Gå til indhold

Udnyttelse af vedvarende energipotentialer

Kongeriget vil videreføre ambitiøse og aktive energi- og klimapolitikker. De energipolitiske målsætninger i henholdsvis Grønland, Danmark og Færøerne er at skabe forsyningssikkerhed, at begrænse udledningen af drivhusgasser og luftforurening og samtidig at skabe grundlag for erhvervsudvikling. En fælles ambition er markant at styrke anvendelsen af vedvarende energikilder. Danmarks forpligtende vedvarende energi mål i henhold til EU er 30 pct. i 2020. Grønland vil øge andelen af vedvarende energi til 60 pct. af den samlede energiproduktion i det civile samfund inden 2020. Færøerne vil styrke anvendelsen af vedvarende energi bl.a. med et mål om, at 75 pct. af el-produktionen skal være baseret på vedvarende energi i 2020.

Grønland har store naturgivne potentialer for vedvarende energi, som blandt andet kan anvendes til udvikling af ny industri. Et eksempel herpå er projekteringen i samarbejde med det amerikanske selskab Alcoa af et aluminiumssmelteværk i Maniitsoq, som vil kunne drives alene af vandkraft. Stadig større fokus rettes i Grønland imod small-scale løsninger for vedvarende energi til anvendelse i mindre byer og bygder, hvor der i dag ikke er adgang til vandkraft. Naalakkersuisut giver støtte til udvikling af vedvarende energiprojekter, herunder mikrovandkraftværker, og sol- og vindenergiprojekter, med sigte på en grøn og uafhængig grønlandsk energiforsyning. Også anvendelse af vedvarende energi i transportsektoren undersøges. Udviklingen af vedvarende energikilder er et centralt emne i Grønlands internationale samarbejde.

  • Danmark, Grønland og Færøerne vil øge energiforsyningsandelen af vedvarende energikilder for at øge forsyningssikkerheden, begrænse udledningen af drivhusgasser og luftforurening, og dermed skabe grundlag for styrket erhvervsudvikling samt videndeling gennem uddannelse og deltagelse i projekter.
  • Naalakkersuisut vil fortsat fremme udnyttelsen af vedvarende energi i Grønland. I de mindre byer og bygder skal udviklingen af lokale energiløsninger baseret på vedvarende energi understøttes. Naalakkersuisut vil endvidere fremme Grønlands muligheder for at huse industriel produktion baseret på vedvarende energi.