Gå til indhold

FN's befolkningsfond (UNFPA)

Forebyggelse, undersøgelse og rapportering af sager om forsøg på korruption inden for FN’s befolkningsfond (UNFPA).

Med henblik på generelt at sikre at ansvarlige sagsbehandlere i UNFPA står til regnskab for deres sagsbehandling og administration af midler, har UNFPA i 2003 etableret en styrket evaluerings- og revisionsenhed “Division of Oversight Services” (DOS). UNFPA etablerede desuden i 2006 en rådgivende revisionskomité (Audit Advisory Committee), bestående af eksterne eksperter samt i 2008 et etikkontor, som begge årligt afgiver rapport og fremsætter anbefalinger til den fælles bestyrelse for UNDP/UNFPA. Som en samlet ramme for håndteringen af sager vedr. svindel og korruption har UNFPA i 2018 formuleret en svindelpolitik, som dækker hele organisationens virke.

UNFPA opererer i alle forhold med en nul-tolerancepolitik overfor svindel og korruption og arbejder på tværs af hele organisationen for at sikre overholdelse af denne politik. UNFPA's politik mod svindel og korruption er informeret af ”Fraud Management Framework” udviklet af FN’s Joint Inspection Unit (JIU), som er omfattet af otte søjler, der omhandler forebyggelse, afsløring og reaktion på svindel, korruption og andre forbudte praksis i FN-systemet.

DOS gennemfører årligt en række revisioner på lande-, regionalt og hovedkvartersniveau baseret på risikovurderinger af de enkelte enheder og indsatsområderne i UNFPA’s strategiske plan. UNFPA har etableret et system til håndtering af klager, herunder en hotline, der har til formål at få indsigt i sager om uregelmæssigheder og tillader alle i organisationen at anmelde svindel og korruption. UNFPA har ligeledes sikret mekanismer til beskyttelse af ”whistleblowers” mod forfølgelse og potentielle hævnaktioner. DOS har eneansvar i UNFPA i forhold til at efterforske alle indkomne mistanker om ureglementeret adfærd, herunder særligt svindel, korruption og hævnaktioner. DOS er også ansvarlig for efterforskning af anklager vedrørende embedsmisbrug, chikane, seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug – områder hvis afklaring tidligere var underlagt UNFPA’s HR-afdeling.

DOS rapporterer til bestyrelsen om samtlige sager. Der fremlægges desuden statistik over gennemførte revisioner og undersøgelser, registrerede klager og antal sager opgjort efter type, og der fremlægges en udtømmende liste over alle tilfælde af forsøg på svindel. UNFPA er forpligtet til at udarbejde et ledelsessvar, der forholder sig til rapporten fra DOS. Begge rapporter er tilgængelige på UNFPA’s hjemmeside.