Spring til indhold

Krisen i Sydsudan: Danmark omlægger til akutte indsatser

30.04.2014  14:46
Den danske regering har besluttet at omdirigere 35 millioner kroner til at hjælpe 150.000 sydsudaneseres med at brødføde sig selv og 10 millioner går til en regional-ledet mission, der skal overvåge våbenhvilen mellem konfliktens hovedparter.

Den danske regering har omlagt knap halvdelen af dette års udviklingsbistand til Sydsudan til hårdt tiltrængte indsatser. 35 millioner kroner omdirigeres til at hjælpe 150.000 sydsudaneseres med at brødføde sig selv og 10 millioner går til en regional-ledet mission, der skal overvåge våbenhvilen mellem konfliktens hovedparter. 

Om omlægningen siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen: 

”Befolkningen udsættes for store lidelser på grund af borgerkrigen, og nu handler det om at få stoppet volden, beskytte befolkningen mod overgreb og forebygge hungersnød. Vi må forhindre, at krisen forværres yderligere og trækker hele regionen ind i en dødelig spiral af krig, kaos og etniske udrensninger.” 

De hårdt tiltrængte indsatser går via FN til at hjælpe lokalsamfund med at brødføde sig selv gennem uddeling af fiskenet, såsæd, landbrugsredskaber og vaccination af kvæg og til at mindske konflikterne om de knappe ressourcer. Næsten fem millioner sydsudanesere har behov for akut hjælp, og mere end 1,2 millioner mennesker er tvunget fra deres hjem på grund af borgerkrigen og etnisk forfølgelse. FN erklærede i midten af februar Sydsudan som højeste humanitære kriseniveau på linje med Syrien. 

Danmark arbejder tæt sammen med den regionale organisation, IGAD, med FN og den internationale trojka om at få stoppet volden øjeblikkeligt og respektere våbenhvilen. Den regionalt-ledede mission, der støttes med 10 millioner kroner fra Danmark, skal overvåge våbenhvilen mellem konfliktens hovedparter - præsident Kiir for den siddende regering og den tidligere vicepræsident Machar for den væbnede opposition. Hvis sikkerhedssituationen tillader det, har den danske regering også planer om at bidrage med udsendelse af ekspertbistand for at få missionen op at køre så hurtigt og så effektivt som muligt. Danmark støtter i forvejen FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan, UNMISS. 

Fra dansk side bakkes også op om indførelsen af sanktioner for at få de stridende parter til at gå forhandlingsvejen.  

”Vi er parate til gennem EU at øge presset på konfliktens parter – også gennem sanktioner. Det kan eksempelvis være i form af indefrysning af værdier og rejseforbud. Formålet med sanktionerne er at sende et meget klart budskab til de stridende parter om at gå forhandlingsvejen og samtidig gøre det klart, at de grusomme overgreb og den etniske forfølgelse er uacceptabelt for det internationale samfund,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.  

De 45 millioner kroner, som Danmark har omdirigeret til de hårdt tiltrængte indsatser skulle være gået til blandt andet anlæg af veje og til centralregeringen i Sydsudan. Belært af erfaringerne fra danske indsatser i skrøbelige stater andre steder fastholder Danmark dele af det langsigtede udviklingssamarbejde i Sydsudan. Det gør vi dels for at sikre kvinder og pigers rettigheder og beskytte dem mod overgreb, dels for at fastholde freden i de områder i Sydsudan, hvor krisen endnu ikke har bidt sig fast. Det skal være med til at sikre, at der er lokale institutioner at bygge videre på, når volden stopper.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41 86 59 75