Et provisorisk pas udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses og for max. 12 måneder.
Et provisorisk pas skal afleveres til din kommunes borgerservicecenter eller en dansk repræsentation efter benyttelsen.
Rejse på et provisorisk pas kan evt. give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Ansøgeren bør sikre sig, at rejsemålets og transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas. Undersøg dette på forhånd via: Andre landes pas og visumregler
Ved ansøgning til provisorisk pas skal der medbringes følgende:
• Udfyldt ansøgningsskema
• 1 pasbillede, som opfylder politiets krav: Politiets krav
• Politianmeldelse eller nuværende pas
Bemærk, i tilfælde af mistet eller ødelagt pas, opkræves et ekstragebyr, jf. gebyrlisten.
I helt særlige tilfælde kan det være muligt at få udstedt et provisorisk pas uden for ambassadens eller konsulatets almindelige åbningstid, men der skal være tungtvejende grunde til det, og i sådanne tilfælde kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på tlf. +45 3392 1112, e-mail: [email protected], som efter en konkret vurdering af sagen vil forsøge at hjælpe dig. Det bemærkes, at der kan være tilfælde, hvor det ikke vil være praktisk muligt for ambassaderne og konsulaterne at hjælpe dig uden for åbningstid.
Opmærksomheden henledes på de forhøjede priser for udstedelse uden for almindelig kontortid og på lukkedage.
Du skal være opmærksom på, at det danske provisoriske pas er et tidsbegrænset rejsedokument, som først og fremmest er beregnet til at gøre det muligt at rejse hjem til Danmark. Der er ikke samme sikkerhed for, at dette pas anerkendes af udenlandske myndigheder på samme vilkår som det almindelige pas. For eksempel anerkender USA kun danske midlertidige pas til brug ved udrejse, ikke ved indrejse.
Provisoriske pas kan udstedes på ambassaden i Santiago og de honorære konsulater i Chile, samt i de sideakkrediterede lande, Peru og Ecuador.