Spring til indhold

Ét blandt flere beredskaber

Danmark har flere muligheder for at sende civile ud i verden. Ud over Freds- og Stabiliseringsberedskabet udsendes også civile eksperter fra Beredskabsstyrelsen, Rigspolitiet og fra de humanitære beredskaber.

Beredskabsstyrelsen

Ved akutte og korte indsatser kan Beredskabsstyrelsen trække på fastansat personale og frivillige fra sine fem centre i Danmark. Til længerevarende indsatser har Beredskabsstyrelsen en international beredskabspulje med erfarne beredskabsofficerer, reserveofficerer, hjemsendte værnepligtige og frivillige fra redningsberedskabet.

Eksperter fra den internationale pulje kan også - i længere eller kortere perioder - udlånes til private nødhjælpsorganisationer eller til internationale organisationer under FN eller EU. På den måde står mandskab og øvrige ressourcer fra hele det danske redningsberedskab i princippet til rådighed for internationale opgaver.

Rigspolitiet

Også politiet har en international beredskabspulje af politifolk, der er parate til at blive udsendt til internationale opgaver. FSB og Rigspolitiet sender ofte folk til de samme missioner, og der er derfor et naturligt og tæt samarbejde mellem de udsendte danskere og mellem Udenrigsministeriet og Rigspolitiet.

Humanitært Beredskab

Det humanitære beredskab i Danmark udgøres i dag primært af beredskabslisterne hos tre store danske nødhjælpsorganisationer.

Disse nødhjælpsorganisationers beredskabslister finansieres af Udenrigsministeriet og mønstrer til sammen over 1000 danskere med forskellige ekspertiser. De kan med kort varsel sendes ud til katastrofeindsatser, og de fleste indgår også i den efterfølgende genopbygning.  Udsendelserne kan vare fra et par uger og op til et år med mulighed for forlængelse i særlige tilfælde.

Foto: EUMM Georgien

Kontakt

Migration, Nærområder og Stabilisering (MNS)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
E-mail: mns@um.dk
Tlf: (+45) 33920000

 

FSB-enheden i NIRAS A/S

E-mail: fsb-niras@niras.dk
Tlf: (+45) 24690632
Nødtelefon (kun i tilfælde af behov for akut assistance i forbindelse med udsendelser)
Tlf: (+45) 60114260