøgning ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Det gælder også for de danskere, der ikke er omfattet af en af de persongrupper, som uanset ophold i udlandet anses for at have bevaret deres bopæl i landet, og som er gennemgået ovenfor.
Du kan tidligst søge om at blive optaget på den særlige valgliste til Europa-Parlamentsvalg 6 måneder før det førstkommende valg til Europa-Parlamentet. Du skal have indsendt din ansøgning senest 5 uger før valget. Den konkrete dato fastsættes forud for hvert valg. Du kan få nærmere oplysninger herom ved at rette henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller en dansk ambassade eller konsulat.