Spring til indhold

Ambassadør Ib Petersen lander topjob i FN

24.06.2020  21:13

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har udpeget ambassadør Ib Petersen til stillingen som assisterende generalsekretær, hvor han skal fungere som vice-eksekutivdirektør i FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Med udpegning af Ib Petersen får Danmark en centralt placeret repræsentant i UNFPA, der arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed og kvinder og pigers ret til egen krop i forbindelse med befolknings- og udviklingsspørgsmål. Danmark støtter årligt UNFPA’s indsatser med 396 mio. kr. 

Udviklingsminister, Rasmus Prehn, udtaler:

”Udpegelsen af Ib Petersen som ny vice-eksekutivdirektør i UNFPA er først og fremmest et kæmpe skulderklap til Ib.

Men det er også en vigtig anerkendelse af den store danske indsats for at sikre kvinder og pigers ret til egen krop og til selv at bestemme hvorvidt, hvornår, med hvem og hvor mange børn, de vil have. Jeg glæder mig til at følge Ibs arbejde i UNFPA og ønsker ham al held og lykke i stillingen.”

Ib Petersen har over 30 års erfaring inden for bilateralt og multilateralt samarbejde og udvikling og leder på nuværende tidspunkt Udenrigsministeriets kontor for Migration, Stabilisering og Skrøbelighed. Ib Petersen har desuden en fortid som Danmarks FN-ambassadør i New York samt som udviklingspolitisk direktør i Udenrigsministeriet.

Ib Petersen ønskes et stort tillykke med stillingen. 

For yderligere information/kontakt til udviklingsministeren:

Pressechef Magnus Ulveman
+45 29 43 95 23
magulv@um.dk