Gå til indhold

Danmark i Asien

Danmark skal styrke sin interessevaretagelse og søge maksimal del i væksten i Asien. Et målrettet og strategisk udenrigspolitisk engagement skal styrke Danmarks plads i globaliseringen.

Et målrettet og strategisk udenrigspolitisk engagement skal først og fremmest styrke Danmarks plads i globaliseringen, herunder påvirke udviklingen i ønsket retning og gøre danske varer og løsninger relevante i markeder, der rummer store dele af jordens befolkning og en hastigt stigende andel af dens købekraft.

Uanset Danmarks størrelse er der muligheder for at påvirke udviklingen – også i nogle af de store lande – i lyset af danske spidskompetencer og succeshistorier, herunder inden for grøn teknologi og velfærd, som i stigende grad bliver interessante og kommer inden for rækkevidde for de voksende asiatiske økonomier.


Danmark har potentiale til at konkurrere om markedsandele i Asien
Pt. udgør eksporten til Asien kun ca. 5 pct. af den samlede danske eksport. Men potentialet er meget større og vil vokse hurtigt i de kommende år, ligesom danske virksomheder i stigende grad vil være engageret i lokal værdiskabelse, bl.a. inden for forskning og innovation, som en del af forudsætningen for at udvikle styrkepositioner – især på de største asiatiske markeder.


Konkurrencen er hård, og forhåndskendskabet til Danmarks komparative fordele kan ikke tages for givet
Holdbare resultater kræver en samordnet og målrettet dansk indsats i forhold til de enkelte lande. Strategiske partnerskabsaftaler er indgået med Kina (i 2008), Sydkorea (i 2011) og Vietnam (i 2013) og der er flere under overvejelse med andre asiatiske lande. Aftalerne udgør en platform for fremme af danske erhvervsinteresser, sektorsamarbejde og politisk dialog og giver Danmark en unik position i forhold til mange andre EU-lande.

Ofte er besøgsaktivitet på højt niveau kombineret med involvering af en bred vifte af sektorministerier, forskningsinstitutioner og dansk erhvervsliv afgørende. At opdyrke, vedligeholde og udvikle tætte og konkrete samarbejdsrelationer med lande, der er mange gange større end Danmark, stiller store krav til ressortministerierne såvel som til Udenrigsministeriet og de danske repræsentationer (med f.eks. 12 ministerbesøg i Kina alene i 2012).


Danmarks bistandsengagement i Asien vil ændre fokus og gradvist få mindre vægt
Afghanistan er i dag den største modtager af dansk udviklingsbistand, og Danmark har haft et mangeårigt udviklingssamarbejde med lande som Nepal, Bangladesh, Indonesien og Vietnam.

Erfaringen fra Vietnam, som er en af verdens hurtigst voksende økonomier, og hvor Danmark har været en af de største donorer, har vist, at der i et længerevarende og tillidsfuldt forhold kan ske en glidende overgang fra traditionel udviklingsbistand til fokus på et politisk og kommercielt partnerskab. Samme udvikling er mulig i Bangladesh, hvor det kommercielle samarbejde har stigende betydning, og i Myanmar, hvor udviklingssamarbejdet er under udvidelse.


Asien tiltrækker et hastigt stigende antal danske turister og andre rejsende
– og en del tager mere eller mindre fast ophold. Det betyder – sammen med den generelt stigende forventning til Udenrigsministeriets muligheder for at assistere danske borgere i udlandet – at Borgerservice i Asien må undergå en stadig opprioritering. Det gælder også i forhold til hurtigt og effektivt at kunne servicere rejsende til Danmark med fx visa og opholdstilladelser. 


En stadig mere multipolær verdensorden med nye store asiatiske spillere, stiller krav til Danmarks udenrigspolitiske kapacitet
En central indflydelseskanal for Danmark er EU. Det gælder frihandelsaftaler og politiske partnerskaber med de større asiatiske lande, hvor ingen europæiske lande kan træde i EU’s sted. Danmark arbejder aktivt for, at EU i højere grad påvirker globale og sikkerhedspolitiske dagsordener i den nye verdensorden gennem koordinerede tiltag.

Samtidig vil et bilateralt udenrigspolitisk engagement fortsat være afgørende for at fremme danske interesser i Asien, herunder internt i EU, hvor varierende interesser blandt medlemslandene og konkurrerende virksomheder nødvendiggør, at Danmark også selv har analytisk kapacitet og tilstedeværelse i Asien.

Kontakt

Kontoret for Asien, Latinamerika og Oceanien (ALO)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

 

Email: [email protected]
Tlf.: +45 33 92 00 00
Fax: +45 32 54 05 33